“KOM, VI HAR BRUG FOR FLERE PIONERER!”

For nogle år siden fik Kazuhiro, en pioner i Japan, et epileptisk anfald hvor han mistede bevidstheden, og blev indlagt. Lægen gav ham herefter besked på ikke at køre bil i to år. Kazuhiro var dybt fortvivlet. ‘Hvordan kan jeg så fortsætte med det jeg elsker – pionertjenesten?’ spurgte han sig selv. I inderlige bønner tryglede han Jehova om at skabe en mulighed for at han kunne fortsætte som pioner.

Kazuhiro fortæller: “En måned senere hørte en af mine venner der tjente i Myanmar, om min svære situation. Han ringede til mig og sagde: ‘I Myanmar tager man bussen når man skal nogen steder. Hvis du kommer hertil, vil du kunne fortsætte din tjeneste uden at du behøver at køre bil!’ Så jeg spurgte min læge om min sygdom tillod at jeg tog til Myanmar. Til min store overraskelse svarede han: ‘Vi har en hjernespecialist fra Myanmar på besøg her i Japan for tiden. Jeg kan præsentere dig for ham. Hvis du skulle få et anfald igen, skal han nok tage sig af dig.’ Jeg tog lægens ord som et svar fra Jehova.”

Kazuhiro sendte straks en mail til afdelingskontoret i Myanmar og forklarede at han og hans kone gerne ville tjene der som pionerer. Blot fem dage senere fik han svar: “Kom, vi har brug for flere pionerer!” Kazuhiro og hans kone, Mari, solgte deres biler, skaffede sig visa og købte flybilletterne. I dag tjener de i en tegnsprogsgruppe i Mandalay. Kazuhiro siger: “Denne oplevelse har styrket vores tro på Guds løfte i Salme 37:5, hvor der står: ‘Læg dit liv i Jehovas hænder; stol på ham, så vil han gribe ind for at hjælpe dig.’”

JEHOVA HØRER BØNNER

Mange “need greaters” har personligt oplevet bønnens kraft. Tag for eksempel Jumpei og hans kone, Nao, der begge er midt i trediverne. De tjente allerede i en tegnsprogsmenighed i Japan, så hvorfor flyttede de til Myanmar? Jumpei fortæller: “Min kone og jeg havde hele tiden haft som mål at tjene som ‘need-greaters’ i et fremmed land. Og så var der en bror fra vores tegnsprogsmenighed i Japan der flyttede til Myanmar. Selvom vi kun havde en lille opsparing, flyttede vi også; det var i maj 2010. Brødrene og søstrene i Myanmar tog hjerteligt imod os.” Hvordan er tegnsprogsdistriktet i Myanmar? “Interessen er stor,” siger Jumpei. “Når vi viser tegnsprogsfilm for døve, bliver de meget begejstrede. Vi er så glade for at vi besluttede at tjene Jehova her!”

Hvordan har Jumpei og Nao klaret sig økonomisk? Han fortæller: “Efter tre år havde vi brugt det meste af vores opsparing, og vi havde ikke nok til at betale huslejen for det næste år. Min kone og jeg bad mange inderlige bønner. Pludselig en dag fik vi et brev fra afdelingskontoret hvori vi blev indbudt til at blive midlertidige specialpionerer! Vi stolede på Jehova, og han lod os ikke i stikken. Han har taget sig af os på enhver måde.” For nylig var Jumpei og Nao også på Skolen for Kristne Forkyndere.

Mizuho siger: “Min mand, Sachio, og jeg havde altid gerne villet tjene i et land med større behov – men hvor? Da vi læste beretningen om Myanmar i Årbogen for 2013, blev vi så rørt over de hjertevarmende oplevelser at vi begyndte at overveje om det var muligt for os at tjene i Myanmar.” Sachio tilføjer: “Vi besluttede at tage en uge til Yangon, den største by i Myanmar, for at udspionere landet, så at sige. Den korte, oplysende tur overbeviste os om at vi skulle flytte hertil.”