FRA ESTLAND TIL SIBIRIEN

Nu da KGB havde arresteret dem de betragtede som de mest fremtrædende Jehovas Vidner, var man besluttet på at udrydde hvert eneste vidne der var tilbage. Angrebet blev sat ind tidligt om morgenen den 1. april 1951. Ved en særdeles veltilrettelagt manøvre rykkede betjente samtidig ud i alle dele af landet (foruden i Letland, Litauen og det vestlige Ukraine).

Så godt som alle Jehovas Vidner, mange af deres nære slægtninge og selv interesserede blev i hast fjernet fra deres hjem, samlet på adskillige jernbanestationer og ført ind i lukkede godsvogne. De fik lov til at tage noget mad og nogle personlige ting med sig, men resten af deres ejendele blev konfiskeret. Uden så meget som en retssag eller bare en forklaring blev næsten 300 estiske borgere på denne dag kørt med tog til Sibirien, de fleste til området Tomsk, der lå omkring 5000 kilometer borte.

MODIGE UNGE

Corinna Ennika på 17 år og hendes 13-årige søster, Ene, havde været på familiebesøg. Forestil dig deres bekymring da de kom hjem og opdagede at gardinerne var trukket for, og at deres mor ikke var hjemme! De blev helt lettede over at høre at deres mor var blevet arresteret. Hvorfor blev de det?

„Det betød at hun i hvert fald var i live!“ siger Corinna. „Vi var klar over at der sikkert også var andre der var blevet arresteret, så vi tænkte at mor i det mindste var sammen med Jehovas folk. Vi følte at Jehova gav os megen styrke og fred. Jeg græd ikke, og det gjorde Ene heller ikke — og hun er endda lidt følsom og skrøbelig. Om mandagen tog vi begge to i skole, og vi fortalte ikke nogen at vores mor var blevet anholdt.“

Corinna og Ene bevarede endda roen da nogle betjente kom for at føre dem bort. „Alle i vores togvogn var helt rolige,“ fortsætter Corinna. „En søster trøstede os og sagde at Jehova aldrig ville tillade at vi blev udsat for trængsler som vi ikke kunne klare, og at vi måtte stole på hans løfte om at hjælpe os.“ Der gik over seks år før pigerne så deres mor igen.

Sagsakterne i forbindelse med forvisningen af en seks måneder gammel baby fortæller noget om forfølgernes irrationelle had. Det oplyses nemlig her at babyen blev forvist fordi den var „en fjende af staten“.

Deportationen var yderst traumatisk, og de forviste blev ydmyget og vanæret på enhver tænkelig måde. Hver morgen og aften blev alle lukket ud af toget for at forrette deres nødtørft, selvom der ingen toiletter var. „Det var imod enhver form for anstændighed og menneskelighed,“ siger en søster. „Det var umuligt at adskille mænd og kvinder. Andre gik forbi os, og alle vagterne stod omkring os og gloede.“

LIV OG DØD I SIBIRIEN

Efter en udmattende togrejse på fjorten dage blev de forviste endelig sluppet ud af togvognene og sat af i den kolde sne med deres sparsomme ejendele. På et nærliggende kollektivt landbrug kom nogle formænd for at udvælge de bedste arbejdere til gården, omtrent som godsejere der købte arbejdere på et slavemarked.

Mange af dem der boede i Sibirien, var selv forviste, og de havde ondt af de nyankomne. Med hjælp fra trosfæller og venlige naboer fik de forviste derfor hurtigt indrettet sig. For nogle lykkedes det at skabe sig en rimelig normal tilværelse. Nogle få fik endda ganske uventet et bedre helbred, som for eksempel to estiske søstre der havde tuberkulose, men blev raske da de kom til det tørrere sibiriske klima.

Ikke alle var dog så heldige. Mindst ét barn døde i toget, og en ældre broder døde på grund af de vanskelige forhold eller det følelsesmæssige chok. Nogle brødre blev handicappede på grund af det strenge arbejde eller mangelen på ordentlig medicin. Andre led under de barske leveforhold, den dårlige ernæring, sygdomme, ulykker og ekstrem kulde. Desuden måtte mange udholde den følelsesmæssige smerte ved at være adskilt fra deres familier gennem mange år og aldrig modtage de breve deres kære skrev til dem.

„Vores familie bestod kun af børn og meget unge kvinder,“ fortæller Tiina Kruuse, „så vi blev ført til et temmelig fattigt kollektivt landbrug. Arbejderne havde ikke mad nok til sig selv, og da slet ikke til os. De nye tyggede på fyrrebark og spiselige rødder og fik tit brændenældesuppe.“

Vintrene i Sibirien er lange og bidende kolde; det er et strengt klima som de forviste estere ikke var vant til. Selv noget så enkelt som at dyrke kartofler lykkedes sjældent. For de fleste var det første år i eksil ganske forfærdeligt, og de led vedvarende sult.

„Det var 50 graders frost,“ husker Hiisi Lember. „På grund af kulden havde vi sat hønseburet ind under sengen, for ellers frøs hønen ihjel. Nogle havde endda en kalv hos sig i huset hvis den tilfældigvis var blevet født om vinteren.“

UD TIL NYT DISTRIKT — PÅ STATENS REGNING!

Mange år tidligere havde William Dey sagt at hvis Sovjetunionen nogen sinde indtog de baltiske lande, ville brødrene få et kæmpestort, nyt distrikt at forkynde i. Det skulle vise sig at være sandt! Den sovjetiske regering hjalp virkelig Jehovas Vidner til at udvide deres forkyndelsesarbejde til Sibirien og andre fjerne steder ved at sende dem i eksil. Jehova tillod at hans tjenere blev sat på prøve, men dét gav mange som aldrig havde hørt Guds navn, mulighed for at lære sandheden at kende.

Lembit Trell var for eksempel blevet arresteret for regeringsfjendtlig virksomhed. Han hørte om sandheden i 1948 på en usædvanlig måde — i en fængselscelle i Tartu. En russisk hærofficer, der også var fængslet, fortalte ham om de Jehovas Vidner han havde mødt i en anden fængselscelle. Officeren fortalte Lembit i korte træk hvad deres lære gik ud på. Han forklarede at Guds regering er den eneste løsning, og at Gud snart vil overtage herredømmet over jorden. Det vakte Lembits interesse.

Lembit blev senere sendt til en fangelejr i Vorkuta i det nordlige Sibirien der ligger tæt ved Det Nordlige Ishav. Her hørte han en gruppe Jehovas Vidner tale om Bibelen. Da han nærmede sig, kunne han høre at de drøftede de samme ting som han havde hørt fra officeren, så han gav sig i snak med dem.

„Hvorfor er du i fængsel?“ spurgte brødrene Lembit.

„Jeg kæmpede for retfærdighed,“ svarede han.

„Vandt du?“ spurgte en af brødrene.

Svaret gav sig selv, men Lembit svarede: „Nej, det gjorde jeg ikke.“

„Ved du hvad! Du kæmpede på den forkerte side,“ sagde en broder til Lembit. „Vil du ikke hellere kæmpe på den rigtige side?“ Så begyndte de at forklare hvad der står i Bibelen om åndelig krigsførelse. Jo mere Lembit hørte, jo mere forstod han at han havde fundet sandheden, og jo mere indså han at han måtte kæmpe på Jehovas side i den åndelige krig.

Da Lembit var blevet løsladt, vendte han tilbage til Estland og indledte sin åndelige krigsførelse. Han er nu almindelig pioner. Hans kone, Maimu, fandt sandheden på lignende måde, for hendes interesse blev vakt i fængselet af en kvinde der ikke selv var et af Jehovas Vidner.

De brødre der ikke talte særlig meget russisk, havde svært ved at forkynde. Men selv med deres begrænsede ordforråd kunne de altid indlede en samtale ved at tale om grunden til at de var i eksil i Sibirien. Denne fremgangsmåde gjorde brødrene dygtigere til at aflægge uformelle vidnesbyrd. Desuden havde de rig lejlighed til at forkynde for andre forviste fra Estland på deres modersmål. Én overlevende anslår at mellem 15 og 20 estere lærte sandheden at kende i lejrene, og det samme gælder en hel del russere og litauere.

HVORDAN FIK DE ÅNDELIG FØDE?

Bibler og åndelig føde blev på mange forskellige måder smuglet ind i fængslerne og frem til de forviste Jehovas Vidner som boede i isolerede områder. „Vi modtog sider fra publikationer i krukker med svinefedt og andet dyrefedt,“ forklarer en broder. „Fedtet blev jo helt hvidt i kulden, så det var svært at se papiret. Selvom betjente stak en kniv ned i krukkerne, fandt de så godt som aldrig det tynde papir, der var presset tæt op mod krukkens sider.“ Myndighederne fandt sjældent den dyrebare åndelige føde der var skjult i krukker med bogstavelig føde.

Små publikationer kunne også sys ind i en taske eller et stykke tøj, skjules i et sæbeetui eller presses ind i et udhulet stykke sæbe. „Jeg kunne få plads til fire numre af Vagttårnet i et stykke sæbe i et sæbeetui,“ fortæller Ella Toom.

Forkyndernes breve blev censureret, men de lærte at camouflere Bibelens sandheder og det teokratiske sprog med ganske almindelige ord. En søster skrev for eksempel: „Far tager sig rigtig godt af os, og vi har også et reb der kan nå ned i brønden.“ På den måde fik hun fortalt at „Far“, Jehova, sørgede for dem i åndelig forstand, at de havde kontakt med „brønden“, Jehovas organisation, og at de havde adgang til sandhedens livgivende vand, de bibelske publikationer.

Mange publikationer blev ganske enkelt afskrevet i hånden, men nogle blev mangfoldiggjort med enkle trykkemetoder. Forkynderne var taknemmelige hvis de i forbindelse med afskrivningen af publikationerne kunne blive sat i isolation som straf fordi de havde forkyndt. Hvorfor det? „Det passede mig fint at blive sat i isolation,“ siger en søster. „Så kunne jeg bedre oversætte Vagttårnet, for så blev jeg ikke forstyrret så tit.“ Dette er et af mange eksempler på at forfølgernes taktik mislykkedes og ofte resulterede i at Rigets interesser blev fremmet. — Es. 54:17.

MØDERNES BETYDNING

Forkynderne satte stor pris på de sjældne lejligheder der viste sig til at samles til møder. Corinna Ennika beskriver hvordan hun og en anden søster tog mod til sig og forlod deres arbejde et par dage uden tilladelse for at overvære et møde. „Vi tog af sted fra vores arbejdsområde om aftenen og spadserede til en jernbanestation 25 kilometer borte,“ forklarer Corinna. „Toget kørte klokken to om natten, og efter seks timer stod vi af og gik 10 kilometer til mødestedet. Vi fandt det rigtige hus og stod og diskuterede hvem der skulle sige kodeordet, da en broder kom ud. Han kunne se at vi var søstre, og sagde muntert: ’I er kommet det rigtige sted hen. Kom ind!’ Vi studerede Vagttårnet og sang Rigets sange. Det var en meget opbyggende og trosstyrkende oplevelse for os.“ Da de tre dage senere kom tilbage til deres arbejde, viste det sig til deres lettelse at landbrugets bestyrer slet ikke havde opdaget at de var væk. At overvære hemmelige møder var i høj grad med til at styrke Jehovas trofaste tjeneres tro og mod.

I et andet tilfælde holdt en gruppe brødre et møde i et fængsel da vagterne pludselig kom ind for at lede efter publikationer. En broder der havde nogle sider af publikationerne i hænderne, greb hurtigt en kost og begyndte at feje lokalet. Vagterne ledte, fandt intet, og gik igen. Den broder der så energisk fejede gulvet, havde pakket siderne godt rundt om kosteskaftet!

DEN SANDE KRISTNE KÆRLIGHEDS KRAFT

„I fem år arbejdede jeg i kulminerne,“ fortæller Adolf Kose. „Vi befandt os nord for polarcirklen, hvor der ikke er noget dagslys om vinteren. Det var mørkt når vi kom op til overfladen ved arbejdstidens ophør. Vi så ikke dagslyset i flere måneder. Vi fik heller ikke mad nok. Det påvirkede min hukommelse og min tidsfornemmelse. På grund af det hårde arbejde, den utilstrækkelige mad og ren og skær udmattelse havde vi kun kræfter til at snakke om almindeligheder i nogle få minutter ad gangen. Men når vi talte om Rigets sandheder, var vi aldrig trætte. Så kunne vi blive ved i timevis.“

Gennem alle disse trængsler lærte Jehovas folk at vise selvopofrende kærlighed over for hinanden. „Alt hvad vi havde, og alt hvad nogen af os modtog, blev fordelt ligeligt mellem brødrene,“ forklarer broder Kose. „Vi led alle sammen nød, så vi lærte at dele det vi nu havde, med hinanden.“ — 1 Joh. 4:21.

Selv vagterne blev klar over at Jehovas Vidner altid hjalp hinanden. Da Aino Ehtmaa blev overført fra en lejr til en anden, havde hun hverken en ske eller en skål — og det er helt nødvendigt for at kunne klare sig i lejren.

„Det gør ikke noget,“ sagde lejrens leder. „Dine søstre giver dig det du har brug for.“ Det gjorde de ganske rigtigt. Når Jehovas Vidner på denne måde viste hinanden kristen kærlighed, blev det gang på gang til ære for Jehovas navn.

Men loyalitetsprøverne ophørte aldrig. Selv da søster Ehtmaa havde siddet i fangelejren temmelig længe, blev vagterne for eksempel ved med at spørge hende: „Vil du stadig ikke samarbejde med os?“ Den form for samarbejde de var ude efter, var naturligvis fortrolige oplysninger om Jehovas Vidner.

„I spærrer mig inde i en fangelejr, og min far og mor døde på grund af jer,“ svarede søster Ehtmaa altid. „Hvordan skulle jeg nogen sinde kunne samarbejde med jer?“

Selv i deres „lænker“ fortsatte de forviste brødre og søstre med at vise kristen kærlighed ved at forkynde den gode nyhed om Riget hver gang lejlighed bød sig. Men hvem kunne de forkynde for? Den sovjetiske politik, der gik ud på at flytte ikkekommunistiske borgere der tilhørte overklassen, åbnede faktisk „en ordets dør“ for dem. Mange brødre og søstre havde gode samtaler med disse veluddannede forviste mennesker, der måske ellers ikke ville have hørt budskabet eller lyttet så beredvilligt. — Kol. 4:2-4.

„Senere blev vi ført til forskellige lejre,“ forklarer broder Kose. „I hver eneste celle blev der forkyndt meget. Jeg forkyndte mere dér end jeg har gjort hverken før eller siden.“

Gennem alle årene i eksil blev Jehovas Vidner konstant udsat for angreb. De blev frarøvet deres ejendele og frihed, og de blev ydmyget på alle mulige måder. Men moralsk og åndeligt blev de aldrig besejret af deres forfølgere.

TILBAGE TIL ESTLAND

Da Josef Stalin døde i 1953, blev mange af hans hengivne tilhængere sønderknuste. På det tidspunkt sad Ella Toom i en celle sammen med seks andre søstre. Vagten kom grædende ind og gav dem ordre til at rejse sig og hilse Stalin. Det nægtede de modigt at gøre.

På grund af Stalins død begyndte den politiske stemning at ændre sig. Fra 1956 til 1957 sendte Jehovas Vidners verdensomspændende brodersamfund i hundredvis af breve til den sovjetiske regering på de forviste brødres vegne. En efter en fik de forviste Jehovas Vidner amnesti. De der sad i fængsel, blev løsladt, og de forviste fik lov at flytte hjem. Nogle forkyndere blev løsladt kort efter Stalins død, men andre måtte vente nogen tid. Familien Tuiman blev for eksempel sendt i eksil i 1951, men fik først lov at vende hjem i 1965. Brødrene fik lov at rejse tilbage til Estland, men de skulle finde et sted at bo, for alt hvad de ejede, var blevet konfiskeret da de blev forvist.

ET TILBAGEBLIK

Hvilken virkning havde skræmmekampagnerne, grusomheden, det hårde arbejde og de forfærdelige forhold i fængslerne på brødrene? De allerfleste forblev åndeligt stærke og trofaste, selv når de stod ansigt til ansigt med døden. Mindst 27 estiske forkyndere døde i fængsel eller eksil, deriblandt Artur Indus, der havde virket i Estlands arbejdsudvalg før han blev deporteret. Friedrich Altpere døde kort tid efter at han var blevet løsladt, sikkert på grund af det hårde arbejde. Jehovas tjenere var blevet udsat for svære trosprøver i Sibirien, men de havde lært meget af det, og de var ikke gået på kompromis. Ja, efter at de havde været udsat for dette angreb, havde de fået en stærkere tro og var blevet mere udholdende. — Jak. 1:2-4.

„Alle de ansvarlige brødre sad i fangelejre,“ forklarer Viljard Kaarna, „og vi holdt kontakt med dem. Derfor havde vi altid publikationer i Sibirien, og vi klarede os godt rent åndeligt. Da vi kom tilbage til Estland, var det meget sværere regelmæssigt at få åndelig føde. Vi tror ikke vi ville have klaret os så godt åndeligt hvis vi var blevet i Estland.“

Mange forviste som ikke var Jehovas Vidner, blev bitre på grund af deres lidelser. Jehovas Vidner betragtede derimod eksilet som en åndeligt styrkende oplevelse.

„Vi lærte lydighed af det vi led,“ siger Corinna Ennika. „Vi satte vores lid til Jehova og fortrød det aldrig. Vi erfarede at man har brug for utrolig lidt for at kunne overleve. Min søster, Ene, og jeg havde kun en lille kuffert og en kasse under sengen. Det tænker vi på når vi i dag synes at der er et eller andet vi mangler. Vi tilbragte de bedste år af vores ungdom — fra jeg var 17 til jeg var 23 år — i Sibirien. Jeg har tit spekuleret på om vi ville have været lige så åndeligt stærke hvis vi ikke havde været i eksil. Jeg føler at Sibirien var det bedste sted vi kunne være på det tidspunkt.“

„De fem år i Sibirien var snart glemt,“ fortæller en anden søster. „Det var som om jeg bare havde set en film i et par timer.“

Aino Ehtmaa mindes: „Jeg glemmer aldrig nordlysets muntre dans, de frostklare dage hvor farverige skyer af damp steg op fra havet eller floderne, polardage hvor solen ikke gik ned i to uger i træk, og polarnætter hvor der ikke var nogen solopgang at se i to uger. Jeg husker de grønne jordbær der modnedes i løbet af den korte sommer, og det arktiske fuglevildt der nippede til skuddene på de spinkle træer. Trods alle trængslerne følte jeg det som om jeg var på udflugt i Sibirien. Det gik op for mig at med Jehovas hjælp er det muligt at være lykkelig, selv dér.“

[Ramme/​illustrationer på side 202]

Bøger fremstillet i hånden

HELMI LEEK

FØDT 1908

DØBT 1945

DØD 1998

PROFIL Fængslet og sendt til Sibirien.

◼ HELMI blev anholdt fordi hun var et af Jehovas Vidner, og sendt til Sibirien, hvor hun lavede et lille etui til sin notesbog. Hun broderede et trøstende skriftsted udenpå — Romerne 8:35: „Hvem vil skille os fra Messias’ kærlighed? Vil trængsel eller nød eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd?“

Helmi fandt nogle stykker brunt papir og lavede en notesbog af dem. I den skrev hun nogle opmuntrende bibelske tanker. Mange brødre afskrev hele bøger i hånden fordi der ikke var særlig mange trykte publikationer til rådighed.

Da Helmi var kommet tilbage fra Sibirien, sagde hun til myndighederne: „Jeg er taknemmelig for at I sendte mig til Sibirien så jeg kunne se de smukke bjerge. Jeg ville aldrig selv have haft råd til at rejse så langt!“