Hvor er de troende?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I SPANIEN

„Intet er så dødbringende for religion som ligegyldighed.“

Edmund Burke, Engelsk statsmand (1729-97).

PÅ EN vindblæst steppe i det nordlige Spanien ligger den lille by Caleruega. Denne middelalderby domineres af et imponerende kloster, bygget i romansk stil. Det blev opført for 700 år siden til ære for bysbarnet Domingo de Guzmán, der grundlagde dominikanerordenen. I syv hundrede år har klosteret været beboet af nonner som har valgt at leve et stille og afsondret liv.

Klosterets tag er utæt, og de gamle mure er begyndt at smuldre. Men det der bekymrer abbedissen mere, er at selve religionen er ved at smuldre. „Da jeg kom til klosteret for næsten 30 år siden, var der 40 nonner her,“ forklarer hun. „Nu er vi kun 16. Der er ingen unge. Det religiøse kald synes at høre fortiden til.“

Forhold som dem i Caleruega ses i det meste af Europa. De skyldes ikke en pludselig bølge af antireligiøsitet, men en stadig og uafvendelig flugt. De store europæiske domkirker betjener turisterne frem for at appellere til de lokale „troende“. Den engang så stærke kirke, det være sig den protestantiske eller den katolske, bliver tvunget i knæ af ligegyldighed. Folk går mere op i verdslige end i religiøse spørgsmål — en tendens kirkens talsmænd kalder for sekularisering. Religion synes ikke at have nogen betydning mere. Kunne man forestille sig at det religiøse klima i Europa blot er en forsmag på hvad andre dele af verden vil opleve?

Hvor er kirkegængerne henne?

I Nordeuropa er dette fænomen ikke noget nyt. Kun 5 procent af de skandinaviske lutheranere går regelmæssigt i kirke. I England går blot 3 procent af anglikanerne til gudstjeneste om søndagen. Og nu synes de europæiske katolikker mod syd at følge deres nordiske naboers eksempel.

I Frankrig, der er et overvejende katolsk land, går kun hver tiende indbygger i kirke en gang om ugen. Og inden for de sidste 25 år er antallet af spaniere der betragter sig selv som „aktive katolikker“ faldet fra 83 til 31 procent. Ved en pressekonference i 1992 sagde den spanske ærkebiskop Ramon Torrella: „Det katolske Spanien eksisterer ikke; folk går til processioner i den stille uge [påskeugen] samt til julemesse, men de går ikke [til messe] hver uge.“ Da pave Johannes Paul II i 1993 besøgte Madrid, sagde han at „Spanien er nødt til at vende tilbage til sine kristne rødder“.

Den irreligiøse indstilling har påvirket både præster og lægfolk. Antallet af nyordinerede præster i Frankrig faldt i 1988 til 140 (det er ikke engang halvt så mange som i 1970), mens der i Spanien er cirka 8000 der har forladt præstestanden for at blive gift. Og mange af dem som fortsætter med at betjene deres hjorde står tvivlende over for det budskab de forkynder. Kun 24 procent af Sveriges lutherske præster føler at de „med god samvittighed“ kan prædike om himmelen og helvede, mens en fjerdedel af de franske præster endda tvivler på Jesu opstandelse.

Fornøjelser og personlig valgfrihed kommer før gudsfrygt

Hvad har taget religionens plads? I mange familier er det adspredelser. Om søndagen tager folk til stranden eller op i bjergene i stedet for at gå i kirke. „Det er kedeligt at gå til messe,“ siger Juan, en typisk spansk teenager. Gudstjenesterne kan ikke konkurrere med fodboldkampe eller koncerter, begivenheder der trækker fulde huse.

Det stadig svindende antal kirkegængere er ikke det eneste tegn på en religiøs nedgangsperiode. Mange europæere vælger og vrager mellem de religiøse idéer. I dag vil en given kirkes officielle lære sikkert kun minde ganske svagt om den overbevisning kirkens menige medlemmer har. Langt de fleste europæere, uanset om de er protestanter eller katolikker, tror ikke længere på et liv efter døden, og over halvdelen af katolikkerne i Frankrig, Italien og Spanien tror heller ikke på mirakler.

Det gejstlige hierarki synes ude af stand til at modstå den frireligiøsitet der så hastigt breder sig. Dette har været mest tydeligt i forbindelse med pavens kampagne mod fødselskontrol. I 1990 tilskyndede pave Johannes Paul II katolske apotekere til ikke at sælge svangerskabsforebyggende midler. Han hævdede at disse produkter „strider mod visse naturlove til skade for en persons værdighed“. Ligeledes hævder Catechism of the Catholic Church at „den ægteskabelige kærlighed mellem mand og kvinde er underordnet den dobbeltsidige forpligtelse til troskab og frugtbarhed“.

Trods disse kraftige formaninger tøver det katolske gennemsnitsægtepar ikke med at træffe deres egen afgørelse. Familier med mere end to børn er nu en undtagelse i Sydeuropas katolske lande. For en snes år siden var kondomer nærmest en sortbørsvare i Spanien, men nu reklameres der jævnlig for dem i fjernsynet, og kun 3 procent af de katolske kvinder i Frankrig hævder at følge den officielle katolske holdning til fødselskontrol.

Det er tydeligt at europæerne vender kirkerne og deres læresætninger ryggen. Ærkebiskoppen af Canterbury, George Carey, har malende beskrevet situationen i den anglikanske kirke: „Vi er ved at bløde ihjel, og det er et presserende problem som vi må gøre noget ved.“

Ikke siden reformationen har Europas religiøse struktur været så usikker som nu. Hvorfor er mange europæere blevet ligegyldige over for religion? Hvordan ser religionens fremtid ud?

Hvorfor mister kirken indflydelse?

„Enhver stoiker var stoiker, men hvor er der en kristen blandt de kristne?“

Ralph Waldo Emerson, Amerikansk forfatter (1803-82).

„JEG er katolik, men ikke aktiv,“ fortæller en ung mor. En teenager tilføjer: „Religion siger mig bare ingenting.“ Sådanne udtalelser er typiske for den yngre generation af europæere. Skønt deres forældre, eller måske snarere deres bedsteforældre, stadig er kirkegængere, er troen ikke gået i arv.

Hvorfor har man forladt de religiøse sædvaner som generationer af europæere har holdt i hævd?

Frygt er ikke længere en faktor

I århundreder øvede frygten for helvede eller skærsilden en magtfuld indflydelse på Europas befolkning. Heftige prædikener og kirkemalerier der skildrede et uudslukkeligt brændende helvede fik lægfolket til at tro at kun gudfrygtig kirkegang kunne frelse det fra den evige fortabelse. Catechism of the Catholic Church siger endvidere at „kirken pålægger de troende ’at tage del i den guddommelige liturgi på søndage og helligdage’“.a I landområderne var der også et betragteligt socialt pres — det forventedes at alle mødte op i kirken om søndagen.

Men tiderne har ændret sig. Nu føler folk at de har frihed til at gøre som de vil. Frygt er ikke længere en faktor. Helvedeslæren er stille og roligt blevet gemt af vejen, fordi de fleste katolikker i Europa alligevel ikke tror på den.

I praksis anses det heller ikke for at være en særlig alvorlig „synd“ at springe søndagsmessen over. Tirso Vaquero, en katolsk præst i Madrid, indrømmer: „Hvis en katolik ikke kommer til messe en søndag, er vi oprigtigt kede af det fordi han er gået glip af en lejlighed til at tale med Gud og sine brødre, ikke fordi han har begået en synd. Det kommer i anden række.“

Frygten er altså ikke længere en drivkraft. Hvad med kirkens og dens lederes moralske autoritet — kan den beordre flokken til at vise loyalitet?

Autoritetskrise

Mangelen på religiøs frygt er faldet sammen med en mærkbar forringelse af kirkens moralske holdning. „I århundreder har vi haft . . . mange morallærere men meget få moralske lærere,“ klager den italienske historiker Giordano Bruno Guerri. Denne mangel på moralske ledere kom tydeligt til udtryk i de to verdenskrige der hærgede kristenheden. Kirkerne i Europa kunne intet gøre for at hindre deres medlemmer i at tage del i blodsudgydelserne. Og hvad værre var — kirkerne blev aktivt involveret i krigen, på begge sider.

„Den første verdenskrig, en borgerkrig mellem kristne sekter, indledte en tragisk og skamfuld periode for kristendommen,“ bemærker historikeren Paul Johnson. „Den anden verdenskrig rettede nogle endnu kraftigere stød mod kristentroens moral end den første gjorde. Den synliggjorde kirkernes tomhed i Tyskland, dér hvor reformationens vugge stod, samt pavestolens fejhed og selviskhed.“

Vatikanets konkordater med Hitlers naziregime og de fascistiske regeringer i Mussolinis Italien og Francos Spanien har også skadet kirkens moralske autoritet. Prisen for at have benyttet sådanne politiske midler har i det lange løb været at kirken har mistet sin troværdighed.

Forholdet mellem kirke og stat

I det 20. århundrede har de fleste europæiske lande omsider kappet forbindelsen mellem kirke og stat. Ja, intet større europæisk land anerkender nu katolicismen som dets officielle religion.

Skønt de større kirker måske stadig er statsstøttede, har de mistet den politiske indflydelse de tidligere havde. Ikke alle gejstlige har kunnet affinde sig med dette. Den fremtrædende spanske jesuit José María Díez-Alegría mener at „lederne af [den katolske kirke] tror — og mange af dem i al oprigtighed — at de ikke kan udøve deres præstetjeneste uden en menneskelig platform af ’magt’“.

Men denne ’menneskelige platform af „magt“’ er faldet sammen. Det fremgår af det der er sket i Spanien, som indtil 1975 havde en „national-katolsk“ regering. I de senere år har det spanske hierarki haft en løbende debat med den socialistiske regering om kirkens midler. Biskoppen af Teruel i Spanien har for nylig beklaget sig til sine sognebørn over at han føler sig „forfulgt som katolik“, fordi den spanske regering ikke yder tilstrækkelig økonomisk støtte til kirken.

I 1990 udtalte de spanske biskopper at det spanske samfund var ude i „en alvorlig moralsk og samvittighedsmæssig krise“. Hvem gav de skylden for denne ’moralske krise’? Biskopperne hævdede at en af hovedårsagerne var den „uklare holdning som ofte bliver fremmet af den offentlige administration [den spanske regering].“ Åbenbart forlanger biskopperne at regeringen fremmer den katolske ideologi og støtter kirken økonomisk.

Lever de gejstlige efter det de prædiker?

Den katolske kirkes enorme rigdom har altid været et kildent emne for præster der tjener i fattige sogne. Det var endnu mere pinligt da Vatikanbanken blev involveret i hvad tidsskriftet Time kaldte „den alvorligste finansskandale i efterkrigstidens Italien“. I 1987 udstedte italienske dommere arrestordre mod en ærkebiskop og to andre af Vatikanets bankfunktionærer. På grund af Vatikanets særlige suveræne status undgik de anklagede imidlertid arrestation. Vatikanbanken insisterede på at der ikke var begået nogen fejl, men det lykkedes ikke at udviske det indtryk at kirken ikke praktiserer hvad den prædiker. — Jævnfør Mattæus 23:3.

Udbredt medieomtale af utilladelige kønslige forhold har gjort endnu større skade. I maj 1992 bad en irsk biskop, der i øvrigt var kendt for at bifalde cølibatet, sit bispedømme om at „tilgive ham“ og „bede for ham“. Han blev tvunget til at trække sig tilbage da det kom frem at han var far til en 17-årig dreng og at han havde brugt kirkens midler til at betale for hans uddannelse. En måned tidligere trådte en katolsk præst frem i tysk fjernsyn sammen med sin „ledsager“ og deres to børn. Han sagde at han ønskede at „indlede en debat“ om de hemmelige forhold som mange præster har.

Skandalerne efterlader sig tydelige spor. I sin bog Gli italiani sotto la Chiesa (Italienerne under kirken) hævder historikeren Guerri at „kirken i århundreder har chokeret italienerne“. Et af resultaterne, siger han, er „udviklingen af en udbredt harme over præsteskabet, selv blandt de troende“. Forargede katolikker føler sig måske fristet til at spørge de gejstlige om det samme som apostelen Paulus spurgte romerne om: „Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler da vel ikke selv? Du, som siger, at man ikke må bryde ægteskabet, hvad gør du selv?“ — Romerne 2:21, 22, Seidelin.

Kløften mellem de gejstlige og lægfolket

Et mindre synligt men nok mere alvorligt problem er kløften mellem de gejstlige og lægfolket. Hyrdebreve fra biskopperne synes at være noget der irriterer sognebørnene snarere end noget de retter sig efter. En spansk undersøgelse har vist at kun 28 procent af de adspurgte „kunne gå ind for det biskoppen sagde“. En tilsvarende procentdel var „fuldstændig ligeglade“, og 18 procent sagde at de „ikke kunne forstå hvad [biskopperne] talte om“. Ærkebiskop Ubeda af Mallorca i Spanien indrømmer: „Vi biskopper må tage vor del af ansvaret for afkristningen, som virkelig er et faktum.“

Lægfolket fremmedgøres endvidere ved at der mangler et klart bibelsk budskab. Ifølge The Catholic Herald har „mange præster [i Frankrig] valgt at være politisk aktive for at være ’relevante’“, skønt mange af deres sognebørn hellere så at de koncentrerede sig om de åndelige anliggender. Den italienske præst og sociolog Silvano Burgalassi indrømmer: „Måske har de [unge] trukket sig bort fra Gud på grund af vores dårlige eksempel. Vi har givet dem et ’potpourri’ af kompromis, religion og forretning, selviskhed og falskneri.“ Forståeligt nok har præsterne mistet deres status i samfundet. „Jeg er katolik, men jeg tror ikke på præsterne,“ er en udtalelse man ofte hører fra spanske katolikker.

Nogle katolikker tror ikke på præsterne, andre står meget tvivlende over for kirkens læresætninger, især de dogmer de finder urimelige eller umulige at følge.

Ubegribelige læresætninger

Et tydeligt eksempel på dette er den katolske lære om et brændende helvede. Catechism of the Catholic Church forklarer: „Kirkens lære bekræfter eksistensen af et helvede som er evigt.“ Ikke desto mindre viser nylige undersøgelser at kun en fjerdedel af de franske katolikker og en tredjedel af deres spanske trosfæller tror på et helvede.

Når det gælder moralske spørgsmål synes europæerne ligeledes at være „gør-det-selv-kristne“. Mimmi, en svensk teenager som er lutheraner, mener at moralske spørgsmål, som for eksempel om man vil have børn uden at være gift, er „noget man selv må afgøre“. De fleste katolikker i Frankrig ville erklære sig enige i dette. I livets vigtige spørgsmål siger 80 procent at de ville følge deres egen overbevisning frem for kirkens lære.

Førhen havde kirken magt til at bremse enhver afvigende tanke. Fra Vatikanets synspunkt har det ikke ændret sig meget. Føromtalte katekismus fastholder at „alt hvad der er blevet sagt om måden at tolke Skriften på, udelukkende er en sag som kirken skal dømme om“. Der er imidlertid ikke megen støtte til denne autoritære holdning. „Striden om autoritet fortsætter ubehersket,“ klager Antonio Elorza, der er spansk professor i politiske studier. „Kirken foretrækker at bygge et muromkranset tårn der helliger ægtheden af dens tradition i historiens lys.“ Uden for dette muromkransede tårn svinder kirkens autoritet og indflydelse fortsat.

Den religiøse ligegyldighed skyldes ikke blot åndeligt forfald, men også samfundsmæssige forhold. Forbrugersamfundet disker op med et væld af muligheder for at blive underholdt og adspredt, og de fleste europæere har både lyst og råd til at tage del i disse ting. At tage i kirke søndag formiddag synes at være et kedeligt alternativ. Desuden lader det ikke til at gudstjenesterne dækker folks åndelige behov.

Intet tyder på at den traditionelle religion vil genvinde magten over den europæiske hjord. Er religion en svunden magtfaktor der er dømt til udslettelse?