En udholdenhed der fører til sejr

„I behøver udholdenhed for at I, efter at have gjort Guds vilje, kan erfare opfyldelsen af løftet.“ — HEBRÆERNE 10:36.

1. Hvorfor er det nødvendigt at alle der i dag tjener Jehova Gud er udholdende?

HELE verden er underlagt en oprørsk gud. Dens usynlige hersker, Satan Djævelen, gør alt hvad han kan for at modstå Jehova og forhindre hævdelsen af hans universelle suverænitet ved det messianske rige. Dette er blevet det store stridsspørgsmål. Alle der indvier sig til Gud og stiller sig på hans side, vil derfor uvægerlig blive modstået af denne verden. (Johannes 15:18-20; 1 Johannes 5:19) Vi må derfor hver især gøre alt hvad vi kan for at holde ud indtil denne verden bliver fuldstændig ødelagt i Harmagedon. For at være blandt dem som Gud lader sejre over verden ved deres tro og uangribelighed, må vi trofast holde ud indtil enden. (1 Johannes 5:4) Hvordan bærer vi os ad?

2, 3. Hvordan er Jehova Gud og Jesus Kristus de største eksempler med hensyn til udholdenhed?

² Noget der vil opmuntre os er at betragte to eksempler på udholdenhed. Det ene er Jesus Kristus, „al skabnings førstefødte“, som trofast har holdt ud i tjenesten for Gud lige siden han blev skabt i en fjern og ukendt fortid. Ved trofast at holde ud i tjenesten for Gud blev Jesus et eksempel for alle fornuftbegavede skabninger som blev skabt efter ham — i himmelen og på jorden. (Kolossenserne 1:15, 16) Det største eksempel er imidlertid Jehova Gud, som længe har måttet udholde oprøret mod hans universelle suverænitet. Han vil fortsat holde sin vrede tilbage, indtil han én gang for alle griber ind for at afgøre hvem der har retten til at regere.

³ Jehova har fundet sig i forhold hvor hans værdighed og stærke personlige følelser har været berørt og derved sat et eksempel for os. Han har vist tilbageholdenhed, til trods for at han er blevet stærkt provokeret, og han har afholdt sig fra at gribe ind over for dem der har spottet ham — deriblandt Satan Djævelen. Vi er taknemmelige for at Gud så at sige har været ’udholdende’, og har vist barmhjertighed, for ellers ville vi aldrig være blevet til. Jehova Gud har måttet tåle mere end nogen anden.

4, 5. (a) Hvordan viser Paulus’ illustration med pottemageren Guds langmodighed og barmhjertighed? (b) Hvordan vil Guds barmhjertighed vise sig ikke at have været forgæves?

⁴ Apostelen Paulus henviser både til Guds langmodighed og barmhjertighed når han siger: „Har pottemageren ikke myndighed over leret til af den samme klump at lave ét kar til ærefuld brug og et andet til ikke-ærefuld brug? Hvis nu Gud, skønt det er hans vilje at vise sin vrede og gøre sin magt kendt, med megen langmodighed har båret over med vredens kar, tjenlige til ødelæggelse, for at han kunne gøre sin herligheds rigdom kendt over for barmhjertighedens kar, som han forud har beredt til herlighed, nemlig os, som han kaldte, ikke blot blandt jøderne men også blandt nationerne, hvad så?“ — Romerne 9:21-24.

⁵ Som disse ord viser fortsætter Jehova med at gennemføre sin storslåede hensigt samtidig med at han viser barmhjertighed mod visse menneskelige kar. Han bereder disse kar til evig herlighed og forpurrer derved de onde hensigter som næres af hans store modstander, Satan Djævelen og dennes medsammensvorne. Ikke alle mennesker har vist sig at være vredens kar, tjenlige til ødelæggelse. Dette har været en positiv følge af at den almægtige Gud tålmodigt har holdt ud. Hans barmhjertighed har ikke været forgæves. Den vil udvirke (1) en rigsfamilie i himmelen frembragt gennem Jehovas elskede søn, Jesus Kristus, og (2) en genrejst menneskeslægt af fuldkomne mennesker på en paradisisk jord, som alle vil arve evigt liv.

Hold ud indtil enden

6. (a) Hvorfor kan kristne ikke undgå at få deres udholdenhed prøvet? (b) Hvad betegner det græske ord for udholdenhed sædvanligvis?

⁶ Mens vi har dette storslåede håb i sigte bør følgende animerende ord af Jesus altid lyde i vore ører: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ (Mattæus 24:13) Det er vigtigt at man får en god start når man begynder på det kristne løb. Men det der til syvende og sidst tæller, er om vi holder ud, om vi fuldender løbet. Apostelen Paulus understregede dette da han sagde: „For I behøver udholdenhed for at I, efter at have gjort Guds vilje, kan erfare opfyldelsen af løftet.“ (Hebræerne 10:36) Det græske ord der her oversættes med „udholdenhed“ er hypomonēʹ. Dette betegner sædvanligvis en modig, standhaftig eller tålmodig udholdenhed. Den udholdende mister ikke håbet når der opstår hindringer, forfølgelser, prøvelser og fristelser. Hvis vi håber at opnå frelsen, må vi nødvendigvis underkaste os en udholdenhedsprøve.

7. Hvilket selvbedrag bør vi undgå, og hvilke eksempler kan hjælpe os til at holde ud?

⁷ Vi bør ikke føre os selv bag lyset med den selvbehagelige forestilling at vi kan få prøven overstået i en fart. Jehova sparede ikke sig selv da han én gang for alle ønskede at få stridsspørgsmålet om den universelle suverænitet og menneskets uangribelighed afgjort. Han har udholdt ubehageligheder selv om han kunne have gjort ende på dem øjeblikkeligt. Jesus Kristus har også sat et godt eksempel i at vise udholdenhed. (1 Peter 2:21; jævnfør Romerbrevet 15:3-5.) At se hen til disse gode eksempler bør afgjort gøre os besluttede på at holde ud indtil enden. — Hebræerne 12:2, 3.

En nødvendig egenskab

8. Hvilken egenskab som apostelen Paulus lagde for dagen, er det nødvendigt for os alle at have?

⁸ Lige fra de tidligste tider har ingen af Guds tjenere været fritaget for at vise deres uangribelighed gennem udholdenhed. Selv meget fremtrædende enkeltpersoner i bibelhistorien som forblev trofaste indtil døden, og dermed kvalificerede sig til evigt liv i himmelen, måtte vise deres trofasthed. For eksempel sagde den tidligere farisæer Saulus fra Tarsus, til korintherne: „Jeg har jo ikke på noget punkt vist mig at være ringere end jeres overmåde store apostle, selv om jeg intet er. En apostels tegn blev jo udvirket iblandt jer med al udholdenhed, og med tegn og undere og kraftige gerninger.“ (2 Korinther 12:11, 12) Trods de byrder Paulus’ gerning indebar, satte han så stor pris på sin tjeneste at han var villig til at udholde meget. Han passede omhyggeligt på ikke at bringe skam over sin tjeneste. — 2 Korinther 6:3, 4, 9.

9. (a) Hvordan har den salvede rest vist udholdenhed, og med hvilket resultat? (b) Hvad kan anspore os til at fortsætte trofast i tjenesten for Gud?

⁹ Her i nyere tid vidste de salvede kristne som tjente Gud før den første verdenskrig, at 1914 ville markere afslutningen på hedningernes tider, og mange forventede at modtage deres himmelske belønning i dette mærkeår. Men sådan gik det ikke. Der er gået mange årtier siden. I løbet af denne tid, hvor de salvede så at sige fik forlænget deres jordiske livsløb, er de blevet lutret af Jehova Gud. (Zakarias 13:9; Malakias 3:2, 3) Deres udholdenhed er kommet dem til gavn. Som tjenere for Jehova glæder de sig over at være et folk der bærer hans navn. (Esajas 43:10-12; Apostelgerninger 15:14) Nu hvor de har gennemlevet to verdenskrige og adskillige mindre konflikter, er de begejstrede over at en voksende stor skare af andre får, som nu tæller over fire millioner, hjælper dem med at udbrede den gode nyhed. Det åndelige paradis som de befinder sig i, har bredt sig ud over hele jorden, ja, selv til havenes fjerneste øer. Denne gunstbevisning, som vi værdsætter mere og mere jo længere vi lever, har ansporet os til trofast at fortsætte i tjenesten for Gud indtil Jehovas vilje og hensigt er helt gennemført.

10. Hvad må vi regelmæssigt gøre for ikke at blive svækket?

¹⁰ Eftersom vor belønning afhænger af om vi urokkeligt holder ud, har vi hele tiden brug for tilskyndelser i denne henseende. (1 Korinther 15:58; Kolossenserne 1:23) For at undgå at blive svækket må vi som Jehovas folk regelmæssigt opmuntres til at holde fast ved sandheden og det dyrebare privilegium det er at udbrede den. Det var af samme grund at de nydannede menigheder i det første århundrede blev ved at få besøg af Paulus og Barnabas. (Apostelgerninger 14:21, 22) Lad os være fast besluttede på at vi, som apostelen Johannes udtrykte det, vil lade sandheden forblive i os og „være hos os for evigt“. — 2 Johannes 2.

Vi venter og holder urokkeligt ud

11. Hvilken fremgangsmåde fulgte Gud tilsyneladende over for sine tjenere i fortiden, og hvordan kom dette til udtryk i Josefs tilfælde?

¹¹ Det tager tid før den prøve vi udsættes for er fuldendt. (Jakob 1:2-4) Vent! Hold ud! Det lader til at Gud netop har ladet sine tjenere i fortiden vente når han ønskede at se om de var besluttede på at forblive i troen. Og ventetiden viste sig altid at være til velsignelse for de trofaste tjenere. Josef måtte for eksempel vente 13 år som træl og fange, men dette udviklede blot hans personlighed. — Salme 105:17-19.

12, 13. (a) Hvordan viste Abraham en eksemplarisk udholdenhed? (b) Hvordan er Abrahams tro og udholdenhed et mønster for os?

¹² Abraham var 75 år gammel da Gud kaldte ham ud af Ur i Kaldæa og bad ham rejse til det forjættede land. Men først da han var omkring 125 år gammel modtog han Guds edsvorne løfte. Det skete umiddelbart efter at Abraham havde vist hvor stærk hans tro var, ved at være villig til at ofre sin elskede søn Isak. Kun fordi Jehovas engel holdt hans hånd tilbage blev dette offer ikke bragt. (1 Mosebog 22:1-18) Halvtreds år var lang tid for Abraham at vente som udlænding i et fremmed land, men han holdt ud i yderligere 50 år indtil han døde i en alder af 175 år. I al den tid tjente Abraham trofast som vidne og profet for Jehova Gud. — Salme 105:9-15.

¹³ Abrahams tro og udholdenhed fremholdes som et mønster for alle Guds tjenere som ønsker at modtage de lovede velsignelser gennem Abrahams afkom, Jesus Kristus. (Hebræerne 11:8-10, 17-19) Vi læser om Abraham i Hebræerbrevet 6:11-15: „Men vi ønsker brændende at enhver af jer viser den samme flid, så I til det sidste har fuld forvisning i håbet, for at I ikke skal blive sløve, men efterligne dem som gennem tro og tålmodighed arver løfterne. For da Gud gav sit løfte til Abraham, svor han ved sig selv, da han ikke kunne sværge ved nogen større, og sagde: ’Sandelig, jeg vil visselig velsigne dig og visselig mangfoldiggøre dig.’ Og således opnåede Abraham, efter at han havde udvist tålmodighed, dette løfte.“

14. Hvorfor bør vi ikke mene at udholdenhedsprøven er uendelig og belønningen en illusion?

¹⁴ Den salvede rest har nu oplevet at der er gået 77 år siden hedningetidernes udløb i 1914, hvor nogle af dem ventede at den sande kristne menighed ville blive taget til himmelen. Vi ved ikke hvor meget længere resten må vente. Bør dette få os til at vakle og mene at ventetiden aldrig vil få ende og at belønningen er en illusion? Nej! Det ville ikke ophøje Guds suverænitet og ære hans navn. Han ville ikke blive retfærdiggjort over for verden hvis han tildelte os sejren og sejrsprisen, det evige liv. Uanset hvor lang tid der vil gå, er resten og dens trofaste medarbejdere, de andre får, besluttede på at vente indtil Jehova til sin fastsatte tid griber ind. Ved at vise en sådan eksemplarisk udholdenhed følger de Abrahams eksempel. — Romerne 8:23-25.

15. (a) Hvilken parole må vi følge, og hvilke prøver har Gud sejrrigt ført os igennem? (b) Hvilken tilskyndelse fra Paulus er stadig aktuel i dag?

¹⁵ Parolen lyder: Fortsæt trofast med at gøre Guds vilje med udholdenhed. (Romerne 2:6, 7) I den tid der er gået har Jehova sejrrigt hjulpet os igennem svære prøvelser, deriblandt fængslinger og ophold i koncentrationslejre, til ære for hans navn og hensigt.a I den prøvelsens tid der endnu er tilbage vil Jehova fortsat hjælpe os. Paulus’ tilskyndelse er også aktuel i dag: „For I behøver standhaftig tålmodighed og udholdenhed for at I kan gøre Guds vilje helt og fuldt og få del i og til fulde glæde jer over det der er lovet.“ — Hebræerne 10:36, The Amplified Bible; Romerne 8:37.

16. Hvorfor bør vi ikke betragte vor indvielse til Jehova som værende underlagt visse begrænsninger eller betingelser?

¹⁶ Så længe Jehova har et arbejde til os at udføre i denne onde verden, vil vi følge Jesu eksempel og være optaget af denne gerning indtil den er fuldført. (Johannes 17:4) Da vi indviede os til Jehova var det ikke på den betingelse at vi kun ville tjene ham en kort tid og at Harmagedon så ville komme. Vor indvielse var evig. Guds gerning vil ikke ophøre med Harmagedonslaget. Det er imidlertid først efter at vi har fuldført det arbejde der skal udføres inden Harmagedon, at vi vil opleve de storslåede begivenheder der skal indtræffe efter denne store krig. Ud over det glædelige privilegium at kunne fortsætte i Guds gerning, vil vi til den tid blive belønnet med de velsignelser som han har lovet og som vi så længe har ventet på. — Romerne 8:32.

Kærlighed til Gud hjælper os til at holde ud

17, 18. (a) Hvad vil i en tid med prøvelser hjælpe os til at vise en udholdenhed der har Guds godkendelse? (b) Hvad vil hjælpe os til at sejre, og hvad kan vi ikke sige om den tid der er tilbage?

¹⁷ I vanskelige tider spørger vi måske: ’Hvordan kan vi blive ved at holde ud?’ Svaret er: Ved at elske Gud af hele vort hjerte og sind og af hele vor sjæl og styrke. „Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“ (1 Korinther 13:4, 7, 8) Hvis ikke vor udholdenhed er grundet på kærlighed til Gud er den uden værdi. Men hvis vi holder ud under pres fordi vi nærer hengivenhed for Jehova, vil det øge vor kærlighed til ham. Det var Jesu kærlighed til sin Fader der hjalp ham til at holde ud. (Johannes 14:30, 31; Hebræerne 12:2) Hvis vort hovedmotiv til at holde ud er kærlighed til Gud, vor Fader, hvad vil vi da ikke kunne udholde!

¹⁸ Det er vor ubrydelige kærlighed til Jehova Gud der har sat os i stand til at sejre over verden, selv under de mest kritiske og prøvende omstændigheder. Og Jehova vil, gennem Jesus Kristus, fortsat give os den hjælp vi behøver, uanset hvor meget længere denne gamle tingenes ordning får lov at eksistere. (1 Peter 5:10) Vi kan naturligvis ikke forudsige hvor lang tid der endnu er tilbage, og vi kan ikke fastsætte en nøjagtig dato. Dette overlader vi til vor tidsbevidste Gud, Jehova. — Salme 31:15.

19, 20. (a) Hvordan bør vi betragte hver dag vi holder ud? (b) Hvilken tåbelighed ønsker vi at undgå, og hvorfor?

¹⁹ Den generation der som forudsagt skulle opleve „afslutningen på tingenes ordning“, er imidlertid højt oppe i årene. (Mattæus 24:3, 32-35) Lad os derfor aldrig glemme at for hver dag vi holder ud, er der en dag mindre for Satan og hans dæmoner, en dag mindre hvori de kan forurene universet med deres blotte tilstedeværelse — og vi vil være én dag nærmere den tid hvor Jehova ikke længere vil tillade „vredens kar, tjenlige til ødelæggelse“, at eksistere. (Romerne 9:22) Når Jehovas langmodighed inden længe ophører, vil han udøse sin vrede over ugudelige mænd og kvinder. På den måde vil han vise at han misbilliger de handlinger som han har tilladt dem at øve i al den tid der er gået.

²⁰ Det ville i høj grad være tåbeligt at holde op med i kærlighed at stræbe efter at opnå den storslåede sejrspris som er lovet os gennem Jesus Kristus. Lad os i stedet være besluttede på trofast at fortsætte som vidner for Jehova i denne betydningsfulde tid hvor Han vil hævde sig selv som universets Suveræn.

[Fodnote]

Løb væddeløbet med udholdenhed

„Lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os.“ — HEBRÆERNE 12:1.

1. (a) Hvad ligger foran os når vi indvier os til Jehova Gud? (b) Hvilken slags væddeløb må en kristen forberede sig på?

DA VI indviede os til Jehova gennem Jesus Kristus, lod Gud os billedlig talt begynde på et væddeløb. Når væddeløbet er forbi vil alle der har gennemført det få en sejrspris, nemlig evigt liv. For at vinde denne storslåede sejrspris må den kristne løber være forberedt på, ikke blot et kort, hurtigt sprint, men et maratonløb. Det vil kræve udholdenhed. Løberen vil både skulle udholde de strabadser der er forbundet med selve løbet samt de hindringer der viser sig undervejs.

2, 3. (a) Hvad vil hjælpe os til at gennemføre det kristne løb? (b) Hvordan hjalp glæden Jesus til med udholdenhed at løbe væddeløbet?

² Hvad vil hjælpe os til at gennemføre et sådant løb? Hvad hjalp Jesus til at holde ud mens han var menneske her på jorden? Han hentede sin indre styrke i glæden. I Hebræerbrevet 12:1-3 læser vi: „Så lad da også os, da vi har så stor en sky af vidner der omgiver os, aflægge enhver vægt og den synd som let omklamrer os, og lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os, mens vi ufravendt ser hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus, som for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen, og nu har taget sæde ved højre side af Guds trone. Ja, betragt nøje ham som har udholdt en sådan modsigelse af syndere som går imod sig selv, for at I ikke skal blive trætte og give tabt i jeres sjæle.“

³ Gennem hele sin offentlige tjeneste var Jesus i stand til at fortsætte væddeløbet i kraft af Jehovas glæde. (Jævnfør Nehemias 8:10.) Denne glæde hjalp ham endog til at udholde den vanærende død på marterpælen, hvorefter han erfarede den usigelige glæde at blive oprejst fra de døde og taget op til sin Faders højre hånd for dér at opleve Guds gerning blive gennemført. Ved at holde ud som et menneske der stod på Guds side, bevarede han sin ret til evigt liv. Ja, som der siges i Lukas 21:19: „Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle.“

4. Hvilket eksempel satte Jesus for løberne i det kristne løb, og hvad bør vi holde os klart for øje?

⁴ Jesus Kristus satte det bedste eksempel for løberne i det kristne løb, og hans eksempel forsikrer os om at vi også kan blive sejrvindere. (1 Peter 2:21) Vi kan gennemføre det Jesus har bedt os om at gøre. Vi kan holde ud sådan som han gjorde. Og mens vi holder ud og trofast efterligner ham, må vi holde os klart for øje hvilke grunde vi har til at være glade. (Johannes 15:11, 20, 21) Glæden vil styrke os til at fortsætte vort løb i tjenesten for Jehova indtil vi opnår sejrsprisen, det evige liv. — Kolossenserne 1:10, 11.

5. Hvordan kan vi finde glæde og styrke til at løbe det løb der ligger foran os?

⁵ For at hjælpe os til at holde ud i væddeløbet skænker Jehova os en kraft der er ud over det normale. Når vi forfølges vil denne kraft og det at vi véd hvorfor vi bliver agtet værdige til at blive forfulgt, styrke os. (2 Korinther 4:7-9) Alt hvad vi måtte udholde for at ære Guds navn og hævde hans suverænitet kan fylde os med en glæde som ingen kan tage fra os. (Johannes 16:22) Dette forklarer apostlenes reaktion på de slag de fik efter ordre fra det jødiske sanhedrin fordi de havde forkyndt om de vidunderlige ting som Jehova Gud havde udrettet i forbindelse med Jesus. Der siges om dem at de „frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld“. (Apostelgerninger 5:41, 42) Deres glæde skyldtes ikke selve forfølgelsen men en dyb indre tilfredshed over at vide at de behagede Jehova og Jesus.

6, 7. Hvorfor kan den kristne løber finde glæde selv under trængsler, og med hvilket resultat?

⁶ En anden opretholdende kraft i vort liv er det håb som Gud har givet os. Som Paulus sagde: „Lad os derfor, nu da vi er blevet erklæret retfærdige som følge af tro, have fred med Gud gennem vor Herre Jesus Kristus, gennem hvem vi også har opnået ved tro at få adgang til den ufortjente godhed hvori vi nu står; og lad os juble over håbet om Guds herlighed. Og ikke det alene, men lad os også juble mens vi er i trængslerne, idet vi ved at trængselen bevirker udholdenhed; og udholdenheden en godkendt tilstand; den godkendte tilstand igen håb, og håbet fører ikke til skuffelse.“ — Romerne 5:1-5.

⁷ Prøvelserne i sig selv giver ingen grund til glæde, men det gør de frugter som de medfører. Disse frugter er udholdenhed, en godkendt tilstand, håb og opfyldelsen af dette håb. Ved at holde ud vil vi opnå Guds godkendelse. Og når vi har Guds godkendelse kan vi tillidsfuldt se frem til at han vil indfri sine løfter. Dette håb holder os på den rette kurs og opmuntrer os under trængselen indtil håbet bliver opfyldt. — 2 Korinther 4:16-18.

Lykkelige er de som holder ud!

8. Hvorfor er ventetiden ikke spild af tid?

⁸ Mens vi venter på at Guds tid er inde til at uddele sejrsprisen til løberne, vil vi erfare nogle forandringer. Vi vil gøre åndelige fremskridt når vi klarer prøvelserne, og dette vil medføre Guds gunst. De fremskridt vi gør vil vise hvad vi er og give os lejlighed til at udvise de samme gode egenskaber som fortidens trofaste viste, især vort forbillede, Jesus Kristus. Disciplen Jakob siger: „I skal regne det for lutter glæde, mine brødre, når I kommer ud for forskellige prøvelser, idet I véd at den prøvede ægthed af jeres tro udvirker udholdenhed. Men lad udholdenheden have sit arbejde fuldendt, så I kan være fuldendte og hele i enhver henseende og ikke mangle noget.“ (Jakob 1:2-4) Ja, vi må forvente at blive udsat for forskellige prøvelser, men dette vil hjælpe os til fortsat at opdyrke de rette egenskaber. Derved viser vi at vi vil holde ud i væddeløbet indtil vi har vundet sejrsprisen, uanset hvilke hindringer vi møder.

9, 10. (a) Hvorfor er de der udholder prøvelser lykkelige, og hvordan bør vi møde prøvelser? (b) Hvem blev prist lykkelige i fortiden, og hvordan kan vi komme til at tilhøre denne gruppe?

⁹ Det er derfor intet under at Jakob sagde: „Lykkelig er den mand som holder ud under prøvelse, for når han er godkendt vil han få livets krone, som Jehova har lovet dem der fortsat elsker ham.“ (Jakob 1:12) Lad os altid møde prøvelserne væbnet med de gudgivne egenskaber som vil styrke os til at overvinde dem. — 2 Peter 1:5-8.

¹⁰ Den måde hvorpå Gud tager sig af os er ikke ny og usædvanlig. Han tog sig af den trofaste „sky af vidner“ i fortiden på samme måde når de var hengivne over for Gud. (Hebræerne 12:1) Gud har i sit ord givet udtryk for at han godkendte dem, og vi priser dem alle lykkelige fordi de holdt ud under prøve. Jakob siger: „Brødre, tag profeterne, som talte i Jehovas navn, som eksempel med hensyn til at lide ondt og være tålmodige. Se! Vi priser dem lykkelige som har holdt ud. I har hørt om Jobs udholdenhed og set hvordan Jehova lod det ende, at Jehova er meget medfølende og barmhjertig.“ (Jakob 5:10, 11) Det blev også forudsagt at der i disse kritiske sidste dage ville fremstå nogle mennesker på verdensskuepladsen som uangribeligt ville tjene Jehova, nøjagtig som profeterne i fortiden gjorde. Er vi ikke lykkelige for at kunne høre til dem som gør dette? — Daniel 12:3; Åbenbaringen 7:9.

Hent støtte i Jehovas opmuntrende ord

11. Hvordan kan Guds ord hjælpe os til at holde ud, og hvorfor bør vi ikke være ligesom klippegrunden i Jesu lignelse?

¹¹ Paulus pegede på noget andet der kan hjælpe os til at vise udholdenhed da han sagde at „ved tålmodig udholdenhed og gennem den opmuntring vi finder i Skrifterne, kan vi holde fast ved vort håb“. (Romerne 15:4, The Twentieth Century New Testament) Sandheden, Guds ord, må være så dybt rodfæstet i os at vi til hver en tid kan forsvare den på rette måde. Det vil på ingen måde gavne os at være som den klippegrund der er beskrevet i Jesu lignelse om sædemanden: „Disse her [er] dem der er sået på stederne med klippegrund: så snart de har hørt ordet, tager de imod det med glæde. De har dog ikke rod i sig, men de fortsætter for en tid; når der så opstår trængsel eller forfølgelse på grund af ordet, bringes de straks til snublen og fald.“ (Markus 4:16, 17) Sandheden fra Guds ord bliver ikke dybt rodfæstet i sådanne; i tider med prøvelse er de derfor ude af stand til at drage nytte af dette ord som er den virkelige kilde til styrke og håb.

12. Hvad bør vi ikke være blinde for når vi tager imod den gode nyhed?

¹² Enhver som tager imod Rigets gode nyhed bør ikke være blind for hvad det vil medføre. Han begynder på et liv som vil indebære trængsel og forfølgelse. (2 Timoteus 3:12) Men han bør regne det for „lutter glæde“ når han får den forret at blive udsat for forskellige prøvelser fordi han holder fast ved Guds ord og taler om det til andre. — Jakob 1:2, 3.

13. Hvordan og hvorfor glædede Paulus sig over de kristne i Thessalonika?

¹³ I det første århundrede lavede modstandere i Thessalonika optøjer på grund af Paulus’ forkyndelse. Da Paulus tog til Berøa fulgte disse forfølgere efter ham for at skabe yderligere problemer. Til de troende som blev tilbage i Thessalonika, skrev den forfulgte apostel: „Vi er forpligtede til altid at takke Gud for jer, brødre, som ret og rimeligt er, fordi jeres tro vokser overmåde og den kærlighed som I alle hver især har over for hinanden, øges. Derfor er vi selv stolte af jer blandt Guds menigheder, på grund af jeres udholdenhed og tro under alle de forfølgelser I kommer ud for og de trængsler som I døjer. Dette er et bevis på Guds retfærdige dom og fører til at I bliver anset for værdige til Guds rige, som I jo lider for.“ (2 Thessaloniker 1:3-5) Men til trods for det de kom til at lide for fjendehånd, voksede de kristne i Thessalonika i antal og fortsatte med at efterligne Kristus i endnu større mål. Hvordan var dette muligt? De hentede styrke fra Jehovas opmuntrende ord. De adlød Herrens befalinger og løb væddeløbet med udholdenhed. — 2 Thessaloniker 2:13-17.

Til frelse for andre

14. (a) Nævn nogle grunde til at vi glade holder ud i tjenesten trods trængsler. (b) Hvad beder vi om, og hvorfor?

¹⁴ Det er først og fremmest fordi vi ønsker at hævde Guds navn at vi trofast og uden at klage udholder prøvelser og forfølgelse. Men der er også en anden grund til at vi uselvisk gør dette. Vi ønsker nemlig at give andre del i Rigets budskab sådan at der kan blive endnu flere forkyndere af Guds rige til at ’bekende offentligt til frelse’. (Romerne 10:10) De der er med i tjenesten for Gud bør bede høstens Herre velsigne deres arbejde ved at skaffe flere forkyndere af Riget. (Mattæus 9:38) Paulus skrev til Timoteus: „Hvad du har hørt af mig med mange vidners støtte, det skal du betro til troende og trofaste mennesker, som igen vil være tilstrækkelig egnede til at undervise andre. Vær som en god Kristi Jesu soldat med til at lide ondt.“ — 2 Timoteus 2:2, 3.

15. Hvorfor må vi opføre os som soldater og deltagere „i kamplegene“?

¹⁵ En soldat lader sig ikke påvirke af den mindre restriktive livsform som de civile har. Vi må på samme måde undgå at lade os indvikle i de forhold som optager dem der ikke er i Herrens hær og som i virkeligheden står på modstanderens side. Paulus skrev derfor til Timoteus: „Enhver der tjener som soldat undlader at indvikle sig i livets erhvervsmæssige beskæftigelser, for at han kan opnå godkendelse hos den der har hvervet ham som soldat. Og det gælder også hvis nogen tager del i kamplegene: han krones ikke medmindre han har kæmpet efter reglerne.“ (2 Timoteus 2:4, 5) I deres kamp for at sejre i væddeløbet om „livets krone“, må løberne udvise selvbeherskelse og undgå at lade sig tynge af eller involvere i nytteløse forehavender. På den måde kan de koncentrere sig om at forkynde den gode nyhed om frelsen for andre. — Jakob 1:12; jævnfør Første Korintherbrev 9:24, 25.

16. Hvad kan ikke bindes, og til gavn for hvem holder vi ud?

¹⁶ Eftersom vi elsker Gud og de symbolske får som søger efter ham, udholder vi med glæde meget for at nå ud til andre med frelsens gode nyhed. Fjenderne vil måske binde os fordi vi forkynder Guds ord. Men Guds ord kan ikke bindes, og lænker kan ikke forhindre os i at tale om det så andre kan opnå frelse. Paulus forklarede Timoteus hvorfor han var villig til at udholde prøvelser: „Husk at Jesus Kristus er blevet oprejst fra de døde og er af Davids afkom, ifølge den gode nyhed jeg forkynder; i forbindelse med den lider jeg ondt, er endda i lænker som en forbryder. Dog, Guds ord er ikke bundet. Derfor bliver jeg ved med at udholde alle ting for de udvalgtes skyld, for at også de kan opnå den frelse som er i samhørighed med Kristus Jesus sammen med evig herlighed.“ (2 Timoteus 2:8-10) I dag udgøres disse ikke blot af den lille skare som venter på det himmelske rige, men også af den store skare af andre får som tilhører den rigtige hyrde, Jesus Kristus, og som vil komme til at leve i det jordiske paradis under Kristi rige. — Åbenbaringen 7:9-17.

17. Hvorfor bør vi ikke give op, og hvad vil der ske hvis vi fortsætter i løbet til det er fuldført?

¹⁷ Hvis vi gav op ville vi hverken hjælpe os selv eller andre til at opnå frelse. Ved at holde ud i det kristne væddeløb, uanset hvilke hindringer vi kommer ud for, vil vi hele tiden kunne se frem til sejrsprisen og hjælpe andre til frelse, både direkte og ved vort eksempel. Uanset om vi har et himmelsk eller et jordisk håb, vil det være godt at efterligne Paulus’ indstilling og ’jage frem mod målet efter sejrsprisen’. — Filipperne 3:14, 15.

Urokkelig udholdenhed i væddeløbet

18. Hvad vil være afgørende for om vi vinder væddeløbet, og hvad må vi undgå hvis vi skal holde ud til enden?

¹⁸ For sejrrigt at kunne fuldende vort kristne løb til ære for Jehova og vinde den sejrspris han har stillet os i udsigt, må vi være udholdende gennem hele løbet. Vi kan ikke holde ud indtil enden hvis vi lader os tynge af noget der ikke tjener retfærdighedens sag. Og selv når vi er frigjort af den slags stilles der stadig så store krav til os at vi har brug for alle de kræfter vi kan opbyde. Derfor råder Paulus os: „Så lad da også os . . . aflægge enhver vægt og den synd som let omklamrer os, og lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os.“ (Hebræerne 12:1) I lighed med Jesus bør vi ikke fokusere alt for meget på de lidelser vi må udholde, men betragte dem som en lille pris at betale for at opnå den glædelige sejrspris. — Jævnfør Romerbrevet 8:18.

19. (a) Hvilken tillid nærede Paulus ved afslutningen af sit liv? (b) Hvilken tillid bør vi have vedrørende den lovede belønning, nu da vi nærmer os den sidste etape af udholdenhedsløbet?

¹⁹ Ved slutningen af sit liv kunne Paulus sige: „Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen. Henlagt til mig herefter er retfærdighedens krone.“ (2 Timoteus 4:7, 8) Vi er med i dette udholdenhedsløb for at opnå sejrsprisen det evige liv. Hvis vi giver op blot fordi løbet er længere end vi havde regnet med da vi påbegyndte det, vil vi svigte umiddelbart før vi opnår den lovede belønning. Vi kan være forvissede om at det er muligt at opnå belønningen.

20. Hvad bør vi være besluttede på indtil vi når målet?

²⁰ Måtte vore øjne derfor aldrig blive trætte af at spejde efter hvornår den store trængsel vil begynde og bringe ødelæggelse over Babylon den Store og dernæst over resten af Djævelens organisation. (2 Peter 3:11, 12) Lad os i betragtning af alle de betydningsfulde tegn omkring os se fremtiden i møde med tro. Lad os i udholdenhed ’binde op om vore lænder’ og tappert fortsætte i det væddeløb som Jehova Gud lader os løbe, indtil vi når målet og modtager sejrsprisen gennem Jesus Kristus til ære for Jehova.