Myte nr. 1. Mutationer giver det råmateriale der er nødvendigt til dannelse af nye arter. Læren om makroevolution bygger på den antagelse at mutationer – vilkårlige forandringer i den genetiske kode i planter og dyr – ikke alene kan føre til nye arter, men også til helt nye familier af planter og dyr.¹⁹

Fakta. Mange detaljer i planter og dyr bestemmes af de oplysninger der findes i deres genetiske kode, de arbejdstegninger der ligger i cellekernen.c Forskere har iagttaget at mutationer godt kan medføre ændringer i planters og dyrs afkom. Men kan mutationer også frembringe helt nye arter? Hvad har de sidste 100 års arvelighedsforskning vist?

I slutningen af 1930’erne antog forskere med stor begejstring en ny tanke. De havde i forvejen den opfattelse at naturlig selektion – som går ud på at den organisme der er bedst egnet til sit miljø, har den største chance for at overleve og formere sig – kunne frembringe nye plantearter gennem vilkårlige mutationer. Derfor mente de nu at kunstig selektion af mutationer, altså en udvælgelse styret af mennesker, kunne gøre det samme, blot mere effektivt. “Der bredte sig en euforisk stemning blandt biologer og især blandt plante- og dyreavlere,” siger Wolf-Ekkehard Lönnig, en forsker fra Max Planck-instituttet i Tyskland.d Hvorfor gjorde der det? Lönnig, som gennem 30 år har forsket i plantemutationer, forklarer: “Forskerne mente at tiden var inde til at revolutionere den traditionelle metode at avle planter og dyr på. De troede at de ved at fremprovokere og udvælge gavnlige mutationer kunne frembringe nye og bedre planter og dyr.”²⁰ Nogle håbede faktisk på at frembringe helt nye arter.

Videnskabsfolk i USA, Asien og Europa fik rigelige midler til iværksættelse af programmer som man mente kunne fremskynde denne udvikling. Hvilke resultater havde de opnået efter 40 års intensiv forskning? “Trods enorme udgifter endte forsøget på at fremavle mere ydedygtige varieteter ved bestråling [for at fremkalde mutationer] som en stor fiasko,” siger forskeren Peter von Sengbusch.²¹ Og Lönnig tilføjer: “I 1980’erne havde euforien blandt forskere i hele verden lagt sig, og deres forhåbninger var bristet. Mutationsavl som en særskilt forskningsgren blev opgivet i de vestlige lande. Stort set alle mutanter ... døde eller var svagere end de naturlige varieteter.”e

Ikke desto mindre har 100 års forskning og især de sidste 70 års forskning i mutationsavl sat forskere i stand til at drage nogle konklusioner om hvorvidt mutationer kan frembringe nye arter. Efter at have undersøgt vidnesbyrdene konkluderer Lönnig: “En oprindelig art [af planter eller dyr] kan ikke omdannes til en helt ny art gennem mutationer. Denne konklusion stemmer med samtlige forsøg og resultater inden for mutationsforskning i det 20. århundrede og med al sandsynlighedsregning.”

Altså: Kan mutationer forårsage at én art udvikler sig til en helt anden art? Alle vidnesbyrd svarer nej. Lönnig er gennem sin forskning nået til den konklusion at “arter som adskiller sig genetisk fra andre arter, har grænser som vilkårlige mutationer ikke kan ophæve eller overskride”.²²

Hvad betyder alt dette? Jo, hvis højtuddannede forskere ikke er i stand til at frembringe nye arter ved kunstigt at fremkalde og udvælge gunstige mutationer, må man spørge om en fornuftløs proces kunne gøre det bedre. Hvis en oprindelig art ikke kan udvikle sig til en helt ny art som følge af mutationer – hvad forskningen altså viser – hvordan skulle en makroevolution så kunne finde sted?