Blandt de hundreder der blev deporteret uden at have været stillet for en dommer, var der en anden ung kvinde, et af Jehovas Vidner ved navn Hiisi Lember. Om begivenhederne den 1. april 1951 fortæller hun: „De kom uventet om natten, vækkede os og sagde kommanderende: ’I har en halv time. Pak jeres ting!’“ I ly af mørket blev hun og hendes seksårige datter ført til jernbanestationen. Det raslende tog kørte fra station til station og samlede flere Jehovas Vidner op. „Vi blev stuvet ind i en kreaturvogn. Heldigvis var kreaturernes gødning frossen; ellers havde det været vanskeligt at holde sig oprejst. Vi var som dyr der var læsset på en vogn.“

Hiisi husker den kærlige støtte hun fik af trosfæller på denne skrækkelige tur: „Ved en station holdt vores tog ved siden af et tog fra Moldova. Gennem vognens ydervæg hørte vi en mand spørge hvem vi var, og hvor vi skulle hen. Vi svarede at vi ikke vidste hvor vi skulle hen, og at vi var Jehovas Vidner fra Estland. Nogle Jehovas Vidner i toget fra Moldova hørte samtalen. Gennem en åbning i vognen kastede de et stort brød og nogle svesker ind til os.“ Hun tilføjer: „Da begyndte vi at fatte omfanget af razziaen mod Jehovas Vidner — vi var blevet samlet sammen fra alle de sovjetiske republikker.“