EDEN

(Eʹden) [glæde].

1. Et område hvori Skaberen plantede en parklignende have som hjem til det første menneskepar. Eftersom der siges at haven lå „i Eden, mod øst,“ kunne det tyde på at haven kun dækkede en del af det område der kaldtes Eden. (1Mo 2:8) Derefter kaldes haven imidlertid „Edens have“ (1Mo 2:15), og i senere skriftsteder omtales den som „Eden, Guds have,“ (Ez 28:13) og som „Jehovas have“. — Es 51:3.

2. Et sted der sammen med Karan og Kanne omtales som en af Tyrus’ handelspartnere, og hvis speciale var fine klæder, tæpper og reb. (Ez 27:23, 24) Man formoder at navnet er en forkortelse af Bet-Eden, der er nævnt i Amos 1:5. „Edens sønner“ omtales blandt andre beboere på steder som blev besejret af de assyriske hære (2Kg 19:12; Es 37:12), og nogle mener at dette Eden (Bet-Eden) kan identificeres med det lille område Bit-Adini, der lå ved Eufratflodens midterste løb. — Se BET-EDEN.