Katolsk afstandtagen

Hvad har den romersk-katolske kirke gjort for at bygge bro over splittelsen i kristenheden? I 1919 blev den katolske kirke indbudt til et fælleskirkeligt møde om tro og kirkeorden, hvor forskelle i lære og gudstjeneste ville blive drøftet. Men pave Benedikt XV sagde nej tak til invitationen. I 1927 blev den katolske kirke inviteret med til Den Første Verdenskonference om Tro og Kirkeorden, der blev holdt i Lausanne i Schweiz. Delegerede fra adskillige protestantiske og ortodokse kirker mødtes for at drøfte hvad der stod i vejen for enheden, men pave Pius XI tillod ikke katolsk deltagelse.

I sit afsnit om pave Pius XI skriver New Catholic Encyclopedia: „Pavestolen var negativt stemt over for den ikkekatolske kristenheds økumeniske bevægelse.“ Tonen blev direkte fjendtlig da paven i 1928 udsendte sin encyklika Mortalium animos. Heri fordømte han den økumeniske bevægelse og forbød katolikker at støtte den.

I 1948 blev Kirkernes Verdensråd dannet. Ved oprettelsen blev 150 kirker medlemmer; heraf var hovedparten af protestantisk observans. Også nogle ortodokse kirker blev medlemmer, og siden er andre kommet til. Alle disse kirker tilslutter sig en såkaldt „basis“ eller programerklæring for deres medlemskab: „Kirkernes Verdensråd er et fællesskab af kirker, som bekender Herren Jesus Kristus som Gud og Frelser.“ Trods denne klare bekendelse til treenigheden nægtede pave Pius XII at lade den katolske kirke have noget med dette økumeniske råd at gøre.

En katolsk holdningsændring?

Johannes XXIII, der i 1958 blev valgt til pave, næsten 77 år gammel, blev af mange katolikker blot betragtet som en papa di passaggio, en overgangspave. Imidlertid blev han den der åbnede Vatikanets vinduer for nye vinde som den dag i dag skaber heftig storm i katolske kredse. En af pave Johannes’ første embedshandlinger var i 1959 at indkalde til et økumenisk koncil, hvilket i katolsk sprogbrug vil sige en forsamling af alle den katolske kirkes biskopper.

Formålet med koncilet var for det første at „føre kirken ajour“ og for det andet at „bane vej for en genforening af de adskilte brødre i øst og vest i Kristi ene fold“. Med det sidste formål for øje dannede pave Johannes XXIII i 1960 Sekretariatet For De Kristnes Enhed. Dette blev set som „den romersk-katolske kirkes første officielle anerkendelse af den økumeniske bevægelses eksistens“.

Der var unægtelig begyndt at blæse nye vinde. Men var Den Romerske Kurie, den magtfulde gruppe prælater som udgjorde kirkens administrative ledelse, tilhænger af denne holdningsændring? Og hvad forstod den i givet fald ved kristen enhed?

Dilemmaet for den katolske kirke

„EN NY PINSEDAG.“ Det var hvad pave Johannes XXIII håbede at det økumeniske koncil som begyndte i 1962, og som fik navnet Det Andet Vatikankoncil, ville blive. Han håbede at det ville skabe en åndelig fornyelse blandt katolikker og bringe forandringer der kunne berede vejen for kristenhedens genforening.

Men tanken om aggiornamento (ajourføring) tiltalte ikke alle prælater i Vatikanet. The New Encyclopædia Britannica skriver: „Pavens beslutning blev derfor køligt modtaget af hans konservative kurie, som var overbevist om at kirken havde haft fremgang under Pius XII, og som ikke så nogen grund til at foretage de forandringer pave Johannes slog til lyd for. Nogle af Vatikanets kardinaler gjorde alt for at udsætte koncilet indtil den gamle mand var ude af billedet og projektet lige så stille kunne droppes.“

Det Andet Vatikankoncils dekret om økumenien

Pave Johannes XXIII levede længe nok til at få sat Det Andet Vatikankoncil i gang. Men kort efter, i juni 1963, døde han. Koncilet sluttede først i december 1965. Den 21. november 1964 offentliggjorde pave Paul VI dekretet om økumenien. Indledningen lyder: „Et af de vigtigste mål Det Andet Vatikankoncil har sat sig, er at genoprette enheden mellem alle kristne.“

Jesuiterpræsten Walter M. Abbott skriver bemærkelsesværdigt nok i bogen The Documents of Vatican II: „Dekretet om økumenien markerer den romersk-katolske kirkes fulde deltagelse i den økumeniske bevægelse.“ Og i afsnittet „Katolicismen efter Det Andet Vatikankoncil“ skriver The New Encyclopædia Britannica optimistisk: „Den romersk-katolske kirke er nu officielt fraveget sin lære om at den er ’den eneste sande kirke’.“

Men har den katolske kirke virkelig fraveget denne lære? Og på hvilket grundlag ønsker den at skabe enhed? Efter at have defineret i hvilket omfang katolikker kan deltage i økumenisk arbejde, opstiller dekretet om økumenien følgende betingelser: „Kirkemødet formaner alle de troende til at undgå enhver ubesindighed eller ubetænksom iver. . . . Deres økumeniske indsats må ikke være andet end fuldt ud og oprigtig katolsk, altid tro mod den sandhed som vi har modtaget af apostlene og vore fædre i troen, i overensstemmelse med den bekendelse som altid har været den katolske Kirkes.“

Anstødssten

Sagen er at den katolske kirke ikke er fraveget det standpunkt at den er den eneste sande kirke. Det Andet Vatikankoncils dekret om økumenien fastslår: „Hele fylden af midler til frelse kan kun nås ved Kristi katolske Kirke, som er den universelle hjælp til frelsen. Vi tror nemlig at det er til apostelkollegiet alene, hvor Peter har forsæde, at Herren har betroet alle den nye pagts rigdomme.“

Det nyligt udgivne franske opslagsværk Théo — Nouvelle Encyclopédie Catholique (1989) siger: „For katolikker er paven, som Peters efterfølger, teologisk set den faste bestanddel i kirkens og biskoppernes enhed. Det er imidlertid en kendsgerning at paven er den største årsag til splittelsen blandt kristne.“

Dogmet om pavens primat er nøje forbundet med dogmerne om pavens ufejlbarhed og de katolske biskoppers apostolske succession, som begge er uacceptable for de fleste af kristenhedens ikkekatolske kirker. Ændrede Det Andet Vatikankoncil noget ved den katolske kirkes syn på disse dogmer?

Det Andet Vatikankoncils Dogmatiske Konstitution om Kirken, svarer i paragraf 18: „Denne hellige synode, som følger i fodsporene på Det Første Vatikankoncil [der godkendte dogmet om pavens ufejlbarhed], lærer og erklærer med det at Jesus Kristus, den evige hyrde, grundlagde den hellige kirke ved at overdrage apostlene deres missionsopgave, ligesom han selv var blevet sendt af Faderen (jf. Joh. 20:21). Han bestemte at deres efterfølgere, biskopperne, skulle være hyrder for hans kirke indtil verdens ende. For at episkopatet kunne være ét og udelt, satte han Peter til hoved over de andre apostle, og oprettede i ham en varig og synlig kilde og grundvold for enhed både i tro og samfund. Denne lære om institutionen, den varige ordning, naturen og betydningen af den romerske pontifex’ hellige primat og hans ufejlbare lærerembede, anbefaler den hellige synode igen den troende at tro fuldt og fast på, og som følge af denne ufravigelige forpligtelse har den i sinde offentligt at forkynde og klart at formulere dogmet om at biskopperne, apostlenes efterfølgere, sammen med Peters efterfølger, Kristi Stedfortræder og hele Kirkens synlige overhoved, leder den levende Guds hus.“

Interessant nok blev Den Dogmatiske Konstitution om Kirken udsendt af pave Paul VI samme dag som han ratificerede dekretet om økumenien. Denne dag, den 21. november 1964, bekendtgjorde han også at „Maria er ’Kirkens Moder’, det vil sige moder for alle troende og alle præster“. Hvordan kan det siges at dekretet om økumenien „markerer den romersk-katolske kirkes fulde deltagelse i den økumeniske bevægelse“ når paven samme dag valgte at stadfæste dogmer der er fuldstændig uacceptable for de fleste medlemmer af Kirkernes Verdensråd?

Kirkens dilemma

Tidligere generalsekretær for Kirkernes Nationalråd, dr. Samuel McCrea Cavert, der var en af hovedskikkelserne bag skabelsen af Kirkernes Verdensråd, har sagt: „Trods dekretet [om økumenien] stemmer den katolske kirkes økumeniske indstilling ikke med dens påstand om at være den eneste sande kirke. . . . Det samme kan siges om dogmet om Peters primat og hans myndighed over hele kirken. Disse læresætninger tyder på at den romersk-katolske opfattelse af økumenisme stadig er centreret omkring Rom.“

Dr. Konrad Raiser, vicegeneralsekretær for Kirkernes Verdensråd, har erklæret: „Paven [Johannes Paul II] fremsætter mange økumeniske erklæringer, men han følger et kald der drager ham i en anden retning.“

Dette åbenbare modsætningsforhold mellem Vatikanets økumeniske facade og dets stædige fastholden ved sine traditionelle læresætninger, viser at den katolske kirke befinder sig i et dilemma. Hvis den mener det ærligt med sin deltagelse i den økumeniske bevægelse der stræber efter kristen enhed, må den frafalde sit krav om at være den eneste sande kirke. Hvis den nægter det, må den vedgå at dens såkaldte økumeni blot er en taktisk manøvre for at få de ortodokse og protestantiske kirker tilbage i den katolske fold.

For at sige det ligeud, må den katolske kirke enten vedgå at dens århundredgamle dogmer er falske eller at dens nuværende deltagelse i det økumeniske samarbejde er ren og skær hykleri. Uanset hvad kirken gør, er mange oprigtige medlemmer af kristenhedens kirker forvirrede. De spekulerer på om der nogen sinde vil blive sand enhed blandt kristne.

[Tekstcitat på side 8]

’Dekretet om økumenien markerer den romersk-katolske kirkes fulde deltagelse i den økumeniske bevægelse’

[Illustration på side 7]

Det Andet Vatikankoncil bragte den katolske kirke i et dilemma

[Kildeangivelse]

UPI/Bettmann Newsphotos

Den katolske kirke og enheden

Den katolske kirke, som er kirke for halvdelen af kristenhedens medlemmer, har sin egen opfattelse af kristen enhed. Ved århundredskiftet blev der stiftet forskellige „bønneforeninger“, deriblandt Vor Barmhjertige Frues Ærkebroderskab for Englands Hjemvenden til Den Katolske Tro, Den Fromme Forening for Bøn til Vor Barmhjertige Frue om Kætternes Omvendelse, samt Bønnernes og De Gode Gerningers Ærkebroderskab for De Østlige Skismatikeres Genforening med Kirken.

I 1908 blev der på initiativ af en anglikansk præst som var gået over til katolicismen, indført en årlig katolsk bedeuge (18.-25. januar) „for de adskilte brødres tilbagevenden“. Dette blev senere til den årlige bedeuge for kristen enhed som Kirkernes Verdensråd har deltaget i siden begyndelsen af 50’erne.

I den katolske bog The Documents of Vatican II hedder det: „Hvert år i januar har katolikker i mange årtier tilbragt otte dage i bøn for Kirkens enhed. Indtil 1959 var hovedideen med disse bededage, 18.-25. januar, et håb om at protestanter ville ’vende tilbage’ til den eneste sande kirke og at det ortodokse skisma vil ophøre.“

Ændrede Det Andet Vatikankoncil grundlæggende ved den katolske kirkes syn på kristen enhed? Pave Johannes’ efterfølger, Paul VI, udsendte den dogmatiske konstitution om Kirken der lyder: „Dette er den eneste kristne kirke som ifølge vor trosbekendelse er én, hellig, katolsk og apostolsk. . . . Denne kirke, der er oprettet og organiseret som et samfund i den nuværende verden, udgøres af den katolske kirke, som ledes af Peters efterfølger i fællesskab med biskopperne.“

Den katolske kirkes opfattelse af kristen enhed har altså ikke ændret sig fundamentalt. Det synspunkt der blev udtrykt på Det Andet Vatikankoncil er, at uanset hvilke gode værdier der findes uden for den katolske kirke, tilhører de i virkeligheden den, og er derfor, som Den Dogmatiske Konstitution om Kirken siger: „Kræfter der fører mod katolsk enhed.“

Et enhedens forum?

Passer det at den katolske kirke er „én, hellig, katolsk og apostolsk“, sådan som den så ofte hævder? For det første stemmer det nylige skisma med de traditionalistiske katolikker med ærkebiskop Lefebvre i spidsen, for ikke at nævne de hundreder af katolske teologers åbne oprør, ikke med at kirken er „én“.a

For det andet viser den katolske kirkes historie — med dens antisemitisme, tortur af „kættere“, dens engagement i „hellige krige“ og politik samt i smudsige forretningsskandaler — at den langtfra er „hellig“.

For det tredje kan romerkirken næppe gøre krav på at være „katolsk“, eller „universel“, eftersom den kun tæller omkring halvdelen af dem der bekender sig som kristne, og kun cirka 15 procent af verdens befolkning.

Endelig kan hverken historiens vidnesbyrd, pavedømmets historie eller katolske prælaters velstand, umoralitet eller politiske indblanding, retfærdiggøre at den kalder sig „apostolsk“. Den katolske kirke kan altså ikke gøre krav på at være forum for sand kristen enhed.