Forberedt på forfølgelse

I 1974 opstod der politiske uroligheder i Etiopien, og det førte til kaos og anholdelser, og mange mistede livet. På et tidspunkt kunne vi ikke længere forkynde fra dør til dør, og vi mødtes kun i små grupper. Vores forældre begyndte at forberede os børn på at modstanden kunne blive værre. De bibelske principper hjalp os til at se hvad kristen neutralitet indebærer. Vi lærte at Jehova ville hjælpe os til at vide hvad vi skulle sige hvis vi blev forhørt, og at det nogle gange var bedst at tie stille. – Matthæus 10:19; 27:12, 14.

AFP PHOTO

Da jeg var færdig med skolen, begyndte jeg at arbejde for flyselskabet Ethiopian Airlines. En morgen da jeg mødte på arbejde, kom mine kolleger og sagde tillykke til mig fordi jeg var blevet udvalgt til at føre an i et optog der skulle afholdes fordi regeringen havde et jubilæum. Jeg sagde med det samme til min overordnede at jeg ikke ville være med i fejringen på grund af min kristne neutralitet.

Da jeg næste dag var på arbejde i lufthavnen, så jeg på afstand nogle mænd med rifler over skulderen der var på vej hen mod billetkontoret. Jeg gik ud fra at de kom for at anholde en der prøvede at flygte ud af landet. Men så pegede de pludselig på mig! Hvad ville de dog med mig? Det der begyndte som en helt almindelig arbejdsdag, ændrede sig pludselig fuldstændigt.

Hjælp i fængslet

Soldaterne tog mig med hen på et kontor hvor jeg blev forhørt i flere timer. “Hvem er det der betaler Jehovas Vidner?” spurgte de. “Arbejder du for Eritreas Befrielsesfront? Arbejder du eller din far for USA’s regering?” Selvom det var en meget stressende situation, var jeg helt rolig på grund af den hjælp Jehova gav mig. – Filipperne 4:6, 7.

Da soldaterne var færdige med at forhøre mig, kørte de mig hen til et hus der var blevet omdannet til et fængsel. Der satte de mig ind i et rum på 28 kvadratmeter der var pakket med omkring 15 unge kvinder der var politiske fanger.

Da jeg den nat lå på det hårde gulv, stadig med min arbejdsuniform på, plagede det mig at tænke på hvor bekymrede mine forældre og søskende måtte være. De vidste at jeg var blevet anholdt, men de anede ikke hvor jeg var. Jeg bad Jehova om at hjælpe min familie til at finde ud af hvor jeg blev holdt fanget.

Da jeg vågnede næste morgen, kom der en ung vagt som jeg genkendte. Han så chokeret på mig, og sagde: “Aster, hvad laver du her?” Jeg spurgte om han ikke nok ville tage hen til mine forældre og fortælle hvor jeg var. Senere samme dag modtog jeg en pakke med mad og tøj fra mine forældre. Vagten havde fortalt dem hvor jeg var. Jehova havde besvaret min bøn! Den oplevelse forsikrede mig om at jeg ikke var alene.

Jeg fik ikke lov til at have hverken en bibel eller nogle af vores publikationer, og min familie og venner måtte ikke besøge mig. Men alligevel sørgede Jehova for at opmuntre mig. Det gjorde han gennem de andre fanger. Jeg forkyndte for dem hver eneste dag, og det gjorde stort indtryk på dem at høre om Guds rige. De sagde tit til mig: “Vi kæmper for en regering hvor det er mennesker der styrer, men du kæmper for Guds regering. Gå aldrig på kompromis, heller ikke hvis de truer med at slå dig ihjel!”

Nogle gange forhørte vagterne de indsatte og bankede dem. Sent en aften, omkring klokken 11, kom de og hentede mig. Da vi kom hen i forhørsrummet, slyngede de anklager mod mig. De sagde at jeg var imod regeringen. Og da jeg ikke ville gentage et politisk slogan, fik jeg bank af to mandlige vagter. De forhørte mig på den måde flere gange. Hver gang bad jeg inderligt til Jehova, og jeg mærkede at han hjalp mig.

Da der var gået tre måneder, kom en af vagterne og sagde til mig at jeg var fri og kunne tage hjem. Jeg blev meget overrasket og glad, men også lidt skuffet fordi jeg i den grad havde nydt at fortælle de unge kvinder i fængslet om den gode nyhed.

Nogle få måneder efter at jeg var blevet løsladt, kom der nogle soldater for at anholde alle teenagerne i vores familie, men jeg var ikke hjemme på det tidspunkt. De anholdt to af mine søstre og en af mine brødre. Da det skete, tænkte jeg at det klogeste for mig ville være at flygte ud af landet. Jeg kunne næsten ikke bære tanken om at skulle væk fra min familie igen. Men min mor tilskyndede mig til at være stærk og stole på Jehova. Kort efter gik jeg ombord på et fly til USA. Samme aften kom der nogle soldater hjem til vores familie for at anholde mig endnu en gang. Da de fandt ud af at jeg ikke var der, skyndte de sig ud i lufthavnen. Men de kom for sent, for mit fly var allerede i luften.

Men hjemme i Etiopien kæmpede min familie på grund af voldsom forfølgelse, og det gjorde mig meget ked af det. Mine tre søskende som var blevet anholdt, var stadig i fængsel.b Hver eneste dag lavede min mor mad til dem og fik det bragt hen til fængslet, for fængslet sørgede ikke for mad til de indsatte.

I den svære tid var Jehova min tilflugt, og betelfamilien trøstede og støttede mig. (Markus 10:29, 30) For eksempel sagde bror John Booth en dag til mig: “Vi er så glade for at du er her på Betel. Det ville ikke have været muligt for dig hvis ikke Jehova velsignede dig.”c De kærlige ord forsikrede mig om at det ikke havde været forkert af mig at rejse fra Etiopien, og at Jehova nok skulle tage sig af min familie.