To teenagepiger, Corinna og hendes søster, Ene, var skilt fra deres mor i mere end seks år. Moderen, som også var et af Jehovas Vidner, var blevet arresteret tidligere og sendt til en arbejdslejr. Denne ulyksalige aprilnat var de to piger blevet hentet i deres hjem og gennet ind i en kreaturvogn. Corinna husker med taknemmelighed at der med toget var en mor med to børn, også et af Jehovas Vidner, og denne kvinde lovede at hun ville tage sig af dem, og at de kunne blive sammen som en familie.

Hvad skete der da de nåede frem til deres bestemmelsessted? Dagen efter at de var nået ud i den kolde sibiriske ødemark, begyndte et ydmygende „slavemarked“. Fra de nærliggende kollektiver kom der mænd for at udvælge arbejdere til deres gårde. Corinna fortæller: „Vi hørte dem skændes indbyrdes. En sagde: ’Du har allerede en som kan køre din traktor. Det er min tur til at få en.’ Eller: ’Jeg har allerede fået to gamle. Du må også tage nogle af de gamle.’“

Corinna og Ene var tapre. De sagde senere: „Vi savnede vores mor meget, og hvor vi dog længtes efter at mærke hendes arme omkring os igen!“ Men alligevel bevarede de deres åndelige styrke og humoristiske sans. Corinna tilføjer: „På en måde var det godt at mor ikke så os, for somme tider måtte vi arbejde ude i den bitre kulde uden nok tøj på.“