Landbefolkningen ignoreres

Landmænd som for eksempel etioperen Idris, der tidligere blev citeret, har behov for såsæd og enkle landbrugsredskaber. Fødevarehjælp alene er af begrænset værdi. Som det kinesiske ordsprog siger: „Giv en mand en fisk og du har gjort ham mæt én dag. Lær en mand at fiske, og du har gjort ham mæt resten af livet.“ I almindelighed får de afrikanske bønder ingen hjælp til at drive deres landbrug, selv om der i visse afrikanske lande er undtagelser.

Lige siden kolonitiden har Afrikas bedste jord været brugt til dyrkning af salgsafgrøder med henblik på eksport. Dertil kommer at store landbrugsprojekter er blevet iværksat for at producere føde til de mere velhavende byer. Det har medført at landmænd ofte er blevet forflyttet fra god jord og tvunget til at søge deres eksistensgrundlag i jord der er mindre frugtbar. Overladt til sig selv har Afrikas landboere udpint sårbare landområder ved intensiv dyrkning, overgræsning og for megen skovhugst. Derfor er store dele af det afrikanske kontinent på vej til at blive ørkenområder.

Det er ingen tilfældighed at de afrikanske lande der er hårdest ramt af hungeren, også hærges af borgerkrig. Selv om regnen i nogen grad er kommet Etiopien, Sudan og Moçambique til hjælp, hæmmes fødevareproduktionen i disse lande stadig af borgerkrig, og millioner sulter.