Prøvelser i efterkrigstidens Estland

Jeg fik lov til at arbejde sammen med Emilie Sannamees og hendes søster når de syede for landbofamilier. Vi fik ofte lejlighed til at fortælle disse mennesker om sandheden. Det var en lykkelig tid, for jeg lærte ikke alene at sy, men fik også mere erfaring i forkyndelsen. Ud over at sy gav jeg privatundervisning i matematik. I 1948 begyndte myndighederne imidlertid at arrestere Jehovas Vidner.

I oktober det følgende år arbejdede jeg tilfældigvis på en gård da jeg hørte at nogle myndighedspersoner var taget hen til Sannamees’ hjem for at anholde mig. Da jeg søgte tilflugt på broder Hugo Susis gård, fandt jeg ud af at han netop var blevet arresteret. En kvinde som jeg havde syet for, inviterede mig til at bo hos sig. Senere flyttede jeg fra gård til gård og fortsatte med min syning og mit forkyndelsesarbejde.

Den vinter fandt den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB mig så i Tartu mens jeg opholdt mig hos Linda Mettig, en nidkær ung forkynder som var nogle få år ældre end mig. Jeg blev anholdt og ført til afhøring. Da jeg blev tvunget til at tage alt mit tøj af og blev overbegloet af unge politibetjente, følte jeg mig meget ydmyget. Men efter at have bedt til Jehova kom der en dyb indre fred over mig.

Jeg blev anbragt i en meget lille celle hvor jeg ikke engang kunne ligge ned, og jeg fik kun lov at komme ud når jeg skulle forhøres. Betjentene sagde ting som: „Vi beder dig ikke om at fornægte Guds eksistens, men blot om at holde op med din dumme forkyndelse! Så ville du have en lovende fremtid for dig.“ De truede mig også ved at sige: „Vil du gerne leve? Eller vil du gerne dø sammen med din Gud på Sibiriens sletter?“

I tre dage fik jeg ikke lov til at sove mellem de gentagne afhøringer jeg blev udsat for. Noget der hjalp mig til at holde ud, var at grunde over bibelske principper. En af dem der forhørte mig, rådede mig til sidst til at underskrive en erklæring om at jeg ville holde op med at forkynde. Jeg sagde: „Jeg har tænkt meget over sagen, og jeg er nået til den slutning at jeg hellere vil være i fængsel og bevare et godt forhold til Gud end at blive løsladt og miste hans godkendelse.“ Hvortil manden råbte: „Din tåbe! I vil alle blive arresteret og sendt til Sibirien!“

Uventet løsladelse

Kort før midnat sagde de der havde forhørt mig, overraskende nok at jeg skulle tage mine ting og gå. Eftersom jeg vidste at jeg ville blive skygget, tog jeg ikke hen til nogen af mine trosfæller, for det ville afsløre hvor de boede.

Linda og jeg vendte tilbage til Tartu, hvor vi hørte at flere af forkynderne var blevet arresteret, deriblandt Lindas mor. De fleste af vores venner var nu blevet arresteret, også Emilie Sannamees og hendes søster. Da vi vidste at KGB ledte efter os, anskaffede vi os et par cykler og fortsatte med at forkynde uden for Tartu. En aften fandt KGB mig da jeg var hos Alma Vardja, en nydøbt forkynder. Da en af KGB-agenterne undersøgte mit pas, udbrød han: „Ella! Vi har ledt efter dig overalt!“ Det var den 27. december 1950.