Det gode mod det onde — en ældgammel kamp

I DE film der blev vist ’i gamle dage’ besejrede helten altid den onde skurk. Men så enkel har virkeligheden aldrig været. I virkelighedens verden synes det onde alt for ofte at sejre over det gode.

Ondskabens spøgelse ses hver aften i nyhedsudsendelserne. En mand fra Milwaukee i det nordlige USA myrdede 11 mennesker og skjulte resterne af deres skamferede kroppe i sin fryser. Nede i Texas i den modsatte ende af landet kørte en mand direkte ind i et cafeteria og skød omkring sig i ti minutter. I alt 23 døde, deriblandt han selv. I Korea trængte en modstander af Jehovas Vidner ind i en rigssal og satte ild til — fjorten Jehovas vidner omkom.

Og det er ikke kun sådanne sporadiske udbrud af ondskab der forekommer; også en anden rædselsvækkende form for ondskab ses — folkedrab. Således skal én million armeniere, seks millioner jøder og over én million cambodjanere være blevet udryddet under racebestemte og politiske udrensninger alene i dette århundrede. Såkaldte etniske udrensninger har ramt mange i det tidligere Jugoslavien. Og ingen ved hvor mange millioner uskyldige mennesker i verden der har været udsat for tortur.

Tragedier som disse tvinger os til at stille det ubehagelige spørgsmål: Hvorfor handler mennesker på den måde? Vi kan ikke affærdige disse grusomheder ved at sige at det kun er nogle få sindsforvirrede personer der begår dem. Nej, selve det omfang ondskaben har fået i vort århundrede modsiger en sådan forklaring.

En ond gerning defineres som en gerning der er moralsk forkert. Det er en handling der udøves af en der kan vælge mellem at gøre det gode og at gøre det onde. På en eller anden måde får personens moralske dømmekraft slagside, og det onde vinder. Men hvorfor og hvordan sker det?

Religiøse forklaringer på det ondes eksistens er ofte utilfredsstillende. Den katolske filosof Thomas Aquinas hævdede at „hvis Gud ikke tillod det onde, ville mange gode ting ikke eksistere“. Mange protestantiske filosoffer har lignende synspunkter. For eksempel betragtede Gottfried Leibniz, ifølge The Encyclopædia Britannica, ondskaben som „en ren og skær igangsætter for det gode i verden, som derved fremhæves på grund af kontrasten“. Med andre ord troede han at vi har brug for det onde for at kunne værdsætte det gode. Det svarer til at man fortalte en kræftpatient at hans sygdom er lige det der skal til for at få andre mennesker til at føle sig rigtig levende og godt tilpas.

Onde tilbøjeligheder må komme et sted fra. Stammer de indirekte fra Gud? Bibelen giver svaret: „Lad ingen sige når han prøves: ’Jeg prøves af Gud.’ Med ondt kan Gud nemlig ikke prøves, og selv prøver han ingen med noget ondt. Men hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd.“ (Jakob 1:13-15) En ond gerning fødes altså når et ondt ønske får lov til at udvikle sig i stedet for at det bliver afvist. Men det er kun en del af problemet.

Bibelen forklarer at onde ønsker skyldes at menneskeheden har en grundlæggende fejl — den nedarvede ufuldkommenhed. Apostelen Paulus skrev: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) Det er den nedarvede synd der gør at selviskhed i vore tanker kan tage magten fra det gode i vort sind, og at grusomhed kan tilsidesætte barmhjertighed.

Selvfølgelig ved de fleste mennesker instinktivt at visse handlinger er forkerte. Deres samvittighed — eller som Paulus siger det: ’lovens indhold som er skrevet i deres hjerter’ — afholder dem fra at begå en ond handling. (Romerne 2:15) Men et kriminelt miljø kan undertrykke sådanne følelser, og samvittigheden kan blive svækket hvis den gentagne gange bliver ignoreret.a — Jævnfør Første Timoteusbrev 4:2.

Kan menneskets ufuldkommenhed alene forklare vor tids udbredte ondskab? Historikeren Jeffrey Burton Russell siger: „Det er sandt at der er noget ondt i os alle; men selv om man lagde et stort antal menneskers ondskab sammen, ville det ikke være nok til at forklare et Auschwitz . . . Ondskab i den målestok ser ud til at være noget helt for sig, både kvalitativt og kvantitativt.“ Hvorfra stammer denne ondskab der kvalitativt er „noget helt for sig“? Det pegede Jesus Kristus på.

Jesus fortalte lige inden sin død at de mænd der planlagde at dræbe ham, ikke udelukkende handlede ud fra deres egen vilje. En usynlig kraft stod bag. Han sagde til dem: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham.“ (Johannes 8:44) Ja, Djævelen, som Jesus kaldte „denne verdens hersker“, har tydeligvis en fremtrædende rolle med hensyn til at anstifte ondskab. — Johannes 16:11; 1 Johannes 5:19.

Både menneskelig ufuldkommenhed og satanisk indflydelse har i tusinder af år medført stor lidelse. Og der er ikke noget der tyder på at disse faktorers greb om menneskene er blevet løsnet. Er ondskaben kommet for at blive? Eller vil det gode til sidst besejre det onde?

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 2]

Forsidefoto: U.S. Army

[Kildeangivelse på side 3]

Foto: U.S. Army

Vil det gode nogen sinde besejre det onde?

FOR knap to tusind år siden blev den uskyldige Jesus Kristus dømt til døden. Onde mænd lagde råd op om at dræbe ham fordi han sagde sandheden. Han blev falskeligt anklaget for at have tilskyndet til oprør, og folkemængden krævede ham henrettet. En romersk embedsmand der vurderede sin egen politiske karriere højere end en ydmyg tømrers liv, dømte Jesus til en grusom død. Umiddelbart så det ud til at det onde havde sejret.

Aftenen før Jesus skulle henrettes havde han imidlertid sagt til sine disciple: „Jeg har besejret verden.“ (Johannes 16:33) Hvad mente han med det? Blandt andet at det onde i verden hverken havde gjort ham bitter eller fået ham til at give igen med samme mønt. Verden havde ikke presset ham ind i en ond form. (Jævnfør Romerne 12:2, Phillips.) Selv da han var ved at dø bad han for sine bødler: „Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.“ — Lukas 23:34.

Jesus viste lige til sin død at det onde kan besejres. Han opfordrede sine disciple til personligt at kæmpe mod det onde. Hvordan kan de gøre det? Ved at følge Bibelens råd om ’ikke at gengælde nogen ondt med ondt’, og ved ’til stadighed at overvinde det onde med det gode’, som Jesus selv havde gjort. (Romerne 12:17, 21) Men kan det lade sig gøre at følge disse råd, og nytter det?

I Dachau

Else, en tysk kvinde der var indespærret i Dachau, gav en uvurderlig gave til en 14-årig russisk pige. Gaven var tro og håb.

Dachau var en berygtet koncentrationslejr hvor tusinder blev ombragt i gaskamre, og hundreder, deriblandt denne unge russiske pige, blev underkastet grusomme lægelige eksperimenter. Dachau syntes at være indbegrebet af ondskab. Men selv i dette golde miljø kunne det gode spire og endda bære mangfoldig frugt.

Else havde ondt af denne unge teenagepige som var blevet tvunget til at se sin moder blive voldtaget af SS-vagterne. Med sit eget liv som indsats søgte Else derfor at finde lejligheder hvor hun kunne fortælle pigen om det gode og det onde og om Bibelens håb om en opstandelse. Hun lærte sin unge veninde at vise kærlighed i stedet for had. Og den russiske pige overlevede grusomhederne i Dachau takket være Else.

Alt dette gjorde Else fordi hun ønskede at følge Kristi uselviske eksempel. Som et af Jehovas vidner havde hun lært ikke at gengælde ondt med ondt, og hendes tro bevægede hende til at hjælpe andre til at have samme indstilling. Selv om hun gennemgik store lidelser i Dachau, vandt hun en moralsk sejr over et ondt regime. Og hun var ikke den eneste der gjorde det.

Paul Johnson siger i sin bog A History of Christianity: „[Jehovas Vidner] nægtede at samarbejde på nogen måde med den nazistiske stat, hvilken de fordømte som helt igennem ond. . . . Syvoghalvfems procent blev forfulgt på en eller anden måde.“ Havde de kæmpet forgæves? I bogen Values and Violence in Auschwitz siger den polske sociolog Anna Pawełczyńska om Vidnerne: „Denne lille gruppe fanger udgjorde ideologisk set en fast sammentømret enhed, og de sejrede i deres kamp mod nazismen.“

For de fleste af os er den største kamp dog nok den vi kæmper mod noget negativt i os selv snarere end noget ondt udefra. Det er en kamp mod os selv.

Vind kampen mod onde tendenser

Apostelen Paulus beskriver denne kamp på følgende måde: „Det gode som jeg gerne vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det praktiserer jeg.“ (Romerne 7:19) Paulus havde selv oplevet at det ikke altid faldt ham let at gøre det gode.

Eugenioa var en ung spanier der i to lange år kæmpede mod negative tilbøjeligheder. Han forklarer: „Jeg måtte være meget hård mod mig selv. Lige fra en tidlig alder havde jeg umoralske tendenser. Som teenager deltog jeg villigt i homoseksuelle orgier, og jeg nød ærlig talt denne livsform.“ Hvad var det der til sidst gav ham lyst til at ændre sig?

„Jeg ville gerne behage Gud, og jeg lærte ud fra Bibelen at han ikke billigede den måde jeg levede på,“ siger Eugenio. „Derfor besluttede jeg at ændre mig og begynde at følge Guds retningslinjer. Hver dag måtte jeg kæmpe mod negative, smudsige tanker der stadig vældede frem i mit sind. Men jeg var besluttet på at vinde denne kamp, og jeg bad uophørligt Gud om hjælp. Efter to år var det værste overstået, selv om jeg stadig må være streng mod mig selv. Men det var kampen værd. Nu har jeg selvrespekt, et godt ægteskab, og frem for alt et godt forhold til Gud. Jeg ved af egen erfaring at onde tanker kan forjages inden de bærer frugt, hvis man virkelig gør en indsats.“

Det gode besejrer det onde hver gang en ond tanke afvises, hver gang vi nægter at gengælde ondt med ondt. Sådanne sejre har stor betydning, men de fjerner ikke de to hovedårsager til ondskaben. Uanset hvor ihærdigt vi prøver kan vi ikke helt overvinde vore nedarvede svagheder — og Satan vil desuden stadig øve en ond indflydelse på menneskeheden. Vil forholdene da nogen sinde ændre sig?

Djævelen tilintetgøres

Jesus tilføjede Satan et afgørende nederlag ved at være trofast til sin død. Djævelens forsøg på at bryde Jesu uangribelighed mislykkedes, og dette nederlag markerede begyndelsen til Satans endeligt. Bibelen forklarer at Jesus smagte døden for ’ved sin død at gøre Djævelen til intet’. (Hebræerne 2:14) Efter sin opstandelse sagde Jesus til sine disciple: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Mattæus 28:18) Og denne myndighed ville blive brugt til at udslette Satan.

Åbenbaringens Bog beskriver det tidspunkt da Jesus ville nedstyrte Satan fra himmelen. Denne ondskabens foregangsmand skulle sammen med sine dæmoner kastes ned i jordens nærhed. Bibelen advarer om at ondskaben ville øges som resultat heraf: „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åbenbaringen 12:7-9, 12.

Bibelens profetier peger på at denne historiske begivenhed allerede har fundet sted — omkring tidspunktet for den første verdenskrig.b Det forklarer den markante forøgelse af ondskaben som vi har været vidne til i vor tid. Men snart vil Satan blive kastet i „afgrunden“, så han ikke længere kan øve indflydelse på nogen. — Jævnfør Åbenbaringen 20:1-3.

Hvad vil det betyde for menneskeheden?

„Der gøres ej ondt“

Som konge i Guds rige vil Jesus snart benytte sin ’myndighed over jorden’ til at igangsætte et åndeligt oplæringsprogram. Der siges i Esajas 26:9 at ’den frugtbare jords indbyggere vil lære retfærdighed’. Resultaterne vil være synlige for enhver. Bibelen forsikrer os: „De vil ikke volde skade [der gøres ej ondt, da. aut. 1931] eller forårsage ødelæggelse . . . for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ — Esajas 11:9.

Selv nu kan mange af vore onde tilbøjeligheder overvindes. Og når den dæmoniske indflydelse er fjernet vil det helt sikkert blive meget nemmere at „vende sig fra ondt og gøre godt“. — 1 Peter 3:11.

Vi har et solidt grundlag for at tro at det gode vil besejre det onde, for Gud er godheden selv, og med hans hjælp kan de der ønsker at praktisere det gode overvinde det onde, som Jesus beviste ved sit eget eksempel. (Salme 119:68) De der nu er villige til at bekæmpe det onde, kan se frem til at leve på en renset jord der styres af Guds rige, en regering hvis mål er at fjerne ondskaben for evigt. Salmisten beskriver resultatet: „Loyal hengivenhed og sandhed har mødt hinanden; retfærdighed og fred har kysset hinanden. Sandheden spirer frem af jorden, og retfærdigheden ser ned fra himmelen.“ — Salme 85:10, 11.

[Fodnoter]