„Afrika er en . . . rig og stabil kilde til fødevarer som industrilandenes befolkninger indtager daglig,“ oplyser det amerikanske blad The Nation. Under den hungersnød der for nylig ramte Etiopien, blev forbrugere i Storbritannien chokerede over at få at vide at frugt og grøntsager som de spiste, kom fra Etiopien. Afrika eksporterer te, kaffe, sukker, kakao, jordnødder, blomster, kød, palmeolie og træ foruden bomuld og mange andre produkter.

„I løbet af ét år er ikke mindre end 1 million etiopiske bønder og 500.000 sudanske børn omkommet,“ hedder det i bladet Newsweek.

I marts 1984 rettede Etiopien anmodning til verden om en nødhjælpsforsyning på 450.000 tons korn. Dette var bestemt ikke for meget, da der i virkeligheden var behov for dobbelt så stort et kvantum. Men FN og dets medlemslande ofrede kun anmodningen ringe opmærksomhed. Selv om mængden af korn i verdens overskudslagre på det tidspunkt nærmede sig 190.000.000 tons, sendte man ikke engang 100.000 tons til det nødstedte land! Situationen skærpedes kun yderligere ved at de lovede nødforsyninger var flere måneder undervejs. I mellemtiden sultede folk ihjel. I en enkelt nødhjælpslejr døde der hundrede om dagen.

Men i oktober 1984 hændte der noget. Et engelsk fjernsynshold blev forsinket i Etiopien da de skulle skifte fly. De brugte tiden til at besøge nødhjælpslejrene, hvor de filmede mennesker der sultede til døde. „Jeg græd mens jeg redigerede denne film,“ har fotografen Mohammed Amin fortalt, „jeg brød sammen og græd.“

En voldsom reaktion

Filmen blev vist i fjernsynet, først af BBC, dernæst af 425 TV-stationer verden over. Den virkede stærkt. Den oprørte offentlighed krævede regeringsindgreb. Popmusikere omdannede deres indbringende virksomhed med henblik på at skaffe penge til hjælpearbejdet. Foreløbig har de indsamlet mere end hundrede millioner dollars! Denne offentlige opmærksomhed har resulteret i et af de største nødhjælpsprogrammer verden nogen sinde har oplevet.

Skibsladninger af overskudskorn begyndte at strømme til Afrika. De europæiske regeringer samarbejdede om en luftbro for at transportere fødevarer til det indre Sudan. Endnu mere bemærkelsesværdig var den fælles indsats for at bringe forsyninger til Etiopiens højland. I bogen Ethiopia: The Challenge of Hunger beskriver Graham Hancock aktiviteten i Addis Abebas Bole-lufthavn på denne måde: „Fly fra Sovjetunionen, Amerika, Østtyskland, England og en lang række andre lande stod på rad og række mens de blev lastet med nødforsyninger af fødevarer . . . Det var som om alle de ophøjede principper De forenede Nationer står for, pludselig blev bragt i anvendelse. Jeg kunne næsten høre sværdene blive smedet til plovjern.“

Selv om verden var længe om at reagere på Afrikas behov, forlyder det at man ikke desto mindre har reddet over tre millioner menneskeliv! Men der er stadig fødevaremangel i Afrika. Ifølge nyligt udsendte rapporter er millioner i Etiopien, Sudan og Moçambique stadig på sultedødens rand. Men hvorfor er Afrika ikke i stand til at brødføde sig selv? Og, endnu vigtigere, hvad er løsningen?

„JEG såede . . . men der kom ingen regn,“ fortæller en etiopisk landmand ved navn Idris. Al hans såsæd rådnede i jorden og dermed var han tvunget til at forlade sit landbrug og søge til en nødhjælpslejr. „Jeg havde engang fire okser til at trække ploven,“ fortsætter han. „Men da jeg ikke længere havde noget at spise, solgte jeg to og slagtede de to andre. . . . Jeg har spist min fremtid.“ — Fra bogen Ethiopia: The Challenge of Hunger.

Mange afrikanske landmænd har ligesom Idris haft vanskeligt ved selv at avle tilstrækkeligt med føde. Denne verdensdel, der engang var selvforsynende, er nu afhængig af store mængder importerede fødevarer. Hvad er grunden til dette? Hvorfor må så mange afrikanere gå sultne i seng?

Tørke

Det afrikanske kontinent er berygtet for sine forræderiske tørkeperioder. Landene langs den sydlige del af Saharaørkenen, det såkaldte Sahel-område, er særligt udsatte. Siden 1960 er regnmængden i dette område blevet stadig mindre. Bladet Ceres betegner det som en „forlænget sahelisk tørke“. Alligevel lykkes det mange landmænd at klare sig.

På trods af tørken havde fem saheliske lande rekordproduktion af bomuld i høstsæsonen 1983-1984. Det tøj du har på kan være fremstillet af dette bomuld. Disse lande skaffer sig værdifuld fremmed valuta ved eksport af bomuld, men det har sin pris. I 1984 måtte landene i Sahel-området importere en rekordstor mængde korn på 1,77 millioner tons. „At man kan dyrke bomuld men ikke korn skyldes i højere grad regeringernes og hjælpeorganisationernes politik end det skyldes nedbørsmængden,“ hævder Lloyd Timberlake i sin bog Africa in Crisis.

Foruden bomuld eksporterer Afrika te, kaffe, sukker, kakao, jordnødder, friske blomster, kød, palmeolie, træ og en lang række andre landbrugsprodukter. „Afrika er en alsidig og stabil leverandør af daglige fødevarer til de udviklede lande,“ hedder det i det amerikanske blad The Nation. Under den seneste hungerkatastrofe blev britiske forbrugere chokerede da det kom frem at en del af de grøntsager og frugter de spiste stammede fra Etiopien. Det er således tydeligt at når Afrika ikke kan brødføde sig selv, skyldes det ikke tørken alene.