Lige før israelitterne gik ind i det forjættede land, sendte Moses bud til Edoms konge og bad om lov til fredeligt at drage gennem hans land. Men edomitterne var fjendtlige og afslog koldt israelitternes anmodning og understregede tilmed deres afslag ved at sende en hærstyrke mod israelitterne. (4 Mos. 20:14-21) Skønt de blev undertvunget af David, sammensvor de sig senere med Ammon og Moab imod Juda i kong Josafats dage. De gjorde også oprør mod Josafats søn kong Joram, overtog israelitiske fanger fra Gaza og Tyrus, og foretog senere, på kong Akaz’ tid, strejftog ind i Juda for at tage endnu flere fanger. — 2 Krøn. 20:1, 2, 22, 23; 2 Kong. 8:20-22; Amos 1:6, 9; 2 Krøn. 28:17.

4. (a) Hvilken foragtelig handlemåde danner øjensynlig grundlaget for Obadias’ fordømmelse af Edom? (b) Hvad viser at bogen sandsynligvis blev skrevet i 607 f.v.t.?

⁴ Denne fjendtlighed nåede et højdepunkt i 607 f.v.t. da Jerusalem blev ødelagt af de babyloniske horder. Ikke blot så edomitterne bifaldende til, men de tilskyndede også erobrerne til at gøre ødelæggelsen fuldstændig. „Gør nøgen! Gør nøgen til grundvolden i den!“ råbte de. (Sl. 137:7)

De har frydet sig over Jerusalems fald og har endda været med til at dele byttet sammen med angriberne. Som om han er vidne til de onde gerninger siger Obadias stærkt fordømmende til Edom: Du burde ikke have frydet dig over din broders ulykke. Du burde ikke have hindret de undslupne i at flygte, og du burde ikke have overgivet dem til fjenden. Jehovas dag er nær, og du vil blive krævet til regnskab. Som du selv har gjort, sådan vil der blive gjort med dig.