En aften, efter at hun havde fyldt sin krukke, var der en ældre mand som løb hende i møde. Han sagde til hende: “Jeg beder dig, giv mig en lille tår vand fra din krukke.” Det var et meget beskedent ønske han høfligt kom med. Rebekka kunne se at manden havde rejst langt. Så hun tog hurtigt vandkrukken ned fra skulderen og gav ham noget at drikke, ikke bare en “lille tår”, men rigeligt af det friske, kolde vand. Hun lagde mærke til at der i hans følge var ti kameler som knælede i nærheden, men vandtruget var endnu ikke blevet fyldt så hun kunne vande dem. Hun kunne se at mandens venlige øjne fulgte hende opmærksomt, og hun ville gerne være meget gavmild. Derfor sagde hun: “Jeg vil også trække vand op til dine kameler, indtil de er færdige med at drikke.” – 1 Mosebog 24:17-19.

Læg mærke til at Rebekka ikke bare tilbød at give de ti kameler lidt vand, nej, hun tilbød at give dem alt det de kunne drikke. Hvis en kamel er meget tørstig, kan den drikke omkring 100 liter vand! Hvis alle ti kameler kunne drikke så meget, havde Rebekka mange timers hårdt arbejde foran sig. Af den videre beretning fremgår det at kamelerne nok ikke har været ekstremt tørstige.a Men vidste Rebekka det da hun tilbød at trække vand op? Nej. Hun var ivrig efter at arbejde så hårdt som det skulle være, for at vise denne fremmede, ældre mand gæstfrihed. Han tog imod hendes tilbud. Derefter betragtede han hende nøje mens hun løb frem og tilbage. Den ene gang efter den anden fyldte hun sin krukke og tømte den i vandtruget. – 1 Mosebog 24:20, 21.

Rebekkas opførsel er et smukt forbillede for os i dag. Vi lever i en tid hvor selviskhed er en dominerende egenskab. Som forudsagt er menneskene blevet “egenkærlige”, uvillige til at lade andres ønsker komme i første række. (2 Timoteus 3:1-5) Kristne der gerne vil undgå at lade sig påvirke af den tendens, bør tænke på Bibelens beskrivelse af denne unge kvinde fra fortiden, der løb frem og tilbage til brønden.

Rebekka lagde helt sikkert mærke til at den ældre mand blev ved med at se på hende. Han kiggede ikke på hende på en upassende måde. Nej, han var forbavset, forbløffet og glad. Da Rebekka endelig var færdig, gav han hende gaver – kostbare smykker! Derefter spurgte han: “Hvis datter er du? Jeg beder dig, fortæl mig det. Er der plads i din faders hus til at vi kan overnatte?” Da hun fortalte ham om sin familie, blev han endnu mere glad. Måske var det i et øjebliks begejstring hun tilføjede: “Der er både halm og rigeligt foder hos os, også et sted at overnatte.” Det var noget af et tilbud når man tænker på at den ældre mand ikke rejste alene. Så løb hun foran ham for at fortælle sin mor om det der var sket. – 1 Mosebog 24:22-28, 32.

Det fremgår tydeligt at Rebekka var opdraget til at vise gæstfrihed, en egenskab som synes at være på retur i dag, og som også giver os grund til at efterligne denne kærlige unge kvindes tro. Vores tro på Gud bør få os til at være gæstfri. Jehova er gæstfri, for han er gavmild over for alle, og han ønsker at hans tilbedere skal følge hans eksempel. Når vi er gæstfri, også over for dem som måske aldrig gengælder vores gæstfrihed, glæder vi vores himmelske Far. – Mattæus 5:44-46; 1 Peter 4:9.

“DU SKAL TAGE EN HUSTRU TIL MIN SØN”

Hvem var den gamle mand ved brønden? Han var tjener hos Abraham, der var bror til Rebekkas farfar. Af den grund var han velkommen hos Betuel, Rebekkas far. Sandsynligvis var tjenerens navn Eliezer.b Hans værter tilbød ham et måltid, men han nægtede at spise før han havde fortalt dem hvorfor han var kommet. (1 Mosebog 24:31-33) Man kan forestille sig at han ivrigt fortæller dem grunden, for han havde jo lige fået et magtfuldt vidnesbyrd om at hans Gud, Jehova, velsignede ham i forbindelse med denne betydningsfulde opgave. Hvordan det?

Man kan forestille sig at Eliezer har fortalt sin historie mens Rebekkas far, Betuel, og hendes bror Laban lyttede betaget. Eliezer fortalte dem at Jehova havde velsignet Abraham i rigt mål i Kana’an, og at Abraham og Sara havde en søn, Isak, som skulle arve dem. Abraham havde betroet sin tjener en meget vigtig opgave: Han skulle finde en hustru til Isak blandt Abrahams slægtninge i Karan. – 1 Mosebog 24:34-38.

Abraham fik Eliezer til at sværge på at han ikke ville vælge en hustru til Isak blandt kana’anæerne. Hvorfor? Fordi kana’anæerne hverken havde respekt for eller tilbad Jehova Gud. Abraham vidste at Jehova havde til hensigt at straffe disse mennesker på grund af deres onde adfærd når tiden var inde til det. Abraham ønskede ikke at hans elskede søn, Isak, skulle have nogen forbindelse med kana’anæerne og deres umoralske måde at leve på. Han vidste også at hans søn ville komme til at spille en vigtig rolle i forbindelse med opfyldelsen af Guds løfter. – 1 Mosebog 15:16; 17:19; 24:2-4.

Eliezer fortalte sine værter at han, da han ankom til brønden nær Karan, bad til Jehova Gud. Faktisk bad han Jehova vælge den unge kvinde som skulle blive Isaks hustru. Hvordan det? Eliezer bad Gud sørge for at den pige Han ønskede Isak skulle giftes med, ville komme ud til brønden. Når Eliezer bad om vand, skulle hun frivilligt tilbyde at give ikke blot ham, men også hans kameler vand. (1 Mosebog 24:12-14) Og hvem havde gjort lige præcis det? Rebekka! Man kan forestille sig hvordan hun måske har følt det hvis hun overhørte Eliezer fortælle beretningen til hendes familie!

Betuel og Laban blev meget rørt over det Eliezer fortalte. De sagde: “Fra Jehova er dette udgået.” Som det var skik og brug, indgik de en aftale om ægteskab mellem Rebekka og Isak. (1 Mosebog 24:50-54) Betød det at Rebekka ikke havde noget at skulle have sagt?

Det spørgsmål havde Eliezer rejst flere uger tidligere da han spurgte Abraham: “Hvad nu hvis kvinden ikke vil følge med mig?” Abraham havde svaret: “Så skal du ... være løst fra edsforpligtelsen mod mig.” (1 Mosebog 24:39, 41) Også i Betuels husstand tog man hensyn til den unge kvindes ønsker. Eliezer var så begejstret over den succes han havde haft med sin opgave, at han den følgende morgen spurgte om ikke Rebekka straks kunne tage med ham tilbage til Kana’an. Men hendes familie ville gerne have at hun blev hos dem i mindst ti dage. De løste problemet på denne måde: “Lad os kalde på den unge kvinde og spørge hende selv.” – 1 Mosebog 24:57.

Rebekka stod ved en betydningsfuld skillevej i sit liv. Hvad ville hun sige? Ville hun appellere til sin fars og brors sympati og bede om at blive fri for at tage ud på denne rejse til det ukendte? Eller ville hun betragte det som en forret at få del i begivenheder som helt tydeligt blev ledet af Jehova? I sit svar afslørede hun hvordan hun havde det med denne pludselige, måske lidt afskrækkende, forandring i sit liv. Hun sagde blot: “Jeg vil rejse.” – 1 Mosebog 24:58.