Da Tom Edur for eksempel besøgte en ny, lille gruppe en formiddag inden højtiden til minde om Kristi død, blev han forbløffet over hvor mange der var kommet for at gå med ud i forkyndelsen.

„Kender du alle dem der er her?“ spurgte Tom den lokale broder.

„Tjah, nogle af dem er ikke forkyndere,“ lød svaret.

Tom holdt en samling og sagde så: „Måske kan jeg bagefter tale med hver enkelt der endnu ikke er forkynder.“

Omkring ti der studerede Bibelen, kom hen til ham og forklarede at de gerne ville kvalificere sig til at gå ud at forkynde. Da Tom havde nævnt de grundlæggende krav til udøbte forkyndere, indrømmede tre af de unge kvinder at de endnu ikke havde meldt sig ud af deres kirke. Tom forklarede at hvis de ville være kendt som Jehovas Vidner, måtte de melde sig ud af kirken. Og det gjorde de! De tog omgående hen til deres tidligere kirke, sørgede for at deres navne blev slettet af registeret og sluttede sig så til de andre i forkyndelsen.

En mand der var til samling, var ikke holdt op med at ryge. Det ville tage ham nogen tid at opgive sin urene vane, så han tog hjem i håb om at blive forkynder på et senere tidspunkt.

Under en gennemgang af dåbsspørgsmålene med en ung mand spurgte Tom Edur for eksempel om de ældste havde givet ham nogen råd.

„Ja,“ svarede den unge mand, „de ældste har rådet mig til at være lidt mere ligevægtig med hensyn til den måde jeg bruger min tid på.“

„Nåda. Hvad var problemet?“ spurgte Tom.

„Jo, jeg brugte 150 timer i tjenesten hver måned,“ forklarede den unge mand, „og derfor forsømte jeg andre bibelske forpligtelser. De ældste foreslog at jeg nøjedes med 100 timer i forkyndelsen, for så kunne jeg også få tid til personligt studium og forberedelse til møderne.“