Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w97 15/2 s. 19-20
  • Lægeetik og ’blodløs kirurgi’

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Lægeetik og ’blodløs kirurgi’
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1997
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Udveksling af synspunkter
  • Når læger søger at påtvinge patienter blodtransfusion
    Vågn op! – 1974
  • Stigende efterspørgsel efter lægebehandling uden blod
    Vågn op! – 2000
  • Jehovas vidner og spørgsmålet om blod
    Jehovas vidner og spørgsmålet om blod
  • Der bygges bro over kløften mellem læger og Jehovas vidner
    Vågn op! – 1990
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1997
w97 15/2 s. 19-20

Lægeetik og ’blodløs kirurgi’

I DE senere år er der sket meget store fremskridt inden for lægevidenskaben. Visse lægelige problemer er blevet løst, men i den forbindelse er der opstået nogle etiske spørgsmål.

Læger må nu tage stilling til dilemmaer som: Bør man i visse tilfælde afstå fra intensiv lægebehandling for at patienten kan få en værdig død? Bør en læge ignorere en patients ønske hvis han mener at det vil tjene patientens interesser bedst? Hvordan bør sundhedssektorens ydelser fordeles i betragtning af at der ikke er penge til at give alle de samme dyre behandlinger?

Sådanne komplekse spørgsmål har rettet søgelyset mod den del af lægevidenskaben der kaldes lægeetik. Lægeetikkens mål er at hjælpe læger og forskere til at håndtere de etiske sider af biologisk forskning og lægelige fremskridt. Eftersom en stor del af de vanskeligste spørgsmål opstår på hospitaler, har hospitaler flere steder i verden nedsat en etisk komité. Medlemmerne af disse komitéer, deriblandt læger og advokater, mødes til seminarer hvor lægeetiske problemer tages op.

Nogle af de spørgsmål der ofte stilles på sådanne seminarer, er: I hvor stor udstrækning bør læger respektere Jehovas vidners overbevisning når de, hovedsagelig af religiøse årsager, nægter at modtage blodtransfusion? Bør en læge give transfusion mod patientens vilje hvis det synes lægeligt „tilrådeligt“? Ville det være etisk rigtigt at gøre dette uden patientens vidende ud fra devisen „hvad man ikke ved, har man ikke ondt af“?

For at kunne tage stilling til disse spørgsmål på et solidt grundlag må lægerne have en fordomsfri forståelse af Jehovas vidners standpunkt. Jehovas vidner er mere end villige til at forklare deres synspunkter over for lægerne, idet de forstår at man ved at fremme den gensidige forståelse kan undgå konfrontationer.

Udveksling af synspunkter

Professor Diego Gracia, en spansk autoritet som underviser i lægeetik, ønskede at hans klasse skulle have en sådan dialog med Jehovas vidner. Han sagde: „Det er kun rimeligt at I [Jehovas vidner] får lejlighed til at udtrykke jeres ønsker . . . i betragtning af de vanskeligheder I har haft i forbindelse med blodtransfusion.“

Den 5. juni 1996 blev tre repræsentanter for Jehovas Vidner derfor inviteret til Complutense-universitetet i Madrid i Spanien for at forklare deres synspunkter. Omkring 40 læger og andre specialister var til stede.

Efter en kort præsentation fremholdt af Jehovas vidner blev der mulighed for at stille spørgsmål. Alle de tilstedeværende sagde samstemmende at en voksen patient bør have ret til at nægte en bestemt lægebehandling. De mente også at en transfusion aldrig bør gives uden patientens informerede samtykke. Der var imidlertid nogle aspekter ved Jehovas vidners holdning som optog dem.

Et af spørgsmålene drejede sig om penge. Blodløs kirurgi kræver undertiden særligt udstyr, som for eksempel ved laserkirurgi, samt dyre medikamenter, som for eksempel erytropoietin, der bruges til at fremme dannelsen af røde blodlegemer. En læge spurgte om Jehovas vidner forventer at det offentlige skal yde dem særbehandling når de afviser en billigere løsning (brug af homologt blod).

Lægerne er selvfølgelig nødt til at have den økonomiske side af sagen med i billedet, og i erkendelse af dette henviste en af Jehovas Vidners repræsentanter til offentliggjorte undersøgelser af de skjulte omkostninger der er ved homologe blodtransfusioner. De indbefatter udgifter til behandling af transfusionsrelaterede komplikationer såvel som tabt arbejdsfortjeneste forårsaget af sådanne komplikationer. Han citerede en omfattende undersøgelse fra USA som viste at grundprisen for en portion blod er 250 dollars, mens de reelle udgifter i forbindelse med at give en portion blod er over 1300 dollars — mere end fem gange den oprindelige pris. Når alle faktorer således tages i betragtning, påpegede han, er blodløs kirurgi rentabel. En stor del af de såkaldte ekstraomkostninger ved blodløs kirurgi går desuden til udstyr som kan bruges igen.

Et andet spørgsmål som lå adskillige læger på sinde, havde at gøre med gruppepres. Hvad ville der ske hvis et Jehovas vidne vaklede i troen og tog imod en blodtransfusion? Ville vedkommende så blive udstødt af Jehovas Vidners samfund?

Ikke nødvendigvis. Svaret vil afhænge af den konkrete situation. Overtrædelse af Guds lov er ganske vist en alvorlig sag som menighedens ældste må bedømme. Men Jehovas vidner ønsker også at hjælpe dem der har haft den foruroligende oplevelse at gennemgå en livstruende operation og have accepteret blodtransfusion. Et Jehovas vidne i den situation vil uden tvivl have det dårligt og være bekymret for sit forhold til Gud. Vedkommende har måske brug for hjælp og forståelse. Eftersom kristendommen er grundlagt på kærlighed, vil de ældste, som altid, afveje principfasthed med barmhjertighed. — Mattæus 9:12, 13; Johannes 7:24.

„Kan det alligevel ikke tænkes at I snart ændrer jeres standpunkt?“ spurgte en professor i lægeetik som var på besøg fra USA. „Det har andre trossamfund gjort i de senere år.“

Svaret lød at Jehovas vidners standpunkt med hensyn til at respektere blodets hellighed er et grundlæggende lærespørgsmål og ikke blot et etisk synspunkt der fra tid til anden kan tages op til revision. Den klare bibelske vejledning giver ikke rum for et kompromis. (Apostelgerninger 15:28, 29) At overtræde denne guddommelige lov ville for et Jehovas vidne være lige så forkert som at begå utugt eller deltage i afgudsdyrkelse.

Jehovas vidner sætter stor pris på at læger — som dem der overværede seminaret om lægeetik i Madrid — er villige til at respektere deres ønske om at blive behandlet med lægevidenskabelige alternativer som er i overensstemmelse med deres bibelske overbevisning. Lægeetik vil uden tvivl komme til at spille en vigtig rolle i forbindelse med at forbedre forholdet mellem læge og patient og medvirke til at skabe større respekt for patientens ønsker.

Som en kendt spansk læge skal have sagt, må læger altid huske at de „redskaber og instrumenter de arbejder med, er ufuldkomne“. De må derfor „have den grundholdning at kærlighed altid bør nå derud hvor kundskaberne ikke rækker“.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del