Kan der opstå nye arter som følge af mutationer?

Mange detaljer i planter og dyr bestemmes af de oplysninger der findes i deres genetiske kode, de arbejdstegninger der er i hver eneste cellekerne.d Forskere har opdaget at mutationer — eller vilkårlige forandringer — i den genetiske kode kan medføre ændringer i planters og dyrs afkom. I 1946 hævdede Hermann J. Muller, nobelpristager og banebrydende genetiker: „Denne akkumulation af mange sjældne og hovedsagelig bittesmå ændringer er ikke alene det primære middel til forædling af planter og dyr, men også, i endnu højere grad, den måde evolutionen er foregået på, drevet af naturlig selektion.“

Læren om makroevolution bygger på den antagelse at mutationer ikke alene kan føre til nye arter, men også til helt nye familier af planter og dyr. Kan denne stærke påstand på nogen måde efterprøves? Lad os se nærmere på hvad cirka 100 års arvelighedsforskning har vist.

I slutningen af 1930’erne antog forskere med stor begejstring den tanke at hvis naturlig selektion kunne frembringe nye plantearter som følge af tilfældige mutationer, så måtte kunstig selektion af mutationer, altså en selektion foretaget af mennesker, kunne gøre det endnu mere effektivt. „Blandt mange biologer og især blandt plante- og dyreavlere bredte der sig en euforisk stemning,“ siger Wolf-Ekkehard Lönnig, en forsker fra Max Planck-instituttet for planteavlsforskning i Tyskland, i et interview med Vågn op! Hvorfor gjorde der det? Lönnig, som har forsket i mutationer i planter i 28 år, siger: „Forskerne mente at tiden var inde til at revolutionere den traditionelle metode at avle planter og dyr på. De troede at de ved at fremme og udvælge gavnlige mutationer kunne frembringe nye og bedre planter og dyr.“e

Videnskabsfolk i USA, Asien og Europa iværksatte velfinancierede forskningsprogrammer og brugte metoder som man mente ville fremskynde denne udvikling. Hvilke resultater opnåede de efter mere end 40 års intensiv forskning? „Trods enorme udgifter endte forsøget på at fremavle mere effektive varieteter ved bestråling som en stor fiasko,“ siger forskeren Peter von Sengbusch. Lönnig siger: „I 1980’erne havde euforien blandt forskerne i hele verden lagt sig helt, og deres forhåbninger var bristet. Mutationsavl som en særskilt forskningsgren blev opgivet i de vestlige lande. Stort set alle mutanter havde ’negativ selektionsværdi’, det vil sige at de døde eller var svagere end de naturlige varieteter.“f

Ikke desto mindre har cirka 100 års forskning i mutationer og især 70 års forskning i mutationsavl hjulpet forskere til at drage nogle slutninger angående mutationers medvirken til dannelse af nye arter. Efter at have undersøgt vidnesbyrdene konkluderer Lönnig: „En oprindelig art [af planter eller dyr] kan ikke omdannes til en helt ny art som følge af mutationer. Denne konklusion stemmer med samtlige forsøg og resultater inden for mutationsforskning i det 20. århundrede samt med sandsynlighedsteoretiske modeller. Loven om tilbagevendende variation indebærer således at arter som adskiller sig genetisk fra andre arter, har grænser som tilfældige mutationer ikke kan ophæve eller overskride.“

Hvad betyder alt dette? Jo, hvis højtuddannede forskere ikke er i stand til at frembringe nye arter ved kunstigt at fremme og udvælge gavnlige mutationer, er det da sandsynligt at en fornuftløs proces ville kunne gøre det bedre? Hvis forskningen viser at en oprindelig art ikke kan udvikle sig til en helt ny art som følge af mutationer, hvordan skulle makroevolution så have kunnet finde sted?

[Illustrationer på side 15]

En mutant af en bananflue (øverst) er, selvom den er misdannet, stadig en bananflue

[Kildeangivelse]

© Dr. Jeremy Burgess/Photo Researchers, Inc.

[Illustrationer på side 15]

Forsøg med mutationer i planter viste gang på gang at antallet af nye mutanter aftog gradvis, mens de samme typer af mutanter regelmæssigt dukkede op igen (Den viste mutant har større blomster)