Den afrikanske elefant

Det er blevet sagt at den afrikanske elefant er for vild til at den kan tæmmes. Mange mennesker har imidlertid erfaret at det forholder sig anderledes. Et eksempel er det rørende forhold mellem tre afrikanske elefanter og en amerikaner ved navn Randall Moore. Elefanterne var med i en gruppe elefantunger som blev sendt fra den sydafrikanske Kruger National Park til De Forenede Stater. De blev dresseret til at optræde i cirkus og klarede sig godt. Da deres ejer døde fik Moore overdraget trioen, som han sendte tilbage til Afrika.

I 1982 blev de to hunelefanter, som blev kaldt Owalla og Durga, sat ud i Pilanesberg-reservatet i Bophuthatswana. På det tidspunkt husede parken flere forældreløse elefantunger som var i dårlig forfatning og havde behov for omsorg fra voksne hunner. Ville cirkuselefanterne Owalla og Durga kunne påtage sig denne opgave?

Efter et år fik Moore at vide at hans elefanter havde adopteret alle 14 forældreløse unger og at endnu flere forældreløse elefantunger ville blive sat ud i parken. Efter at have været borte i fire år vendte Moore tilbage for at se til elefanterne. Han havde ventet at skulle søge længe efter dem i Pilanesberg-bjergene, men blev overrasket da han kort efter sin ankomst fik øje på Owalla og Durga i en stor flok. „Min første uprofessionelle indskydelse,“ skriver han i bogen Back to Africa, „var at løbe hen til dem, omfavne dem og overøse dem med lovord. Jeg beherskede imidlertid denne trang og fulgte i stedet en mere rationel fremgangsmåde.“

Først og fremmest måtte Owalla og Durga være sikre på at det var deres gamle ven. De undersøgte hans udrakte hånd med deres snabler. „Owalla stod imponerende stor foran mig som om hun ventede på den næste ordre. Resten af flokken stod helt stille i en klynge omkring,“ skriver Moore. „Jeg kommanderede: ’Owalla! . . . Snabel op, og fod!’ Owalla løftede øjeblikkelig det ene forben højt op i luften og krummede snabelen højt op i den klassiske trompetpositur fra den længst svundne cirkustid. Hvem var det der sagde at elefanter aldrig glemmer?“

Tre år senere, i oktober 1989, blev Owallas hukommelse sat på en ny prøve. Denne gang besluttede Moore sig til at forsøge noget han ikke havde prøvet siden han satte elefanterne ud i parken syv år tidligere. Owalla fulgte hans ordre om at knæle så han kunne klatre op og sætte sig på hendes ryg. Fjernseere i Sydafrika kunne spændt følge Moore mens han red på Owalla blandt 30 vilde elefanter. I et interview med Vågn op! siger Moore: „Jeg gjorde det ikke for at vække opmærksomhed men fordi jeg var nysgerrig efter at vide hvor stærk en binding og hvor megen intelligens der kunne findes hos en elefant.“ De forældreløse elefantunger i Pilanesberg trivedes under Owallas og Durgas forstandige omsorg.

[Illustration på side 9]

Randall Moore med sine elefanter på den afrikanske savanne