Her fik tre ugifte missionærer til opgave at virke, og de ankom til hovedstaden, Addis Abeba, den 14. september 1950.

Der var mange nye ting at vænne sig til. For det første ligger Addis Abeba i 2400 meters højde, hvilket gør den til en af verdens højest beliggende hovedstæder. Så var der det amhariske sprog, med lukkelydene p, t og s, samt det etiopiske alfabet på 33 bogstaver og mere end 250 variationer. Dertil kom de godt og vel 70 stammesprog og cirka 200 andre sprog og dialekter. Desuden brugte præsterne stadig et næsten uddødt sprog kaldet geez, svarende til nogle europæiske lærdes brug af latin.

Her var mennesker med tiltalende, solbrændte ansigter, usædvanlige frisurer, særprægede klæder og flotte festdragter. Nogle havde tatoveret kors i panden. De havde også interessante navne. Mændene kunne for eksempel hedde Gebre Meskal, som betyder „Korsets træl“, Habtemariam, som betyder „Marias tjener“, eller Tekle Haimanot, som betyder „Troens plante“. En kvinde kunne hedde Leteberhan, der betyder „Lysets træl“, eller Amaresh, „Du er smuk“.

Skolelærere og samtidig forkyndere

I deres første missionærhjem, en lejlighed i bydelen Case Popolari i Addis Abeba, fik missionærerne af og til uventet besøg af en guereza-abe. Denne drillesyge abe var overalt og lavede roderi det ene sted efter det andet. Det var ikke nok for den at smøre sig ind i tomatpuré, nej den skulle absolut rundt i hele huset og fedte væggene til! Naturligvis kom der også mennesker på besøg, og der blev ledet bibelstudier i missionærhjemmets forstue.

For at beskytte den etiopiske kirkes interesser havde staten udstedt forbud mod at hverve proselytter blandt kristne. Det var kun tilladt blandt muslimer og „hedninger“. Missionærerne kunne derfor kun komme ind i landet hvis de oprettede skoler hvor der blev undervist i sådanne fag som engelsk, maskinskrivning og bogføring.

Da missionærerne havde oprettet aftenundervisning for voksne i Addis Abeba, måtte de flytte til et større missionærhjem i byens hovedgade, Churchill Road. Brødrene besluttede at holde forkyndelsen adskilt fra skolefagene, men eleverne blev indbudt til at overvære møderne i menigheden hvis de havde lyst. Under møderne blev et af klasseværelserne brugt som rigssal.

I 1952 kom yderligere otte missionærer fra den 18. gileadklasse til Addis Abeba. Blandt dem var Harold og Anne Zimmerman, som havde fået til opgave at hjælpe med aftenundervisningen i hovedstaden.

Et lille afdelingskontor

En missionær fortæller om den glæde som arbejdet, på trods af disse insekter, medførte i denne tid: „En dag jeg kom gående på vejen mødte jeg en ung etiopisk mand og standsede for at tale med ham. Da han fandt ud af at jeg var missionær, sagde han: ’Vil De ikke nok fortælle mig om Jesus Kristus, hr.’ Jeg indbød ham til at komme hjem til os den følgende dag. Han kom, og inden der var gået ti minutter var vi i gang med at studere bogen ’Gud Maa Være Sanddru’. Han kom igen dagen efter for at studere videre, og havde taget en anden ung mand med. De blev de første etiopiske forkyndere.“

En stadig strøm af interesserede opsøgte missionærhjemmet og bad om et bibelstudium, så der måtte altid være en missionær hjemme for at tage imod. Nogle havde gået i flere timer for at nå frem og ville gerne studere i to-tre timer ad gangen. Snart var der 83 forkyndere.

I 1953 blev der oprettet et lille afdelingskontor i Addis Abeba. Det materiale der skulle bruges ved møderne blev oversat til etiopisk og skrevet i hånden. Derefter blev det håndduplikeret. Det hjalp afgjort de nye til at blive mere grundfæstede i sandheden. De lokale brødre lærte at gå fra hus til hus, at lede bibelstudier og at holde belærende møder. Takket være deres nidkærhed blev den gode nyhed udbredt til 13 forskellige områder i det indre af landet. Henved 20 forkyndere rapporterede herfra i 1954.

En teologistuderende lægger sin hånd på ploven

En af dem der reagerede positivt på Rigets budskab var en teologistuderende som ikke kunne et ord engelsk. Første gang han talte med en af vore missionærer foregik det gennem en tolk. Når der var noget de ikke var enige om, slog den teologistuderende op i sin bibel, som var på oldtidssproget geez. Til sin overraskelse kunne han ikke finde sit yndlingsskriftsted til støtte for treenighedslæren, Første Johannesbrev 5:7, i sin egen bibel. Flere falske lærepunkter blev hurtigt afsløret ud fra denne bibel.

Han kom for at studere tre-fire gange om ugen og havde andre med. Da han ville forlade præsteseminariet for at flytte ind hos et af Jehovas vidner, kom seminarielæreren sammen med en betjent og slæbte ham væk. Efter fire dages indespærring på seminariet sendte han besked til brødrene om at de ikke skulle have ondt af ham. Han frydede sig over at være spærret inde som tjener for Jehova. „Tro ikke at jeg vil følge dem,“ sagde han. „Ingen som har lagt sin hånd på ploven, ser sig tilbage.“ Efter sin løsladelse flyttede han til hovedstaden, hvor han overværede møderne og blev en af de første etiopiere der blev døbt som et vidne for Jehova.

Omsider amhariske publikationer

Efter et særforedrag i 1955 blev den første publikation på amharisk udgivet, til glæde for alle de tilstedeværende. Det var brochuren God’s Way Is Love. Kort efter fulgte en traktat, og året efter kom studiebrochuren „Denne Gode Nyhed om Riget“ på amharisk.

I 1956 passerede man endnu en milepæl i den teokratiske historie i Etiopien. Brødrene organiserede forevisning af filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Filmen blev averteret ved hjælp af løbesedler på engelsk og amharisk. Den skulle vises i Etiopiens største teater, lige midt i Addis Abeba. Der blev sat plakater op i alle byens travle kvarterer. Hvad blev resultatet? Store skarer strømmede til teatret. Der kom så mange at filmen måtte vises to gange, så i alt 1600 så filmen den aften. Der blev uddelt en gratis brochure til alle de tilstedeværende.

[Illustration på side 96]

Gileadmissionærerne Dean Haupt og Haywood Ward i Addis Abeba