Det 19. århundredes mest frygtede sygdom

Året var 1854, og London var hårdt plaget af endnu et udbrud af kolera. Sygdommen angreb med en uhyggelig fart. Mange havde det fint når de vågnede om morgenen, men var døde inden aften. Man havde ikke noget middel mod sygdommen.

DET var århundredets mest frygtede sygdom, og årsagen til den var et mysterium. Nogle troede at man fik kolera — en tarmsygdom med voldsom diarré og dehydrering — ved at indånde ubehagelige lugte fra organisk materiale som gik i forrådnelse. Det er forståeligt at de havde den mistanke. Themsen, som løb gennem London, afgav en frygtelig stank. Var det den ildelugtende luft som spredte sygdommen?

Fem år tidligere havde en læge ved navn John Snow fremsat den teori at kolera ikke blev forårsaget af forurenet luft men af forurenet vand. En anden læge, William Budd, troede at en svampelignende levende organisme var bærer af sygdommen.

Under epidemien i 1854 afprøvede John Snow sin teori ved at studere hvordan de kolerasmittede i Soho i London levede. ’Hvad har de tilfælles?’ tænkte han. Hans undersøgelse førte til en overraskende opdagelse. Alle de mennesker i Soho som havde pådraget sig kolera, havde hentet drikkevand fra den samme vandpost, hvor vandet var forurenet med kolerainficeret kloakvand!a

I det samme år skete der et andet vigtigt medicinsk gennembrud. Den italienske anatom Filippo Pacini offentliggjorde en afhandling der beskrev den levende organisme som forårsagede kolera. Men hans undersøgelser blev stort set ignoreret, og det samme skete med de opdagelser som John Snow og William Budd havde gjort. Koleraen fortsatte med at hærge — indtil 1858.

„Den store stank“

Parlamentet havde været meget nølende med hensyn til at få bygget et nyt kloaksystem for at få renset Themsen, men den varmebølge der kom i sommeren 1858, satte skub i sagerne. Stanken fra floden som flød forbi House of Commons, Underhuset, var så stærk at politikerne forsøgte at komme lugten til livs ved at dække vinduerne med store forhæng der var gennemvædet med desinfektionsmiddel. Det der senere blev kaldt „Den store stank“, fik Parlamentet til at skride til handling. I løbet af 18 dage var der givet ordre til at der skulle bygges et nyt kloaksystem.

Der blev bygget store kloakledninger for at bortlede kloakindholdet inden det nåede floden, og i stedet føre det til den østlige del af London, hvor det til sidst flød ud i havet med tidevandet. Resultaterne var opsigtsvækkende. Så snart hele London var forbundet til det nye kloaksystem, var det slut med koleraepidemierne.

Nu var der ingen tvivl: Årsagen til kolera var ikke ildelugtende luft men forurenet vand eller mad. Nøglen til forebyggelse var også fundet: kloakering.