[Billeder på side 305]

På Moses’ tid gik israelitterne ud af Ægypten. På Esajas’ tid gik Juda til Ægypten efter hjælp

Tåbelighed og ulykke

3. Hvilken plan afslører Jehova?

³ I nogen tid har de judæiske ledere i hemmelighed lagt en plan med henblik på at undgå at blive underlagt det assyriske åg. Jehova har imidlertid iagttaget dem. Nu afslører han deres plan: „’Ve de genstridige sønner,’ lyder Jehovas udsagn, ’som vil gennemføre en beslutning der ikke stammer fra mig, og udgyde et drikoffer der ikke er efter min ånd, for at føje synd til synd; de som begiver sig af sted for at gå ned til Ægypten.’“ — Esajas 30:1, 2a.

4. På hvilken måde satte Guds oprørske folk Ægypten i stedet for Gud?

⁴ Hvilket chok for disse ledere at høre at planen er blevet afsløret! At rejse til Ægypten for at indgå forbund med dette land er ikke blot en fjendtlig handling mod Assyrien; det er oprør mod Jehova Gud. På kong Davids tid betragtede man Jehova som sin fæstning og søgte tilflugt ’i hans vingers skygge’. (Salme 27:1; 36:7) Nu søger de „ly i Faraos fæstning“ og „tilflugt i Ægyptens skygge“. (Esajas 30:2b) De har sat Ægypten i stedet for Gud. Hvilket forræderi! — Læs Esajas 30:3-5.

5, 6. (a) Hvorfor er forbundet med Ægypten en skæbnesvanger fejltagelse? (b) Hvilken tidligere rejse som Guds folk foretog, understreger det tåbelige i denne rejse til Ægypten?

⁵ Hvis nogen skulle fremsætte den tanke at besøget i Ægypten er helt tilfældigt, oplyser Esajas flere enkeltheder: „Budskabet om Sydlandets dyr: Gennem landet med trængsel og hårde vilkår, med løve og knurrende panter, med giftslange og flyvende ildslange, bærer de deres forråd på skuldrene af fuldvoksne æsler, og deres forsyninger på kamelers pukler.“ (Esajas 30:6a) Det er tydeligt at rejsen er planlagt. Udsendingene forbereder en karavane af æsler og kameler. De belæsser dyrene med gaver og fører dem til Ægypten gennem en gold og ugæstfri ørken hvor der er løver og giftslanger. Til sidst når udsendingene deres bestemmelsessted og overdrager gaverne til ægypterne. De har tilkøbt sig beskyttelse — det mener de i hvert fald. Jehova siger imidlertid: „De vil ikke være til nogen gavn for folket. Og ægypterne er tomhed, og deres hjælp er til ingen nytte. Derfor har jeg kaldt denne ’Rahab — de vil helst sidde stille’.“ (Esajas 30:6b, 7) „Rahab“, et ’havuhyre’, er et symbolsk udtryk for Ægypten. (Esajas 51:9, 10) Det lover alt, men gør intet. Judas forbund med Ægypten er en skæbnesvanger fejltagelse.

⁶ I Esajas’ beskrivelse af udsendingenes rejse vil hans tilhørere måske genkende træk fra en lignende rejse som blev foretaget på Moses’ tid. Deres forfædre vandrede gennem den samme „frygtindgydende ørken“. (5 Mosebog 8:14-16) Men dengang rejste israelitterne bort fra Ægypten og bort fra trældommen. Nu rejser udsendingene til Ægypten og mod trældom. Hvor tåbeligt! Måtte vi aldrig træffe en så uklog beslutning og bytte vores åndelige frihed væk for trældom! — Galaterne 5:1.

Modstand mod profetens budskab

7. Hvorfor lader Jehova Esajas nedskrive advarselen til Juda?

⁷ Jehova beder Esajas skrive det budskab ned som han lige har overbragt, „så det kan stå der til en senere dag, som et vidnesbyrd til en fjern fremtid“. (Esajas 30:8) Det må skrives ned til gavn for fremtidige generationer — også for os i dag — at Jehova misbilliger at man slutter forbund med mennesker i stedet for at sætte sin lid til ham. (2 Peter 3:1-4) Der er dog et mere umiddelbart behov for en skreven beretning. „Det er et opsætsigt folk, usandfærdige sønner, sønner som ikke har villet høre Jehovas lov.“ (Esajas 30:9) Folket har afvist Guds vejledning. Derfor må den skrives ned så man ikke senere kan benægte at have modtaget advarselen. — Ordsprogene 28:9; Esajas 8:1, 2.

8, 9. (a) På hvilken måde prøver de judæiske ledere at påvirke Jehovas profeter? (b) Hvordan viste Esajas at han ikke lod sig skræmme?

⁸ Esajas giver nu et eksempel på folkets oprørske indstilling. Det „har sagt til dem der ser: ’I må ikke se,’ og til seerne: ’I må ikke se ærlige syner for os. Tal til os med glatte ord; se bedragende syner.’“ (Esajas 30:10) Ved at opfordre de trofaste profeter til ikke at se „ærlige syner“, men i stedet fremføre „glatte“ eller „bedragende“ ord, viser Judas ledere at de kun ønsker at høre noget der kildrer deres ører. De vil roses, ikke fordømmes. Enhver profet som ikke vil profetere efter deres smag, skal ’vige bort fra vejen, bøje af fra stien’. (Esajas 30:11a) Han skal enten profetere noget man synes om, eller helt lade være med at profetere!

⁹ Esajas’ modstandere siger: „Få for vor skyld Israels Hellige til at holde inde.“ (Esajas 30:11b) Esajas skal holde op med at tale i Jehovas, ’Israels Helliges’, navn! Selve betegnelsen går dem på, for Jehovas ophøjede normer afslører deres ynkelige tilstand. Hvordan reagerer Esajas? Han forkynder: „Således har Israels Hellige sagt.“ (Esajas 30:12a) Uden tøven fremfører Esajas netop de ord som hans modstandere ikke vil høre. Han lader sig ikke skræmme. Et godt eksempel for os! Når det drejer sig om at forkynde Guds ord, må kristne aldrig gå på kompromis. (Apostelgerninger 5:27-29) Ligesom Esajas må de blive ved med at forkynde: ’Således har Jehova sagt’!

Konsekvensen af oprør

10, 11. Hvad bliver konsekvensen af Judas oprør?

¹⁰ Juda har vraget Guds ord, sat sin lid til en løgn og stolet på „at gå krogveje“. (Esajas 30:12b) Hvad bliver konsekvensen? I stedet for at forlade skuepladsen, som folket vil have ham til, vil Jehova sørge for at nationen går til grunde! Ødelæggelsen vil ske pludseligt og være fuldstændig, hvilket Esajas understreger med en illustration. Nationens oprørskhed er som „et revnet, faldefærdigt stykke der buler ud i en høj mur hvis sammenbrud kan komme pludseligt, på et øjeblik“. (Esajas 30:13) Ligesom en voksende bule i en høj mur til sidst vil få muren til at falde sammen, sådan vil Esajas’ samtidiges tiltagende oprørskhed være årsag til nationens sammenbrud.

¹¹ Med en anden illustration viser Esajas hvor fuldstændig den kommende ødelæggelse vil være: „Man skal slå den i stykker som en stor krukke fra pottemagerne bliver slået i stykker, knust uden skånsel, så der ikke blandt de knuste stumper kan findes et skår hvormed man kan rage ild fra et ildsted eller tage vand fra et vandhul.“ (Esajas 30:14) Judas ødelæggelse vil være så fuldstændig at intet af værdi vil være tilbage — ikke engang et potteskår som vil være stort nok til at rage den varme aske væk fra ildstedet med eller at tage vand fra et vandhul med. Et beskæmmende endeligt! De der modstår den sande tilbedelse i dag, vil gå til grunde lige så pludseligt og fuldstændigt. — Hebræerne 6:4-8; 2 Peter 2:1.

Jehovas tilbud afvises

12. Hvordan kan judæerne undgå ødelæggelsen?

¹² Men ødelæggelsen er ikke uundgåelig for Esajas’ tilhørere. Der er en udvej. Profeten forklarer: „Således har den suveræne Herre Jehova, Israels Hellige, sagt: ’Ved omvendelse og hvile vil I blive frelst. I ro og i tillid består jeres styrke.’“ (Esajas 30:15a) Jehova er rede til at frelse sit folk — hvis det viser sin tro ved „hvile“, det vil sige ved ikke at prøve at sikre sig frelse ved forbund med mennesker, og ved at holde sig i „ro“ og nære „tillid“ til Guds beskyttelse og ikke give efter for frygt. „Men,“ siger Esajas til folket, „I ville ikke.“ — Esajas 30:15b.

13. Hvad sætter de judæiske ledere deres lid til, men hvad vil de erfare?

¹³ Esajas fortsætter: „Så I sagde: ’Nej, på heste vil vi flygte!’ Af den grund kommer I til at flygte. ’Og på hurtige heste vil vi ride!’ Af den grund vil de der forfølger jer vise sig hurtige.“ (Esajas 30:16) Judæerne tror at hurtige heste — og ikke Jehova — vil betyde frelse. (5 Mosebog 17:16; Ordsprogene 21:31) Men dér tager de fejl, anfører profeten, for fjenden vil indhente dem. Selv om de er mange, vil det ikke hjælpe dem. „Et tusind vil skælve ved trussel fra én; ved trussel fra fem vil I flygte.“ (Esajas 30:17a) Judæernes hær vil flygte i panik ved råbet fra blot en håndfuld fjender.a Til sidst vil blot en rest være tilbage og stå helt alene „som en mast på en bjergtop og som et signal på en bakke“. (Esajas 30:17b) Som profetien havde sagt, overlevede kun en rest da Jerusalem blev ødelagt i 607 f.v.t. — Jeremias 25:8-11.