-
Side 2Vågn op! – 1987 | 22. september
-
-
Priserne på elfenben er i stigning, og en stor hanelefant kan besidde 180 kilo af det eftertragtede materiale. Krybskytterne lader sig ikke standse af nogen lovgivning. De nedlægger dyret, tager stødtænderne, og lader resten ligge tilbage og rådne.
-
-
Vil Afrikas truede dyr overleve?Vågn op! – 1987 | 22. september
-
-
DET er morgen; alt er stille på den afrikanske savanne. En hanelefant går og græsser mellem buskene. Med snabelen griber den om små planter og skud, trækker dem op, ryster jorden af og putter dem i munden, hvorefter den gumler tilfreds — den er godt i gang med at sætte sin daglige ration på 136 kilo ’grøntfoder’ til livs. Selv om den ikke er sig sin alder bevidst, har den set ikke mindre end 40 år passere hen over disse græsklædte sletter, hvad dens kæmpemæssige stødtænder antyder. Den vil sikkert være i stand til at få afkom i yderligere ti år og derudover leve i måske endnu ti.
Pludselig bliver den stille morgenluft flænget af et skud.
Skuddet kommer fra en kraftig riffel, og kuglen trænger dybt ind i siden på den gamle hanelefant. Den udstøder et uhyggeligt skrig, vakler og forsøger forvirret at lunte bort — men der kommer flere kugler. Til sidst går den i knæ og falder om. En lille lastbil kører hurtigt op ved siden af elefanten, hvor den standser. En gruppe mænd springer af og giver sig til at arbejde koncentreret. De skærer elefantens hoved op så stødtænderne blotlægges i deres fulde længde helt op til roden i kraniet, hvorefter de hurtigt trækker dem ud. Få minutter senere er krybskytterne væk igen. Stilheden lægger sig atter over savannen. Den engang så statelige, gamle hanelefant er nu blot et kødbjerg på 6300 kilo der får lov at ligge og rådne.
Sørgeligt nok er dette langtfra et isoleret tilfælde. Man anslår at krybskytter hvert år dræber mellem 45.000 og 400.000 elefanter. Undersøgelser tyder på at det samlede antal afrikanske elefanter er svundet fra flere millioner til omkring 900.000 eksemplarer. Hvis krybskytteriet fortsætter med samme intensitet vil denne bestand blive halveret i løbet af de næste ti år. Efterhånden som de gamle hanelefanter bliver sjældnere skyder krybskytterne endog hunnerne og de yngre hanner.
Hvad skyldes dette myrderi? Det skyldes ganske enkelt at Afrika hvert år omsætter elfenben for 50 millioner dollars (over 300 millioner kroner), og at denne mulighed for at tjene penge tillige med den lette adgang til automatiske våben har gjort elefanten til et uimodståeligt mål for krybskytter.
-