Men to tusind år senere var det bestemt ikke „dygtighed og moralsk habitus“ der var tungen på vægtskålen med hensyn til hvem der blev indlemmet i Europas herskende klasse. Harvard-professoren Carl J. Friedrich bemærker at „eliten i det aristokratiske England i det attende århundrede hovedsagelig påberåbte sig ædel byrd og velstand som magtgrundlag. Det samme var tilfældet i Venezia.“ Han tilføjer: „I nogle lande, for eksempel 1700-tallets Preussen, byggede elitens position på høj æt og militær dygtighed.“

Den tanke at rigets største sønner gav deres gode egenskaber i arv til deres afkom var ledetråd for fyrsternes ægteskabstransaktioner. I middelalderen mente man at adelen fra naturens hånd var bedre udrustet end menigmand. Det at gifte sig under sin stand var ensbetydende med at fortynde slægtens adelsblod og var en krænkelse af guddommelige love. Monarken måtte kun gifte sig ind i en anden fyrsteslægt. Senere blev det mere almindeligt at mene at de højere lags fortrin ganske enkelt skyldtes deres bedre muligheder, bedre skoling, højere begavelse eller større bedrifter.

Princippet om at adel forpligter skulle sikre at det aristokratiske styre fungerede. I udtrykket „adel forpligter“ ligger at der „med høj rang eller byrd følger en forpligtelse til hæderlig, storsindet og ansvarlig opførsel“. På grund af deres fortrinsstilling var de ædelbårne forpligtede til ansvarsbevidst at tjene til andres bedste. Dette princip blev hyldet i aristokratier som det gamle Sparta, hvor soldaterne var forpligtede til at ofre sig for andre, og i Japan blandt krigerkasten, samuraierne.

I de næste 1200 år var hovedparten af de europæiske stater officielt fyrstendømmer, men reelt aristokratier. De mange politiske, økonomiske og kulturelle forandringer satte deres præg på dette. Men i hele perioden var den europæiske adel magtfuld og i stand til at beholde sine jordbesiddelser og sit faste greb om de militære poster, skønt den blev stadig mere ødsel, arrogant og snylteragtig.

I 1780’erne led aristokratiet et alvorligt knæk. For at ride en finanskrise af forsøgte Ludvig XVI af Frankrig at få den franske adelsstand til at give afkald på nogle af sine skatteprivilegier. Men i stedet for at støtte kongen, modarbejdede adelen ham, i håb om at underminere monarkiet og genvinde noget af sin tabte magt. „De [aristokraterne] var utilfredse med at styret over folket blev udøvet af kongen til gavn for aristokratiet, og ønskede at styret skulle udøves af aristokratiet til gavn for aristokratiet,“ forklarer Herman Ausubel, der er professor i historie ved Columbia-universitetet.