„Vi måtte skjule os for at undgå at blive indkaldt til hæren,“ husker Adolf Kose. „Hvis vi blev fanget, kunne vi vælge mellem at slutte os til hæren eller blive skudt. Rigets arbejde led selvfølgelig under dette, for det var meget vanskeligt at foretage sig noget som helst.“

[Ramme/​illustrationer på side 183, 184]

„Vi var som én stor familie“

ADOLF KOSE

FØDT 1920

DØBT 1944

DØD 2004

PROFIL Indsat i en fangelejr i Sibirien mellem 1951 og 1956. Var med til at organisere forkyndelsen i de baltiske lande og den nordvestlige del af Sovjetunionen.

◼ „JEG blev arresteret i 1950 og sendt til en arbejdslejr i Inta i Sibirien,“ husker Adolf. „Det første halvandet år hørte jeg intet om min kone og vores to små døtre, der var blevet forvist til en anden del af Sibirien.

Der var et ganske særligt sammenhold blandt brødrene. Vi var som én stor familie. Vi deltes om både åndelig og bogstavelig mad.

Da vi kom hjem til Estland, var der mange udfordringer. Hvordan kommer vi i kontakt med vores ’moderorganisation’? Hvordan kan vi bevare enheden blandt brødrene? Hvordan kan vi holde forkyndelsesarbejdet i gang?

For at kunne kommunikere bedre med kurererne ville jeg gerne lære finsk. Men det var lettere sagt end gjort, for man kunne hverken købe grammatikbøger eller ordbøger.

Med hensyn til at trykke var det ulovligt at eje en uregistreret skrivemaskine, og trykkeudstyr kunne der da slet ikke være tale om. Enhver der fremstillede forbudt læsestof, kunne idømmes syv års fængsel. Det var også vanskeligt fordi der var mangel på alt hvad man skulle bruge for at trykke publikationer. Efter mange forsøg med de materialer jeg kunne skaffe, lykkedes det mig endelig at udvikle en trykketeknik. Først og fremmest byggede jeg selv en trykkemaskine (herunder). Så maskinskrev jeg teksten på et voksbelagt klæde som vi selv fremstillede. På den måde kom der huller i voksens overflade. De første publikationer trykkede vi med blæk lavet af sod og tjære. Under trykningen løb den hjemmelavede blæk ned gennem hullerne i voksklædet og ramte papiret underneden. Arbejdet var kompliceret, tidskrævende og skadeligt for helbredet fordi dampene fra blækket og de andre kemikalier var farlige. Det var umuligt at have en ordentlig ventilation i lokalet, for vinduerne skulle holdes tæt tildækkede så arbejdet ikke blev opdaget.“

Trods alle vanskelighederne fulgte Adolf frygtløst anvisningerne fra organisationen og var altid overbevist om at Jehova ville give svarene i rette tid. Han tjente Jehova med den samme urokkelige holdning og tro frem til sin død i 2004.

„Vi var godt klar over at det var et temmelig dristigt ordvalg,“ fortæller Adolf Kose. „Vi turde ikke sende brevene fra Tallinn, for så kunne de spores til os. Vi rejste til Leningrad (Sankt Petersborg) for at sende dem derfra.“