„Jeg håber at elefanterne kommer ned for at drikke i eftermiddag som de plejer,“ siger Jill, der er chefguide på det hotel som har arrangeret turen. Det håber vi også. Chobefloden er nemlig berømt for sine elefanter. I den nordlige del af Botswana, som grænser op til floden, er der skønsmæssigt 45.000 elefanter, hvilket er den største bestand i det sydlige Afrika. „Men,“ advarer Jill, „som følge af regnen har vi ikke set elefanter i de sidste tre dage.“

Der er da også meget andet spændende at se på langs Chobefloden. På en serveringsbakke på båden ligger der fire døde fisk. „Vi møder altid nogle fiskeørne som venter på at vi skal smide fisk i vandet,“ siger Rainford, bådens kaptajn, der er fra Botswana. Mon vi kan nå at fotografere en af fuglene mens den slår ned på maden? Vore forventninger stiger da en anden turistbåd med navnet The Fish Eagle (Fiskeørnen) passerer forbi. Vores båd hedder Mosi-Oa-Tunya, hvilket er et af de afrikanske navne for Victoriafaldene. Chobefloden løber sammen med den mægtige Zambeziflod, der fortsætter ned over disse berømte vandfald, cirka en times kørsel herfra.

Tro det eller ej, kort efter får vi i kikkerten øje på nogle elefanter. Men desværre, de vender tilbage til bushen før vi er nået at komme på tæt hold. „Indtil for tre uger siden,“ fortæller Sandy, vores turguide, „kunne vi se hjorde på hundreder af individer.“ Nu bliver vores opmærksomhed fanget af seks kuduer der stirrer på os inde fra bredden. Normalt plejer disse antiloper at løbe når der nærmer sig et motorkøretøj. „De er åbenbart ikke lige så bange for en båd ude på floden,“ bemærker Sandy.

Som båden sejler videre får vi øje på en flok elefanter. De 26 dyr, hvoraf nogle er unger, leger i vandet. Ved synet af dem genkalder vi os nogle ord i Bruce Aikens bog The Lions and Elephants of the Chobe (Chobeflodens løver og elefanter): „Når den værste tørst er stillet, oversprøjter de voksne individer afslappet sig selv med koldt vand fra snabelen. Nogle af dem, især de halvvoksne unger og hannerne, vover sig ud i floden hvor de i kådhed svømmer omkring og boltrer sig. Ofte stikker kun spidsen af snabelen oven vande som en snorkel. Men ingen morer sig bedre end ungerne. For dem er det legetid, og de tumler sig og jager hinanden i ét væk . . . Når tørsten er slukket, er det tid til den næste og utvivlsomt mest yndede aktivitet, nemlig mudderbadet. . . . Alt for hurtigt bestemmer de gamle strenge hunelefanter, hvis ord er lov, at det er tid til opbrud.“

Desværre bliver disse hunelefanter urolige efterhånden som vores store dobbeltdækkerbåd nærmer sig, og de fører hjorden væk; forinden når vi dog at tage nogle fotos.