Fængslet og videre til Sibirien

Alma og jeg pakkede stille og roligt nogle få ting sammen, og så satte vi os ned for at spise. KGB-agenterne var forbløffede og sagde: „I græder ikke engang. I sidder bare der og spiser,“ hvortil vi sagde: „Vi skal nu videre til en ny opgave, og vi ved ikke hvornår vi får vores næste måltid.“ Jeg tog et tæppe med mig som jeg senere lavede varme sokker og vanter af. Efter flere måneders fængsling blev jeg i august 1951 landsforvist sammen med andre forkyndere i Estland.c

Fra Estland blev vi sendt med tog til Leningrad (nu Sankt Petersborg) i Rusland og derfra til de berygtede tvangsarbejdslejre i Vorkuta i republikken Komi, nord for polarcirklen. Vi var tre Jehovas Vidner i denne gruppe af fanger. Jeg havde lært russisk i skolen og havde øvet mig i sproget lige siden jeg blev anholdt. Derfor kunne jeg tale det ret godt da vi ankom til lejrene.

I Vorkuta mødte vi en ung ukrainsk kvinde som var blevet et af Jehovas Vidner mens hun var i en af nazisternes koncentrationslejre i Polen. I 1945 var hun og 14 andre Jehovas Vidner blevet sat på et fartøj som tyskerne havde til hensigt at sænke i Østersøen. Det nåede dog frem til Danmark. Senere, efter at hun var vendt tilbage til Rusland, blev hun arresteret for at have forkyndt. Hun blev sendt til Vorkuta, hvor hun var til stor opmuntring for os.

Vi mødte også to kvinder som på ukrainsk spurgte: „Er der nogle iblandt jer der er Jehovas Vidner?“ Vi forstod straks at de var vores kristne søstre! De opmuntrede os og tog sig af os. Andre fanger sagde at det var som om vi havde en familie der havde ventet på at tage imod os.

I slutningen af 1950’erne og op gennem 60’erne og 70’erne vendte mange af de landsforviste Jehovas Vidner hjem igen. I slutningen af 1980’erne var der over 700 Jehovas Vidner i Estland.