MIT MISSIONÆRDISTRIKT

I juni 1946 ankom Evelyn og jeg, sammen med Leo og Esther Mahan, til vores tildelte distrikt i El Salvador. Her var markerne „hvide til høst“. (Joh. 4:35) Hændelsen nævnt i begyndelsen af denne beretning viser hvor rasende præsterne var. Bare en uge før havde vi holdt vores første kredsstævne i Santa Ana. Vi gjorde en stor indsats for at invitere til det offentlige foredrag og var henrykte over at der var næsten 500 til stede. I stedet for at lade os skræmme ud af byen følte vi os endnu mere besluttede på at blive og hjælpe retsindige. Selvom præsterne havde advaret folk mod at læse i Bibelen og det kun var få der havde råd til at eje en, hungrede mange efter sandheden. De værdsatte vores indsats for at lære spansk så vi kunne lære dem om den sande Gud, Jehova, og om hans fantastiske løfte om at genoprette Paradiset på jorden.

Rosa Ascencio var en af mine første elever. Efter at hun begyndte at studere Bibelen, flyttede hun fra den mand hun boede sammen med. Så begyndte han at studere Bibelen. De blev gift, derefter døbt, og de blev nidkære Vidner for Jehova. Rosa var den første lokale pioner i Santa Ana.b

Rosa havde en lille købmandsforretning. Når hun tog ud for at forkynde, lukkede hun butikken og stolede på at Jehova ville dække hendes behov. Når hun nogle timer senere åbnede butikken igen, strømmede kunderne til. Hun erfarede personligt sandheden i Mattæus 6:33 og forblev trofast til sin død.

Seks af os missionærer lejede et hus af en fremtrædende forretningsmand. En dag fik han besøg af den lokale præst, der advarede ham om at hvis han fortsatte med at leje ud til os, ville han og hans kone blive ekskommunikeret. Vores udlejer var i forvejen forarget over præsternes adfærd og gav ikke efter for presset. Han sagde endda til præsten at han var ligeglad med om han blev smidt ud af kirken. Han forsikrede os om at vi kunne blive boende så længe vi ville.

EN RESPEKTERET BORGER BLIVER JEHOVAS VIDNE

I hovedstaden, San Salvador, studerede en anden missionær Bibelen med en kvinde der var gift med en ingeniør ved navn Baltasar Perla. Denne godmodige mand havde mistet troen på Gud efter at have set de religiøse lederes hykleri. Da man skulle bygge et afdelingskontor, tilbød Baltasar, selvom han endnu ikke var med i sandheden, at tegne bygningen og hjælpe med at opføre den uden at kræve betaling for det.

Efter at have arbejdet sammen med Jehovas Vidner på byggeprojektet blev Baltasar overbevist om at han havde fundet den sande religion. Han blev døbt den 22. juli 1955, og hans kone, Paulina, blev døbt kort efter. Begge deres børn tjener Jehova trofast. Deres søn, Baltasar jr., har tjent på Betel i Brooklyn i 49 år. Her støtter han det konstant voksende globale forkyndelsesarbejde og tjener nu som medlem af Afdelingskontorets Udvalg i USA.c

Da vi begyndte at afholde stævner i San Salvador, hjalp bror Perla os med at finde en stor gymnastiksal vi kunne bruge. Til at begynde med brugte vi kun nogle få stoleafsnit, men med Jehovas velsignelse voksede vi år efter år i antal indtil vi fyldte gymnastiksalen og den til sidst blev for lille! Ved disse glædelige begivenheder så jeg dem jeg havde studeret Bibelen med. Forestil dig hvordan jeg følte det når tidligere elever introducerede mig for mine „børnebørn“ — nogle de havde studeret med som nu var blevet døbt!

Ved et stævne kom en bror hen til mig og sagde at han havde noget at tilstå. Jeg kunne ikke kende ham og blev nysgerrig. Han sagde: „Jeg var en af de drenge der kastede sten efter jer i Santa Ana.“ Nu tjente han Jehova sammen med mig! Det fyldte mit hjerte med glæde. Den samtale bekræftede for mig at heltidstjenesten er den mest givende livsvej man kan vælge.

TILFREDSSTILLENDE VALG

I næsten 29 år var jeg missionær i El Salvador, først i Santa Ana, så i Sonsonate, derefter i Santa Tecla og til sidst i San Salvador. I 1975, efter mange bønner og lang tids overvejelse, besluttede jeg at forlade mit missionærdistrikt og tage tilbage til Spokane. Mine trofaste, aldrende forældre havde brug for min hjælp.