Forblev ren trods moralsk fordærv

11, 12. (a) Hvad lå til grund for Hofnis og Pinehas’ moralske fordærv? (b) Hvilken form for ondskab og fordærv øvede Hofni og Pinehas ved teltboligen? (Se også fodnoten).

¹¹ Samuel var i en ung alder vidne til rendyrket ondskab og fordærv. Eli havde to sønner der hed Hofni og Pinehas. Samuels beretning lyder: „Elis sønner var imidlertid uslinge; de kendte ikke Jehova.“ (1 Sam. 2:12) De to sætninger i dette vers supplerer hinanden. Hofni og Pinehas var uslinge — ordret „sønner af uduelighed“ — for de havde ikke respekt for Jehova. De lod hånt om hans retfærdige normer og krav, og det var det der lå til grund for alle deres andre synder.

¹² Guds lov indeholdt specifikke bestemmelser om præsternes pligter og den måde de skulle bringe ofre på ved teltboligen. Og det med god grund! Ordningen med ofre var foranstaltet af Gud for at folk kunne få deres synder tilgivet og derved blive rene i hans øjne, værdige til at blive velsignet og ledet af ham. Men Hofni og Pinehas fik deres medpræster til at behandle offergaverne med foragt.c

13, 14. (a) Hvordan har de fordærvede forhold der rådede blandt præsterne ved teltboligen, uden tvivl påvirket oprigtige israelitter? (b) Hvordan svigtede Eli både som far og som ypperstepræst?

¹³ Forestil dig hvordan den unge Samuel med store øjne har været vidne til sådanne alvorlige overtrædelser uden at der blev grebet ind over for dem. Hvor mange — både fattige, ydmyge og undertrykte mennesker — har han ikke set komme til den hellige teltbolig i håb om at få åndelig trøst og styrke, blot for at gå skuffede, sårede eller ydmygede derfra? Og hvordan har han mon følt det da han fandt ud af at Hofni og Pinehas også lod hånt om Jehovas morallove ved at stå i forhold til nogle af de kvinder der gjorde tjeneste ved teltboligen? (1 Sam. 2:22) Måske har han håbet at Eli ville gøre noget for at rette op på situationen.

¹⁴ Eli havde alle muligheder for at gribe ind over for problemet, der var ved at udvikle sig til en katastrofe. Som ypperstepræst var han ansvarlig for det der foregik ved teltboligen, og som far havde han pligt til at irettesætte sine sønner. De skadede jo både sig selv og utallige andre i landet. Men Eli svigtede på begge fronter, både som far og som ypperstepræst. Han nøjedes blot med at give sine sønner en mild og vag irettesættelse. (Læs 1 Samuel 2:23-25). Men de havde brug for en langt stærkere tugt. De synder de begik, var der dødsstraf for!

15. Hvilket alvorligt budskab fik Eli fra Jehova, og hvordan reagerede Elis familie på advarselen?

¹⁵ Det kom så vidt at Jehova sendte „en Guds mand“, en ikke navngiven profet, til Eli med et alvorligt domsbudskab. Jehova sagde til Eli: ’Du ærer dine sønner mere end mig.’ Han forudsagde at Elis onde sønner ville dø på en og samme dag, og at Elis familie ville lide store tab, endda miste deres privilegerede embede som præster. Førte denne magtfulde advarsel til at familien ændrede indstilling? Det er der intet der tyder på. — 1 Sam. 2:27–3:1.