En missionær fortæller om den glæde som arbejdet, på trods af disse insekter, medførte i denne tid: „En dag jeg kom gående på vejen mødte jeg en ung etiopisk mand og standsede for at tale med ham. Da han fandt ud af at jeg var missionær, sagde han: ’Vil De ikke nok fortælle mig om Jesus Kristus, hr.’ Jeg indbød ham til at komme hjem til os den følgende dag. Han kom, og inden der var gået ti minutter var vi i gang med at studere bogen ’Gud Maa Være Sanddru’. Han kom igen dagen efter for at studere videre, og havde taget en anden ung mand med. De blev de første etiopiske forkyndere.“

En teologistuderende lægger sin hånd på ploven

En af dem der reagerede positivt på Rigets budskab var en teologistuderende som ikke kunne et ord engelsk. Første gang han talte med en af vore missionærer foregik det gennem en tolk. Når der var noget de ikke var enige om, slog den teologistuderende op i sin bibel, som var på oldtidssproget geez. Til sin overraskelse kunne han ikke finde sit yndlingsskriftsted til støtte for treenighedslæren, Første Johannesbrev 5:7, i sin egen bibel. Flere falske lærepunkter blev hurtigt afsløret ud fra denne bibel.

Han kom for at studere tre-fire gange om ugen og havde andre med. Da han ville forlade præsteseminariet for at flytte ind hos et af Jehovas vidner, kom seminarielæreren sammen med en betjent og slæbte ham væk. Efter fire dages indespærring på seminariet sendte han besked til brødrene om at de ikke skulle have ondt af ham. Han frydede sig over at være spærret inde som tjener for Jehova. „Tro ikke at jeg vil følge dem,“ sagde han. „Ingen som har lagt sin hånd på ploven, ser sig tilbage.“ Efter sin løsladelse flyttede han til hovedstaden, hvor han overværede møderne og blev en af de første etiopiere der blev døbt som et vidne for Jehova.