Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Risikofaktorer på arbejdspladsen
    Vågn op! – 2002 | 22. februar
    • Risikofaktorer på arbejdspladsen

      „Der omkommer flere på arbejdspladsen end på vejene.“ Denne overskrift står med iøjnefaldende typer øverst på en plakat som uddeles af WorkCover, en sikkerhedsorganisation i den australske delstat New South Wales.

      DØDSULYKKER er naturligvis kun en del af problemet. Hvert år kommer millioner alvorligt til skade i forbindelse med deres arbejde, og nogle får varige mén. Mange andre dør for tidligt som følge af arbejdsbetinget stress, eller fordi de har været udsat for påvirkning fra farlige stoffer.

      Eftersom arbejdsrelaterede dødsfald og alvorlige ulykker forekommer i næsten alle brancher, er der god grund til at spørge: Er mit arbejdsmiljø i orden? Hvilke situationer kan bringe mit liv og helbred i fare?

      Når der arbejdes under højtryk

      Ansatte føler tit at de bliver presset ekstremt hårdt til at være produktive. I Japan blev udtrykket karoshi — „dødsfald som følge af overanstrengelse“ — første gang brugt da de efterladte begyndte at rejse krav om erstatning. Ifølge en undersøgelse der blev foretaget for nogle år siden, frygtede 40 procent af de japanske kontoransatte at dø af overanstrengelse. En advokat med speciale i sådanne sager anslog at der årligt var „mindst 30.000 ofre for karoshi i Japan“.

      Ifølge Japans politi tyder meget på at arbejdsproblemer er en væsentlig årsag til den stigende selvmordshyppighed i aldersgruppen 50-59 år. Bogen The Violence-Prone Workplace (Den voldsprægede arbejdsplads) oplyser at en domstol har tillagt en arbejdsgiver skylden for at en ansat begik selvmord på grund af arbejdsrelaterede bekymringer.

      Den australske avis The Canberra Times skriver at ’amerikanerne har overhalet japanerne og nu har verdens længste arbejdsdag’. Det er årsagen til at aviserne under overskrifter som „Lang arbejdsdag slider folk ihjel“ beretter om udmattede transportarbejdere, reddere, piloter, byggearbejdere og folk med natarbejde der omkommer under arbejdet.

      Efterhånden som mange firmaer omstrukturerer og skærer ned for at sikre deres overskud, presses de ansatte til at øge deres produktivitet. The British Medical Journal skriver at nedskæringer har en skadelig indflydelse på de ansattes helbred.

      Vold på arbejdspladsen

      Overanstrengte og stressede medarbejdere er ikke kun til fare for sig selv. En britisk undersøgelse har vist at mange kontorfolk en stor del af dagen har et anspændt forhold til deres kolleger, og at konflikterne ofte fremkalder voldelige reaktioner.

      „På de amerikanske arbejdspladser sker der cirka 15 mord om ugen,“ skriver bladet Business Week. Tidsskriftet Harvard Business Review tilføjer: „Ingen direktør bryder sig om at tale om vold på arbejdspladsen. Men faktum er at der hvert år er hundreder af ansatte som overfalder eller endda myrder deres kolleger.“

      Mange bliver udsat for vold fra klienter eller kunder. En australsk rapport om kriminologi oplyser at nogle læger af frygt for overfald aldrig aflægger hjemmebesøg alene. Politifolk og skolelærere udgør også en risikogruppe.

      Desuden bliver mange psykisk forulempet på arbejdspladsen, og dette anerkendes af Den Internationale Arbejdsorganisation under FN som psykisk vold. Mobning er en udbredt form for psykisk vold.

      Professor Robert L. Veninga fra University of Minnesota udtaler at „stress og de deraf følgende sygdomme påvirker ansatte i næsten alle dele af verden“. Han bemærker at „det centrale problem ifølge FN’s Internationale Arbejdsorganisations årsrapport for 1993 er stress fremkaldt af upersonlige, ustabile og i mange tilfælde fjendtlige arbejdsmiljøer“.

      Spørgsmålet er derfor hvad arbejdsgivere og ansatte kan gøre for at skabe et godt arbejdsmiljø. Det vil den følgende artikel komme ind på.

  • Sikkerhed på arbejdspladsen — også dit ansvar
    Vågn op! – 2002 | 22. februar
    • Sikkerhed på arbejdspladsen — også dit ansvar

      TRODS love og regler om miljø og sikkerhed på arbejdspladsen sker det betænkeligt ofte at folk kommer til skade eller mister livet under arbejdet. Det er tydeligt at sikkerhed ikke kun er et spørgsmål om lovgivning. Arbejdsgivere og ansatte må tage medansvar for deres egen og andres sikkerhed.

      Derfor bør alle på en arbejdsplads jævnligt vurdere deres arbejdsmiljø og rutiner grundigt. Har du for eksempel kontrolleret om sikkerheden på din arbejdsplads er helt i orden? Arbejder du med giftige stoffer? Er du i så fald forsvarligt beskyttet? Er du konstant stresset? Siger du ja til at arbejde længere end tilladt eller på tidspunkter hvor det er ulovligt?

      Svarene kan sige meget om sikkerheden på din arbejdsplads.

      Vær opmærksom på faremomenter

      At det er risikabelt at binde an med et alt for krævende arbejdsskema, fremgår blandt andet af en undersøgelse blandt 3,6 millioner ansatte i 37.200 firmaer. Professor Lawson Savery fra Curtin University i Australien har gransket resultaterne og sammen med en forsker offentliggjort dem i rapporten „Long Hours at Work: Are They Dangerous and Do People Consent to Them?“ (Lang arbejdsdag: Er det farligt, og går folk med til det?) Svaret på begge spørgsmål var bekræftende.

      Trætte medarbejdere er mindre effektive og laver flere fejl. Den australske avis The Sun-Herald citerer professor Savery for følgende: „Mange firmaer har fremkaldt arbejdsnarkomani og har bevidst ansat og belønnet arbejdsnarkomaner.“ Følgerne kan være katastrofale. Det mest markante eksempel er nok transportbranchen, hvor chauffører bliver opfordret og måske ligefrem tvunget til at køre i mange timer uden pause, selv om det er ulovligt i flere lande.

      En anden risikofaktor er rod og snavs. Løse og uisolerede ledninger samt værktøj efterladt på gulvet forårsager ofte ulykker, i nogle tilfælde med dødelig udgang. Det samme gælder det at ignorere sikkerhedsforskrifter ved brug af værktøj og maskiner. Også spildte væsker er årsag til kvæstelser og død, især hvis der er tale om giftige substanser. Desuden er mange arbejdere kommet til skade ved at glide på våde eller fedtede gulve. Derfor kan man sige at arbejdsmiljøets hovedregel er: Hold rent, og hold orden.

      Men mange fristes til at se stort på sikkerheden. Bladet Monthly Labor Review skriver: „Arbejdspresset får nogle til at mene at de er nødt til at tage let på noget hvis de skal være så produktive som forlangt.“ Det kan få nogle til at tænke at der jo aldrig er sket noget når de har tilsidesat en bestemt sikkerhedsforskrift. En erfaren driftsleder har derfor sagt: „Noget af det værste der kan ske på arbejdspladsen, er at man tilsidesætter sikkerhedsregler og slipper godt fra det!“ Grunden er at det fører til overdreven selvtillid og skødesløshed og dermed flere ulykker.

      Eksplosionen på kernekraftværket Tjernobyl i Ukraine i 1986 kaldes ofte „historiens værste kernekraftulykke“. Hvad gik der galt? En rapport beretter om „et veritabelt synderegister over uforsvarlige driftsmetoder“ og „rutinemæssig tilsidesættelse af sikkerhedsforskrifter“.

      Arbejdsgivere og arbejdstagere bør samarbejde om at forudse mulige risici. Et klogt ordsprog i Bibelen lyder: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig.“ (Ordsprogene 22:3) Ja, den fornuftige har øje for potentielt farlige situationer og tænker på hvordan han kan beskytte sig selv og andre.

      En arbejdsgiver der tænker på sikkerheden, gavner både sig selv og sine ansatte. Da et firma fik forbedret indeklimaet, blev medarbejderne mere produktive og væsentligt mere tilfredse. Sygefraværet dalede også. Eksemplet viser at tanke for andres velbefindende ikke alene gavner arbejdsklimaet for ansatte og arbejdsgivere, men ligefrem kan være rentabelt.

      Som nævnt i foregående artikel har volden fundet vej ind på arbejdspladserne. Hvordan kan man gardere sig?

      Hvad man kan gøre

      Nu og da har selv mindre sammenstød på arbejdspladsen udviklet sig til grov chikane. Harvard Business Review giver følgende alvorlige påmindelse: „Når man skal dæmme op for vold på arbejdspladsen, må man være opmærksom på at de der handler aggressivt i mindre skala, ofte fortsætter med at gøre det i større omfang.“

      Hvis en kvinde ikke ønsker at mandlige kolleger lægger an på hende, bør hun ikke være udfordrende, hverken i den måde hun klæder sig på, eller den måde hun taler og opfører sig på. Ellers kan hun give det indtryk at hun er løs på tråden. Det er sket at kvinder der ubevidst har tiltrukket sig nærgående opmærksomhed, er kommet i alvorlige vanskeligheder. De har oplevet at mænd er begyndt at lure på dem, og det er endt med voldtægt og endda mord. Det er derfor vigtigt at være bevidst om hvordan ens tøj og adfærd påvirker andre. Følg Bibelens råd: ’Smyk jer i velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind.’ — 1 Timoteus 2:9.

      Monthly Labor Review gør opmærksom på en anden risiko: „Der er stigende bekymring over at ansatte arbejder alene om aftenen på afsidesliggende steder.“ Det er derfor værd at overveje om faren ikke er uacceptabelt stor hvis man skal arbejde alene om aftenen. Er lønnen virkelig risikoen værd?

      Det er også vigtigt at overveje hvordan vi reagerer på irriterende eller aggressiv adfærd hos stressede kolleger. Hvordan afdramatiserer man en tilspidset situation? Et ordsprog i Bibelen lyder: „Et mildt svar afvender forbitrelse, men et sårende ord vækker vrede.“ (Ordsprogene 15:1) Ja, venlighed og respekt virker afvæbnende og forebygger konflikter.

      I dagens hektiske arbejdsmiljø er irritation og aggression hverdagskost. En kollega der overfuser én, giver måske blot sin ophobede stress og frustration luft og mener måske ikke noget personligt med det. Det kan være at man blot befinder sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Derfor er det vigtigt at man reagerer rigtigt, for det kan enten virke forsonende eller tilspidse situationen.

      Måske bunder problemet i reelle meningsforskelle. I så fald kan man have gavn af følgende råd i bogen Resolving Conflicts at Work: „Når vi befinder os i en konflikt, . . . giver vi som regel ikke udtryk for hvad vi oprigtigt mener.“ Hvad kan problemet skyldes? Bogen fortsætter: „Vores konflikter har evnen til at forvirre og hypnotisere os, og vi bilder os ind at en konfrontation er uundgåelig.“

      Hvad kan man gøre ved det? LYT! Bogen bringer følgende iagttagelse: „Hvis vi lytter opmærksomt til dem vi er uenige med . . ., kan vi frigøre os for trangen til konfrontation og i stedet søge efter en løsning.“ Dette gode råd kan forebygge at uenigheder og misforståelser udvikler sig til større sammenstød.

      Sikkerhed er stort set et spørgsmål om at bruge sin sunde fornuft. Det vil blandt andet sige at man samvittighedsfuldt følger de gældende sikkerhedsforskrifter. På den måde kan man i høj grad være med til at gøre arbejdsmiljøet sikkert.

      Hele vores holdning til arbejde og fritid og til livet i det hele taget kan få betydning for hvilket arbejdet vi vælger, og for vores holdning til sikkerhed på arbejdspladsen. Den følgende artikel kan hjælpe os til at træffe kloge afgørelser på dette område.

      [Illustration på side 5]

      Tør spildt olie grundigt op

      [Illustration på side 7]

      Et mildt svar kan tage brodden af en spændt situation

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del