Det så ud som om Job var døden nær, men Elihu vurderede Jobs kritiske tilstand og gav udtryk for håb, idet han sagde: „Hans kød svinder hen og ses ikke mere . . . Og hans sjæl kommer nærmere til gravens dyb, hans liv til dem der bringer død. Hvis der er et sendebud hos ham, en talsmand, én ud af tusind, som kan fortælle mennesket om dets retskaffenhed, da viser han ham sin gunst og siger: ’Fri ham fra at stige ned i gravens dyb! Jeg har fundet en løsesum! Lad hans legeme blive friskere end det var i ungdommen.’“ — Job 33:21-25.

Senere blev Job imidlertid ramt af sygdom der syntes at true hans liv. Han havde også en forkert opfattelse af sin egen retfærdighed. Men Elihu gav ham den nødvendige irettesættelse. (Job 32:6; 33:8-12; 35:2-4) Han sagde at Job ikke behøvede at forblive i sin sørgelige tilstand lige til han døde og blev lagt i graven (Sheol, menneskehedens fælles grav). Hvis Job angrede, ville der kunne findes „en løsesum“. — Job 33:24-28.

Der er ingen grund til at tro at Elihu mente at et andet menneske dengang skulle gå i døden for Job. I betragtning af hvilke ofre de sande tilbedere plejede at bringe, kan det have været et dyreoffer Elihu havde i tanke i Jobs tilfælde. Interessant nok sagde Gud senere til Jobs tre kritiske venner: „Bring et brændoffer for jer selv; og min tjener Job vil bede for jer.“ (Job 42:8) Uanset hvilken slags løsesum der var tale om, var hovedtanken i Elihus ord at Job kunne få sine synder sonet eller dækket og opnå det gavnlige resultat heraf.