„Omgående evakuering!“

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Japan

Ti tusind mennesker forflyttet på én nat

DER blev givet ordre til omgående evakuering. Efter det voldsomme udbrud fra vulkanen Mihara den 21. november 1986 fik de ældre beboere på Oshimas alderdomshjem besked på at søge tilflugt på en skole. Skønt personalet på hjemmet havde været forberedt på at evakuere beboerne lige siden vulkanen var blevet aktiv nogle få dage tidligere, indtraf dette udbrud med en sådan pludselighed den eftermiddag at de havde vanskeligt ved at følge evakueringsplanen.

„Vi tænkte ikke engang på at bruge de bårer vi havde gjort klar,“ fortæller Kazuko, der hører til alderdomshjemmets personale. „Vi tog de ældre i vore arme eller bar dem på ryggen til de to busser som kommunen havde stillet til rådighed ved rømningen af alderdomshjemmet. Busserne blev snart fyldt, hvorefter de resterende måtte transporteres med lastbil.“

De ældre mennesker blev kørt til havnen, hvor de blev bragt om bord på et søredningsskib der skulle føre dem i sikkerhed, bort fra øen. De var blandt de første af de mere end ti tusind øboere og turister der skulle evakueres.

Jordrystelser og vulkanudbrud

Vulkanen Mihara på øen Izu-Oshima, almindeligvis blot kaldet Oshima, er en af de fire aktive vulkaner i Japan man holder nøje opsyn med. Denne vulkan har været kendt for sin svage aktivitet. Den 15. november 1986 kom den imidlertid i udbrud, kun to uger efter at man på en konference havde erklæret vulkanen for sikker. Udbruddet fra krater nr. 1 (se kortet på side 6) blev stadig voldsommere. Lavaen flød ud over kraterets inderste kant og fyldte vulkanens caldera. Den 21. november blev øboerne forskrækket over et nyt uventet udbrud. Et nyt krater blev dannet. Derefter kom der udbrud fra revner i jorden, hvorfra fontæner af ild rejste sig mere end 100 meter op i luften. Nye ildfontæner skød op efterhånden som flere revner åbnede sig på bjergsiden.

Folk der allerede var urolige på grund af vulkanudbruddene, blev endnu mere skræmte da øen i løbet af en time blev ramt af ikke færre end 80 jordrystelser. Lavaen begyndte at strømme ud over kraterets yderste kant og snoede sig ned ad bjergsiden i retning ad Motomachi, det tættest beboede område på Oshima. Denne lavastrøm fik borgmester Hidemasa Uemura til at beordre evakuering af beboerne i Motomachiområdet. På det tidspunkt anså man Habuområdet på den sydlige del af øen for at være sikkert.

En paddehattesky viser sig

„Vi var ved at drikke te,“ fortæller Jiro Nishimura, den eneste ældste i Izu-Oshima-menigheden af Jehovas Vidner. „Så rystedes alt pludselig af en kæmpemæssig eksplosion. Da jeg gik udenfor så jeg over Mihara en paddehattesky som efter en atombombeeksplosion. Jeg var straks klar over at dette ikke var et almindeligt vulkanudbrud. Der lød en meddelelse over kommunekontorets højttaler, men jeg kunne ikke høre hvad der blev sagt, så jeg ringede til kommunekontoret. De oplyste at det endnu ikke var nødvendigt at evakuere indbyggerne i Motomachiområdet. Jeg mente at vi gjorde klogt i at få noget at spise, så min kone lavede nogle risboller. Men endnu før jeg var færdig med at spise min første risbolle blev der udsendt ordre til også at evakuere vores område.

Alle fem, deriblandt min 90-årige svigermoder, søgte vi ned til parkeringspladsen ved havnen i Motomachi. Folk stod i kø for at komme om bord på skibene der skulle bringe dem væk fra øen. Køen var meget lang, men eftersom min svigermoder var gammel og ikke kunne tage af sted alene, fik vi tilladelse til at gå om bord på et skib der afgik tidligere mod Atami.“

For nogle var det overordentlig svært at skulle forlade den ø de var så stærkt knyttet til. Den 84-årige akupunktør ved alderdomshjemmet på Oshima, Kichijiro Okamura, havde boet på Oshima i 40 år. Han fortæller: „Jordrystelserne var meget kraftige, men jeg tænkte at det nok gik alligevel og ville vente nogle dage for at se hvordan tingene udviklede sig. Jeg er så vant til vulkanudbrud og jordrystelser, og derfor var jeg ikke særlig bekymret. Jeg var overbevist om at det efterhånden ville stilne af. Men redningsmandskabet tvang mig til at følge med.“ Okamura forlod øen sammen med sin kone Yoshie, deres to døtre og fire børnebørn.

Hele øen evakueres

I begyndelsen truede lavastrømmen kun den nordlige del af øen. Nogle af indbyggerne i Motomachiområdet blev transporteret til Habuområdet. Indbyggerne på den sydlige del af øen blev kun opfordret til at samles på skolerne.

„Jeg havde bare to tæpper og denne taske,“ fortæller Kaoko Hirakawa, der søgte tilflugt på Nomashi-gymnasiet ved femtiden om eftermiddagen. „Jeg troede at det blot ville vare natten over.“ Kaokos mand, Rinzo, var bekymret for sine syge forældre, der boede i nærheden af det nye krater. Derfor kørte de af sted i bil for at hente dem. „Jordrystelserne var enorme,“ fortæller Rinzo. „Det føltes som at sidde i en båd. Lige da vi havde fået mine forældre ind i bilen indtraf der et udbrud kun nogle få kilometer fra deres hjem.“ Det lykkedes dem at nå frem til Nomashi-gymnasiet, men senere fik de besked på at flytte til Habu.

Om aftenen klokken 22.50, gav byens borgmester dog ordre til at hele øen skulle evakueres. „Vi søgte tilflugt på en skole i Habu,“ fortæller fru Tamaoki, „hvorefter vi fik besked på at gå ned til havnen. Men havnen i Habu er for lavvandet til at større skibe kan gå ind, så vi måtte transporteres med bus til Motomachi, hvor vi kom om bord på et skib der skulle sejle til Tokyo.“

Klokken 5.55 næste morgen, den 22. november, var evakueringen af de mere end ti tusind øboere og turister afsluttet, da borgmesteren og embedsmændene gik om bord på det sidste skib. Alle på Izu-Oshima var blevet evakueret fra øen i løbet af kun fem timer efter det store udbrud. Alt i alt foregik redningsaktionen velordnet og gnidningsløst, takket være de kommunale embedsmænd, fragtfirmaet der sendte skibe til Oshima, og den villige samarbejdsånd øboerne udviste. På få undtagelser nær adlød de alle straks ordren til evakuering. Kun nogle få hundrede politimænd, brandmænd og andre udstationerede blev på øen, tillige med et lille antal der nægtede at lade sig evakuere.

DE FØRSTE skibe med evakuerede anløb havnene langs Izuhalvøen om aftenen den 21. november. Senere besluttede man at sende de evakuerede til Tokyo, eftersom Oshima er underlagt Tokyos bystyre, der i samarbejde med regeringen tog initiativ til at organisere nødhjælpen. Der blev også iværksat nødhjælpsarbejde af Jehovas vidner i Izu- og Tokyoområderne samt fra deres afdelingskontor i Ebina, der ligger kun 80 kilometer fra vulkanen Mihara.

Da de almindelige fjernsynsprogrammer blev afbrudt af meldinger om vulkanudbruddet, blev de Jehovas vidner der bor i disse områder meget bekymrede for deres åndelige brødre og søstre ude på øen. Nogle brødre, deriblandt Nobumasa Obata fra Itomenigheden, satte sig i forbindelse med Jehovas vidner i Izuområdet og traf foranstaltninger til at modtage deres evakuerede trosfæller. Klokken 18.30 samme dag var der Jehovas vidner til stede i alle havnene på Izuhalvøen og ved Atami, forberedt på at tage imod deres trosfæller fra Oshima.

Da Jiro Nishimura sammen med fire andre ankom til Atami ved titiden samme aften havde nogle Jehovas vidner taget opstilling på anløbsbroen med bladene Vagttårnet og Vågn op!, parate til at tage imod dem. Eftersom myndighederne endnu ikke havde besluttet hvad der skulle ske, fik de evakuerede lov til at tage hen hvor de ville. De tog straks af sted til Yugawara, hvor broder Nishimuras søn tjener som ældste i den lokale menighed. Her blev de installeret i en lejlighed der kom til at tjene som kontaktcenter for de evakuerede fra Oshimamenigheden.

Udvalget på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Ebina trådte sammen den følgende morgen klokken otte og besluttede omgående at sende to repræsentanter fra Selskabet til Izuområdet og to til Tokyoområdet for at organisere nødhjælpsarbejdet.

Mens Selskabets repræsentanter drøftede organiseringen af nødhjælpsarbejdet med broder Nishimura, ankom broder Mitsuo Shiozaki med nødforsyninger fra menigheden i Numazu. De evakuerede var navnlig glade for at få tøj, for mange af dem havde ikke andet end det de gik og stod i. De var også meget taknemmelige for den mad de fik.

Der blev nedsat udvalg i Izu og Tokyo til at bistå medlemmerne af Oshimamenigheden med økonomisk hjælp. Disse udvalg skulle også sørge for at de evakuerede fik deres åndelige behov dækket.

Nødhjælpsarbejdet i Tokyo

Den 21. november ved 22-tiden, efter at nogle skibe med evakuerede var afgået mod byerne på Izuhalvøen, gav myndighederne i Tokyo ordre til at de evakuerede skulle transporteres til Tokyo. Yoshio Nakamura, der tjener som ældste i Mitamenigheden af Jehovas Vidner i Tokyo, blev bedt om at organisere nødhjælpsarbejdet dér. Broder Nakamuras lejlighed blev således hovedkvarter for nødhjælpsarbejdet i Tokyo.

Broder Nakamura bad nogle fra sin egen menighed og fra Shinagawamenigheden om at hjælpe ham. Ved totiden om natten tog ti af disse af sted til de anløbsbroer hvor skibene fra Oshima efter planen skulle lægge til. Brødrene var forsynet med skilte hvorpå der stod: „Medlemmer af Oshimamenigheden af Jehovas Vidner, henvend jer til os!“

Disse brødre gik frem og tilbage mellem de to anløbsbroer hvor skibene lagde til, indtil det sidste skib var i havn — men da var klokken også over ti lørdag formiddag. Nogle brødre fra Chuomenigheden tog også til en anden anløbsplads hvor der ankom skibe fra Oshima. Eftersom vennerne i Tokyo ikke vidste på hvilke skibe deres trosfæller befandt sig, bestræbte de sig for at møde op ved samtlige skibe som anløb Tokyo.

Kazuyuki Kawashima beretter: „Jehovas Vidner var den eneste gruppe der havde sendt repræsentanter ud for at tage imod deres trosfæller på anløbsbroen. Af ikkereligiøse grupper var kun lærerforeningen repræsenteret ved modtagelsen af de evakuerede.“

Ved aftenstid lørdag havde medlemmer fra Mita- og Shinagawamenighederne frivilligt indsamlet tøj og andre fornødenheder, der omgående blev fordelt blandt deres åndelige brødre fra Oshima. Vennerne fyldte disse forsyninger i en varevogn og kørte rundt til de steder hvor deres evakuerede medtroende opholdt sig. Både Jehovas vidner fra Oshima og udenforstående der opholdt sig sammen med dem nød godt af disse nødhjælpsforsyninger.

Opmuntret af andres omsorg

Et af de evakuerede Jehovas vidner fortæller: „Da vi forlod Oshima vidste vi ikke hvad der skulle blive af os. Men da vi gik fra borde fik vi øje på et skilt hvor der stod ’Jehovas Vidner’. Det var fantastisk! Min kone næsten græd af lettelse over at vore brødre var kommet for at møde os dér på anløbspladsen.

Næppe var vi ankommet til sportshallen i Kotodistriktet og havde ringet til broder Nakamura før afdelingskontorets repræsentanter mødte op for at opmuntre os. Al denne omsorg rørte os dybt, og vi kunne ikke finde ord for vores taknemmelighed.“

I ugens løb besøgte medlemmer af udvalgene for nødhjælpsarbejdet alle de steder hvor deres trosfæller opholdt sig for at danne sig et skøn over deres behov. De konstaterede at de lokale menigheder sørgede godt for deres evakuerede trosfæller. Hver dag inviterede flere af menighedernes medlemmer også nogle der ikke var tilknyttet deres trossamfund hjem til sig til et måltid mad. De nødstedte værdsatte meget denne omsorg fra nogle som de slet ikke havde kendt før katastrofen.

Denne evakueringsaktion gik som den skulle fordi der blev advaret på bedste måde og fordi folk gav agt på advarslerne.