Hebræerne betragtede et forlovet par som bundet og så godt som gift selv om de ikke havde kønslig omgang før bryllupsceremonien var overstået. — 1Mo 19:8, 14; Dom 14:15, 16, 20.

Blandt jøderne blev forlovelsen betragtet som så bindende at hvis ægteskabet ikke blev indgået — for eksempel fordi brudgommen skiftede sind eller af en anden grund — kunne den unge kvinde ikke gifte sig med en anden før hun var juridisk fri til det, det vil sige efter at der forelå en skilsmisseattest. (Mt 1:19) Hvis en pige der var forlovet, bedrev utugt med en anden mand, blev hun dømt til døden som ægteskabsbryderske. (5Mo 22:23, 24) Hvis en mand stod i forhold til en tjenestepige som var bestemt for en anden mand, men endnu ikke var frigivet, blev begge parter anset for skyldige og måtte straffes. Dog skulle de ikke lide døden fordi hun endnu ikke var frigivet. — 3Mo 19:20-22.

En kristen bør betragte et løfte som bindende, og i forbindelse med en forlovelse bør han følge det princip som Jesus fremsatte: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej; for hvad der går derudover er fra den onde“ (Mt 5:37), og Jakob: „Lad jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej, for at I ikke skal falde under dom.“ — Jak 5:12.