Jeg møder Jehovas Vidner

På et tidspunkt skulle jeg bruge nogle kostumer til børnene, så jeg tog hen til en dygtig syerske der hed Emilie Sannamees. Det var i april 1945. Jeg vidste ikke at hun var et af Jehovas Vidner. Hun spurgte mig: „Hvad synes du om situationen i verden?“ Eftersom der i de dage blev holdt en fredskonference i San Francisco i USA, sagde jeg: „Det nuværende styre vil snart blive fjernet, og jeg er sikker på at fredskonferencen bliver holdt netop for at sikre at det sker.“

Emilie sagde at fredskonferencen ikke ville føre til noget af varig værdi, og hun tilbød at vise mig ud fra Bibelen hvorfor det var tilfældet. Jeg var ikke lige på det tidspunkt indstillet på at lytte til denne venlige midaldrende dame, så hun nøjedes med at stille mig et spørgsmål før jeg gik: „Ved du hvor Gud havde tænkt sig at Adam og Eva skulle leve?“ Det kunne jeg ikke svare på, så hun sagde blot: „Spørg din far.“

Det gjorde jeg så da jeg kom hjem. Min far kunne heller ikke svare på spørgsmålet, og han sagde at vi ikke behøvede at gå så meget op i studium af Bibelen; vi skulle bare tro på Gud. Da jeg kom tilbage for at hente kostumerne, fortalte jeg Emilie at min far ikke kunne svare på hendes spørgsmål. Så tog hun og hendes søster deres bibler frem og læste Guds anvisninger til Adam og Eva op for mig — at de skulle tage sig af deres paradisiske hjem og leve der i lykke for evigt. De viste mig ud fra Bibelen at det var Guds hensigt at Adam og Eva fik børn og udvidede deres paradisiske hjem så det til sidst omfattede hele jorden. Hvor blev jeg betaget af de bibelske vidnesbyrd! — 1 Mosebog 1:28; 2:8, 9, 15; Salme 37:29; Esajas 45:18; Åbenbaringen 21:3, 4.

Mit første kristne møde

Den sommer skulle jeg på et tremåneders lærerkursus i byen Tartu, og Emilie gav mig adressen på et Jehovas vidne som boede der. Hun gav mig også bogen Skabelsen, hvis enkle måde at forklare grundlæggende bibelske lærepunkter på gjorde indtryk på mig.

I september 1947 sagde jeg mit job op på skolen. Mor var stadig meget fjendtlig over for mig. Da hun smed alt mit tøj ud af huset, flyttede jeg hjemmefra og tog hen til søstrene Sannamees, som jeg fik lov at bo hos. Deres påmindelser om at Jehova aldrig svigter sine tjenere, var til stor opmuntring for mig.

Prøvelser i efterkrigstidens Estland

Jeg fik lov til at arbejde sammen med Emilie Sannamees og hendes søster når de syede for landbofamilier. Vi fik ofte lejlighed til at fortælle disse mennesker om sandheden. Det var en lykkelig tid, for jeg lærte ikke alene at sy, men fik også mere erfaring i forkyndelsen.