„I fem år arbejdede jeg i kulminerne,“ fortæller Adolf Kose. „Vi befandt os nord for polarcirklen, hvor der ikke er noget dagslys om vinteren. Det var mørkt når vi kom op til overfladen ved arbejdstidens ophør. Vi så ikke dagslyset i flere måneder. Vi fik heller ikke mad nok. Det påvirkede min hukommelse og min tidsfornemmelse. På grund af det hårde arbejde, den utilstrækkelige mad og ren og skær udmattelse havde vi kun kræfter til at snakke om almindeligheder i nogle få minutter ad gangen. Men når vi talte om Rigets sandheder, var vi aldrig trætte. Så kunne vi blive ved i timevis.“

Gennem alle disse trængsler lærte Jehovas folk at vise selvopofrende kærlighed over for hinanden. „Alt hvad vi havde, og alt hvad nogen af os modtog, blev fordelt ligeligt mellem brødrene,“ forklarer broder Kose. „Vi led alle sammen nød, så vi lærte at dele det vi nu havde, med hinanden.“ — 1 Joh. 4:21.

„Senere blev vi ført til forskellige lejre,“ forklarer broder Kose. „I hver eneste celle blev der forkyndt meget. Jeg forkyndte mere dér end jeg har gjort hverken før eller siden.“