UFORMEL FORKYNDELSE

De russisktalende brødre var modige og nidkære forkyndere, og de tøvede ikke med at tale med folk under uformelle omstændigheder. De indledte for eksempel samtaler med turister der besøgte kirker i Tallinn, og forkyndte for dem. I mange tilfælde troede turisterne at den der fortalte dem om Bibelen, var en guide, så de lyttede opmærksomt til hvad brødrene sagde.

Nogle søstre forkyndte i tog. De købte en returbillet fra Tartu til Tallinn. Den otte timer lange rejse gav dem masser af tid til at indlede samtaler og fortælle andre passagerer om den gode nyhed.

„Jeg bad om et bibelstudium,“ fortæller Maria Pasechnick, der var flyttet til Estland fra Kasakhstan. Hun tænkte lidt over hvordan hun skulle komme i gang, og besluttede så at forkynde for andre, der som hun ventede i timevis i lange køer for at købe mad i de lokale forretninger.

„En dag jeg stod i kø, begyndte jeg at tale med en kvinde og ledte efterhånden samtalen ind på Bibelen,“ fortsætter Maria. „Det viste sig at kvinden ikke selv var videre interesseret, men hun tog mig med hen til nogle hun kendte, præsenterede mig, og overlod det så til mig at fortsætte samtalen med dem. Resultatet blev at jeg oprettede fire bibelstudier. En af kvinderne blev et døbt Jehovas vidne, og hun tjener stadig Jehova trofast.“

FORKYNDELSE UNDER FORBUD

„I skoleårene talte jeg med mange af mine klassekammerater om sandheden, men jeg gik forsigtigt frem,“ beretter Lembit Reile, der nu er medlem af det estiske afdelingskontors udvalg. „Jeg plejede at invitere en af drengene med hjem, og så forkyndte jeg diskret for ham. Da jeg var gået ud af skolen, gik der vel 20 år før jeg så ham igen. For nylig holdt jeg et offentligt foredrag i menigheden i min hjemby, og gæt engang hvem der sad blandt tilhørerne! Min klassekammerat! Han havde studeret med Jehovas Vidner, og kort efter at jeg havde været på besøg, blev han døbt! Hvor var jeg glad!“

Eftersom arbejdet var forbudt, måtte brødrene være på vagt når de forkyndte. En ældste forklarer hvordan de gjorde: „Vi måtte bruge tid på at lægge mærke til hvad det var for nogle mennesker der var omkring os, og hvem vi kunne indlede en samtale med uden fare. Vi var nødt til at være meget forsigtige når vi talte med fremmede. Efter nogen tid kunne vi som regel afgøre om en person var KGB-meddeler. Vi blev mistænksomme hvis folk var meget snakkesalige eller højrøstede. Derimod kunne man måske godt tale med en der var reserveret. Vi indledte ofte samtaler med dem der ikke støttede den kommunistiske regering — de såkaldte dissidenter, der som regel var mere fordomsfri.“