1. Hvordan sørgede Jehova for opmuntring til menneskeheden efter oprøret i Eden?

JEHOVA er en Gud der opmuntrer. Lige siden de første to mennesker syndede og blev ufuldkomne, har Jehova sørget for opmuntring til mennesker. Umiddelbart efter oprøret i Eden udtalte han en profeti der ville give Adams fremtidige efterkommere håb. Profetien findes i 1 Mosebog 3:15 og indeholder et opmuntrende løfte om at “slangen fra fortiden”, Satan Djævelen, og alle hans onde gerninger på et tidspunkt vil blive gjort til intet. – Åb. 12:9; 1 Joh. 3:8.

JEHOVA OPMUNTREDE SINE TJENERE I FORTIDEN

2. Hvordan opmuntrede Jehova Noa?

² Noa levede i en ugudelig verden hvor det kun var ham og hans familie der tjente Jehova. Det samfund Noa befandt sig i, var gennemsyret af vold og seksuel umoral, og det kunne let have gjort ham helt modløs. (1 Mos. 6:4, 5, 11; Jud. 6) Men Jehova indviede Noa i hvad han ville gøre ved situationen, og gav ham på den måde styrke til fortsat at ‘vandre med Gud’. (1 Mos. 6:9) Jehova fortalte Noa at han ville udrydde alle de onde, og forklarede ham hvad han skulle gøre for at redde sin familie. (1 Mos. 6:13-18) Jehovas ord må have været til stor opmuntring for Noa.

3. Hvordan blev Josua opmuntret? (Se indledningsbilledet).

³ Josua fik betroet en opgave der kunne virke helt overvældende, nemlig at stå i spidsen for Guds folk under indtagelsen af det lovede land. Det betød blandt andet at han skulle kæmpe imod de magtfulde folkeslag der allerede boede i området. Jehova var opmærksom på at Josua måske kunne blive bekymret over opgaven, så han gav Moses besked på at opmuntre ham. Gud sagde: “Overdrag Josua hvervet og sæt mod i ham og styrk ham, for det er ham der skal drage over foran dette folk og ham der skal give dem det land som du vil se, i eje.” (5 Mos. 3:28) Inden Josua tog fat på opgaven, opmuntrede Jehova ham personligt med ordene: “Har jeg ikke overdraget dig hvervet? Vær modig og stærk. Bliv ikke opskræmt og vær ikke skrækslagen, for Jehova din Gud er med dig overalt hvor du færdes.” (Jos. 1:1, 9) Hvor må det have styrket Josua!

4, 5. (a) Hvordan opmuntrede Jehova sit folk? (b) Hvordan opmuntrede Jehova sin søn?

⁴ Jehova opmuntrede også sit folk som helhed. For eksempel var Jehova klar over at jøderne ville få brug for trøst når de kom i fangenskab i Babylon, så i en profeti gav han folket dette opmuntrende løfte: “Vær ikke bange, for jeg er med dig. Se dig ikke rådvildt om, for jeg er din Gud. Jeg vil støtte dig. Ja, jeg vil hjælpe dig. Ja, jeg vil holde dig fast med min retfærdigheds højre hånd.” (Es. 41:10) Senere oplevede de første kristne at Jehova også opmuntrede dem, og det samme oplever Guds folk i dag. – Læs 2 Korinther 1:3, 4.

⁵ Også Jesus blev opmuntret af Jehova. Da han blev døbt, hørte han en stemme fra himlen sige: “Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.” (Matt. 3:17) De ord må virkelig have styrket Jesus og hjulpet ham til at holde ud i sin tjeneste på jorden.

JESUS OPMUNTREDE ANDRE

6. Hvordan er lignelsen om talenterne opmuntrende?

⁶ Jesus efterlignede sin Far. Tænk for eksempel på den opmuntring han gav gennem lignelsen om talenterne, hvori herren roste hver af sine trofaste trælle med ordene: “Udmærket, gode og trofaste træl! Du har været trofast over lidt. Jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din herres glæde.” (Matt. 25:21, 23) Denne lignelse har opmuntret Kristus’ disciple til at blive ved med at tjene Jehova trofast.

7. Hvordan opmuntrede Jesus sine apostle?

⁷ Apostlene diskuterede ofte hvem af dem der var den mest betydningsfulde, men hver gang tilskyndede Jesus dem tålmodigt til at være ydmyge. Han opmuntrede dem til at fokusere på hvad de kunne gøre for andre, i stedet for hvad andre kunne gøre for dem. (Luk. 22:24-26) En der især må have skuffet Jesus, var Peter. (Matt. 16:21-23; 26:31-35, 75) Men i stedet for bare at opgive Peter opmuntrede Jesus ham og gav ham til opgave at hjælpe og styrke andre. – Joh. 21:16.

TJENERE I FORTIDEN DER OPMUNTREDE ANDRE

8. Hvordan opmuntrede Ezekias befalingsmændene og folket?

⁸ Også inden Jesus kom til jorden og med sit fuldkomne eksempel viste hvordan man kunne opmuntre andre, var Jehovas trofaste tjenere opmærksomme på behovet for opmuntring. Tænk for eksempel på kong Ezekias. Da assyrerne truede med at indtage Jerusalem, samlede han befalingsmændene og folket for at opmuntre dem. Af beretningen fremgår det at Ezekias’ ord styrkede dem. – Læs 2 Krønikebog 32:6-8.

9. Hvad lærer Jobs Bog os om opmuntring?

⁹ Job, der selv var i en situation hvor han havde brug for opmuntring, forklarede sine “besværlige trøstere” hvordan de burde have behandlet ham. Hvis det var dem der havde haft brug for opmuntring, ville han have ‘styrket dem med ord fra sin mund; og hans læbers trøst ville have lindret deres smerter’. (Job 16:1-5) Til sidst blev Job dog trøstet og opmuntret af Elihu og Jehova. – Job 33:24, 25; 36:1, 11; 42:7, 10.

10, 11. (a) Hvorfor havde Jeftas datter brug for opmuntring? (b) Hvem må vi være opmærksomme på at rose og opmuntre?

¹⁰ En anden der havde brug for opmuntring, var dommeren Jeftas datter. Inden Jefta tog afsted for at kæmpe mod ammonitterne, lovede han Jehova at hvis han sejrede, ville han give den første person der kom ud af hans hus, til tjenesten for Jehova ved teltboligen. Da han kom hjem, var det hans datter, hans eneste barn, der kom ham i møde for at fejre sejren. Jefta var knust, men han holdt sit løfte og sendte sin datter til Silo så hun kunne tjene ved helligdommen resten af sit liv. – Dom. 11:30-35.

¹¹ Selvom Jeftas datter var helt indstillet på at opfylde sin fars løfte, må det have været svært for hende. (Dom. 11:36, 37) Hun måtte give afkald på muligheden for at blive gift, få børn og videreføre slægten. Så hun må i den grad have haft brug for trøst og opmuntring! Og det fik hun. Beretningen siger: “Det blev en regel i Israel: År efter år gik Israels døtre hen for at besynge [eller: “rose”] gileaditten Jeftas datter, fire dage om året.” (Dom. 11:39, 40) I dag er der mange brødre og søstre der udnytter det at de er single, til at gøre mere i tjenesten for Jehova. Fortjener de ikke også ros og opmuntring? – 1 Kor. 7:32-35.

APOSTLENE OPMUNTREDE DERES TROSFÆLLER

12, 13. Hvad gjorde Peter for at ‘styrke sine brødre’?

¹² Aftenen før sin død sagde Jesus til apostlen Peter: “Simon, Simon, se, Satan har forlangt at få jer for at sigte jer som hvede. Men jeg har bedt for dig, for at din tro ikke må svigte; og du, når du engang er vendt om, da styrk dine brødre.” – Luk. 22:31, 32.

¹³ Peter blev med tiden en søjle i den første kristne menighed. (Gal. 2:9) Hans modige optræden på Pinsedagen og i tiden derefter var til stor opmuntring for hans brødre og søstre. Hen imod slutningen af sine mange års tjeneste skrev han også breve til sine trosfæller. Læg mærke til hvad formålet var: “Jeg [har] skrevet til jer i få ord for at opmuntre jer og for at aflægge et indtrængende vidnesbyrd om at dette er den sande ufortjente godhed fra Gud; stå fast i den.” (1 Pet. 5:12) Hans inspirerede breve har været til stor opmuntring for kristne op gennem tiden. Det er de også for os der lever i dag og venter på opfyldelsen af Jehovas løfter. – 2 Pet. 3:13.

14, 15. Hvordan har apostlen Johannes opmuntret kristne?

¹⁴ Apostlen Johannes var også en søjle i den første kristne menighed. Hans spændende beretning om Jesus’ tjeneste har opmuntret kristne både dengang og i dag. For eksempel er det i hans evangelium at vi finder Jesus’ udtalelse om at kærlighed er sande kristnes kendetegn. – Læs Johannes 13:34, 35.

¹⁵ I de tre breve Johannes skrev, finder vi flere opmuntrende tanker. Når vi føler os tynget på grund af fejl vi har begået, trøster det os så ikke at læse at “Jesu ... blod renser os fra al synd”? (1 Joh. 1:7) Og hvis vores hjerte bliver ved med at plage og fordømme os, giver det os så ikke en klump i halsen og tårer i øjnene at læse at “Gud er større end vort hjerte”? (1 Joh. 3:20) Det var også Johannes der skrev at “Gud er kærlighed”. (1 Joh. 4:8, 16) Og i sit andet og tredje brev roser han kristne der “vandrer i sandheden”. – 2 Joh. 4; 3 Joh. 3, 4.

16, 17. Hvordan opmuntrede Paulus de første kristne?

¹⁶ Apostlen Paulus var nok en af dem der gjorde mest for at opmuntre og styrke sine brødre. I kristendommens første tid blev de fleste af apostlene tilsyneladende boende i Jerusalem, hvor det styrende råd befandt sig. (Apg. 8:14; 15:2) De kristne i Judæa forkyndte budskabet om Kristus for folk der på grund af jødedommens indflydelse allerede troede på at der kun fandtes én Gud. Men Paulus blev af den hellige ånd sendt ud for at forkynde for grækere, romere og andre der tilbad mange guder. – Gal. 2:7-9; 1 Tim. 2:7.

¹⁷ Paulus rejste omkring i et enormt område – Grækenland, Italien og det der i dag er Tyrkiet – for at forkynde for ikkejøder og oprette menigheder. De nyomvendte kristne blev mishandlet og forfulgt af deres egne landsmænd og havde virkelig brug for opmuntring. (1 Thess. 2:14) Omkring år 50 skrev Paulus til den nyoprettede menighed i Thessalonika: “Vi takker altid Gud for jer alle, idet vi nævner jer i vore bønner, for vi husker uophørligt på jeres trofaste arbejde og jeres kærlige slid og jeres udholdenhed.” (1 Thess. 1:2, 3) Han gav dem også opfordringen: “Bliv ... ved med at trøste hinanden og opbygge hinanden.” – 1 Thess. 5:11.

OPMUNTRING FRA DET STYRENDE RÅD

18. Hvordan opmuntrede det styrende råd Filip?

¹⁸ Det styrende råd i det første århundrede opmuntrede og støttede både dem der førte an i arbejdet, og de kristne generelt. Da Filip forkyndte budskabet om Kristus for samaritanerne, havde han det styrende råds fulde opbakning. De sendte to af rådets medlemmer, Peter og Johannes, til området så de kunne bede til Jehova om at de nye disciple måtte få den hellige ånd. (Apg. 8:5, 14-17) Hvor må Filip og de nye brødre og søstre være blevet opmuntret af den støtte de fik fra det styrende råd.

19. Hvordan virkede et brev fra det styrende råd på de første kristne?

¹⁹ På et senere tidspunkt skulle det styrende råd beslutte om ikkejødiske kristne skulle omskæres, sådan som det var et krav for jøderne under Moseloven. (Apg. 15:1, 2) Efter at have bedt om den hellige ånds ledelse og undersøgt hvad Skrifterne sagde, nåede brødrene frem til at omskærelse ikke længere var nødvendig. Rådet skrev et brev for at informere om beslutningen og sendte repræsentanter ud til menighederne med det. Hvordan reagerede brødrene og søstrene? “Efter at de havde læst det, glædede de sig over opmuntringen.” – Apg. 15:27-32.

20. (a) Hvordan opmuntrer Det Styrende Råd hele brodersamfundet i dag? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?

²⁰ I dag sørger Jehovas Vidners Styrende Råd for opmuntring til dem der tjener på Betel, dem der er i særlig heltidstjeneste andre steder, og hele det globale brodersamfund. Resultatet er det samme som i det første århundrede – stor glæde! Desuden udgav Det Styrende Råd i 2015 brochuren Vend tilbage til Jehova, der har været til opmuntring og trøst for mange rundt om i verden. Men er det kun dem der fører an, der skal efterligne Jehova ved at opmuntre andre? Det vil vi få svar på i den næste artikel.

1. Hvorfor tilskyndede Paulus de kristne hebræere til at opmuntre hinanden “så meget mere”?

I DET første århundrede skrev apostlen Paulus til de kristne hebræere og tilskyndede dem: “Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.” (Hebr. 10:24, 25) Hvorfor var der brug for at de gjorde endnu mere ud af at opmuntre hinanden? Inden for fem år ville det blive tydeligt for de kristne hebræere at Jehovas dag for dommen over Jerusalem nærmede sig. Når de så det tegn som Jesus havde beskrevet, ville de blive nødt til at flygte fra byen. (Luk. 21:20-22; Apg. 2:19, 20) Jehovas dag kom i år 70 da romerne ødelagde Jerusalem.

2. Hvorfor skal vi være mere og mere opmærksomme på at opmuntre hinanden?

² Vi er i en lignende situation i dag. Det er tydeligt for os at Jehovas ‘store og meget frygtindgydende dag’ er nær. (Joel 2:11) Profeten Zefanias sagde: “Jehovas store dag er nær. Den er nær, og den kommer meget hurtigt.” (Zef. 1:14) Denne profetiske advarsel gælder også den tid vi lever i. I betragtning af hvor nær Jehovas dag er, må vi følge opfordringen til at “give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger”. (Hebr. 10:24) Vi må være mere og mere opmærksomme på vores brødre og søstre så vi kan opmuntre dem når de har behov for det.

HVEM HAR BRUG FOR OPMUNTRING?

3. Hvad sagde Paulus om opmuntring? (Se indledningsbilledet).

³ “Ængstelse i en mands hjerte nedbøjer det, men gode ord får det til at fryde sig.” (Ordsp. 12:25) Disse ord gælder os alle. Vi har alle sammen brug for at blive opmuntret fra tid til anden. Paulus indikerede at selv de der har ansvar for at opmuntre andre, kan have brug for at blive opmuntret. Til de kristne i Rom skrev han: “Jeg længes efter at se jer, så jeg kan give jer del i en eller anden åndelig gave for at I kan styrkes; eller rettere, for at vi hos jer sammen kan opmuntres ved hinandens tro, både jeres og min.” (Rom. 1:11, 12) Ja, selv Paulus havde brug for opmuntring en gang imellem. – Læs Romerne 15:30-32.

4, 5. Hvem kan vi opmuntre, og hvorfor skal vi gøre det?

⁴ Nogle af dem vi kan opmuntre, er de mange trofaste heltidstjenere, deriblandt pionerer, missionærer, kredstilsynsmænd og deres hustruer og dem der arbejder på et oversættelses- eller afdelingskontor. De har alle sammen bragt ofre for at kunne bruge deres liv fuldt ud i tjenesten for Jehova og fortjener ros og påskønnelse. Der er også brødre og søstre som af forskellige årsager ikke længere er i stand til at være i heltidstjenesten, men som ville ønske de kunne være det. De vil helt sikkert blive glade for at vi opmuntrer dem.

⁵ Brødre og søstre der forbliver single fordi de ønsker at følge buddet om kun at gifte sig med en der tjener Jehova, er en anden gruppe der fortjener ros og opmuntring. (1 Kor. 7:39) Hustruer føler sig helt sikkert også opmuntret når deres mænd giver udtryk for at de elsker dem og værdsætter alt det de gør. (Ordsp. 31:28, 31) Og de af vores trosfæller som holder ud på trods af modstand eller sygdom, har også brug for opmuntring og støtte. (2 Thess. 1:3-5) Jehova og Jesus lægger mærke til alle disse trofaste tjenere og styrker og opmuntrer dem. – Læs 2 Thessaloniker 2:16, 17.

ÆLDSTE OPMUNTRER ANDRE

6. Hvilken opgave har de ældste ifølge Esajas 32:1, 2?

⁶ Læs Esajas 32:1, 2. Vi lever i en svær tid, hvor det er let at blive trist og modløs. Så gennem “fyrster”, det vil sige ældste der er salvede eller hører til de andre får, sørger Jesus for opmuntring til os. De ældste i menigheden er ikke ‘herrer over vores tro’, men ‘medarbejdere på vores glæde’. Deres mål er at hjælpe os til at bevare glæden og forblive trofaste. – 2 Kor. 1:24.

7, 8. Hvordan kan ældste opmuntre andre?

⁷ Ældste i dag kan efterligne Paulus, der altid var opmærksom på at opmuntre andre. Til de kristne i Thessalonika, der blev udsat for forfølgelse, skrev han: “Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer del i, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.” – 1 Thess. 2:8.

⁸ Nogle gange er det dog ikke nok at opmuntre med ord. Paulus skrev til de ældste i Efesus at de skulle “hjælpe dem som er svage, og huske Herren Jesu ord, da han sagde: ‘Der er mere lykke ved at give end ved at modtage’”. (Apg. 20:35) Paulus nøjedes ikke blot med at sige noget opmuntrende til sine brødre; han var villig til at ‘bruge af sine midler og lade sig selv helt opbruge’ for deres skyld. (2 Kor. 12:15) På samme måde bør ældste i dag ikke kun opmuntre og trøste andre med det de siger, men også med det de gør. På den måde viser de ægte omsorg. – 1 Kor. 14:3.

9. Hvordan kan ældste give vejledning på en opmuntrende måde?

⁹ Indimellem er de ældste også nødt til at give andre vejledning. Bibelen viser hvordan man gør det på en måde der opmuntrer og styrker. Et af de bedste eksempler i den forbindelse er Jesus. Efter sin død og opstandelse måtte han give nogle af menighederne i Lilleasien alvorlig retledning. Men læg mærke til hvordan han gjorde det. Inden han begyndte at retlede menighederne i Efesus, Pergamum og Tyatira, roste han dem for alle de gode ting de gjorde. (Åb. 2:1-5, 12, 13, 18, 19) Og til menigheden i Laodikea sagde han: “Alle dem jeg holder af, retleder og tugter jeg. Du skal derfor være nidkær og ændre sind.” (Åb. 3:19) Det vil være klogt af de ældste at efterligne Jesus når de skal vejlede og retlede andre.

DET ER IKKE KUN ÆLDSTE DER SKAL OPMUNTRE

10. Hvordan kan vi alle være med til at opmuntre andre?

¹⁰ Ansvaret for at opmuntre andre ligger ikke kun hos de ældste. Paulus opfordrede alle kristne til at have “en tale som er god til den opbyggelse der nu er behov for, så den kan være velgørende”. (Ef. 4:29) Vi må hver især være opmærksomme på vores brødre og søstres behov. Til de kristne hebræere skrev Paulus: “Ret derfor de slappe hænder og de svækkede knæ og træd fortsat lige spor med jeres fødder, for at det der er halt ikke skal gå af led, men snarere blive helbredt.” (Hebr. 12:12, 13) Alle i menigheden, også børn og unge, kan være med til at styrke andre med opmuntrende ord.

11. Hvordan blev en søster der kæmpede med depression, opmuntret?

¹¹ Marthe,a en søster der i en periode kæmpede med depression, skriver: “En dag hvor jeg havde bedt Jehova om styrke og opmuntring, mødte jeg en ældre søster der viste mig omsorg og medfølelse, noget jeg virkelig havde brug for på det tidspunkt. Hun fortalte mig også om sine egne erfaringer med den form for prøvelse jeg gennemgik, og det gjorde at jeg ikke følte mig så alene.” Søsteren var sikkert ikke engang klar over hvor meget hendes ord hjalp Marthe.

12, 13. Hvordan kan vi følge opfordringen i Filipperne 2:1-4?

¹² Paulus gav dette råd til de kristne i menigheden i Filippi: “Hvis der da gives nogen opmuntring i Kristus, hvis nogen kærlig trøst, hvis noget åndens fællesskab, hvis nogen inderlig hengivenhed og barmhjertighed, så gør min glæde hel og fuld ved at I er enige, har den samme kærlighed, er forenede i én sjæl, tænker ét, intet gør af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agter de andre højere end jer selv, og ikke hver især blot har øje for jeres egne interesser, men også hver især for de andres.” – Fil. 2:1-4.

¹³ Ja, vi må alle sammen være på udkig efter hvad vi kan gøre for at hjælpe vores brødre og søstre. Kærlig trøst, åndeligt fællesskab og inderlig omsorg og medfølelse er alt sammen noget der kan opmuntre andre.

NOGET DER ER TIL OPMUNTRING

14. Hvad kan være til stor opmuntring?

¹⁴ Det er meget opmuntrende når vi hører at nogen vi tidligere har hjulpet, stadig er trofaste. Apostlen Johannes skrev: “Jeg har ingen større grund til taknemmelighed end dette, at jeg hører at mine børn fortsat vandrer i sandheden.” (3 Joh. 4) Mange pionerer fortæller at det giver dem stor glæde når de hører at en de engang har studeret med, fortsat tjener Jehova og måske endda er begyndt i heltidstjenesten. Hvis en pioner virker nedtrykt, kan du måske minde vedkommende om alt det gode han eller hun har udrettet.

15. Hvordan kan vi opmuntre dem der tjener Jehova trofast?

¹⁵ Mange der er i kredstjenesten, giver udtryk for at det er meget opmuntrende når nogen skriver et lille kort for at sige tak for deres besøg. Vi kan også opmuntre ældste, missionærer, pionerer og betelitter ved at takke dem for det store arbejde de trofast udfører.

HVORDAN VI KAN OPMUNTRE HINANDEN

16. Hvad kan måske være nok til at opmuntre andre?

¹⁶ Hvad nu hvis du tænker at du ikke kan være med til at opmuntre, fordi du synes det er svært at tale med andre? Så husk at det ikke kræver så meget at være til opmuntring – måske er et venligt smil når du hilser på andre, alt hvad der skal til. Hvis den anden ikke smiler tilbage, kan det være fordi vedkommende ikke har det så godt. I så fald kan du måske opmuntre blot ved at lytte til vedkommende. – Jak. 1:19.

17. Hvordan blev en ung bror trøstet i en svær tid?

¹⁷ En ung bror ved navn Henri oplevede at flere i hans nærmeste familie forlod sandheden. Hans far, der havde været ældste, var en af dem. Henri følte sig helt slået ud, men en kredstilsynsmand lagde mærke til hvordan han havde det, og inviterede ham med ud at drikke en kop kaffe. Han lyttede opmærksomt mens Henri fortalte om sine tanker og følelser. Det gik op for Henri at den eneste måde han kunne hjælpe sin familie på, var ved selv at forblive loyal mod Jehova. Noget der også trøstede ham, var at læse Salme 46, Zefanias 3:17 og Markus 10:29, 30.

18. (a) Hvad skrev kong Salomon om opmuntring? (b) Hvilken tilskyndelse gav Paulus?

¹⁸ Eksemplerne med Marthe og Henri viser at vi alle kan være til opmuntring for vores brødre og søstre. Læg mærke til hvad kong Salomon skrev: “Hvor er det godt med et ord i rette tid! Øjnenes lys fryder hjertet; et godt budskab giver fedme til knoglerne.” (Ordsp. 15:23, 30) Kender du en der har brug for opmuntring og trøst? Måske kunne du læse noget fra Vagttårnet eller vores hjemmeside for vedkommende. Det kan også være rigtig godt at synge Rigets sange sammen. Paulus skrev: “Bliv ved med at undervise og formane [eller: “opmuntre”] hinanden med salmer, lovsange til Gud, åndelige sange med ynde, idet I synger i jeres hjerter for Jehova.” – Kol. 3:16; Apg. 16:25.

19. Hvad bliver mere og mere vigtigt, og hvorfor?

¹⁹ Efterhånden som Jehovas dag nærmer sig, bliver det stadigt mere vigtigt at vi opmuntrer hinanden. (Hebr. 10:25) Ja, vi må følge den opfordring Paulus gav de kristne: “Bliv ... ved med at trøste hinanden og opbygge hinanden, sådan som I også gør.” – 1 Thess. 5:11.