Evolutionsteoriens følger

I BEGYNDELSEN af det 19. århundrede var der et ganske fredeligt forhold mellem religion og videnskab. Blot to år før Arternes Oprindelse udkom, skrev biolog og professor ved Harvard-universitetet Louis Agassiz at alt levende afspejler „hensigt, visdom og storhed“ og at et af naturhistoriens hovedformål var at analysere „de tanker universets Skaber har åbenbaret“.

Denne holdning var ikke ualmindelig. Mange betragtede videnskab og religion som fuldt forligelige. Naturvidenskabens opdagelser blev ofte set som vidnesbyrd om at der fandtes en Skaber. Men uden at de fleste gjorde sig det klart, var der ved at opstå en kløft mellem religion og videnskab.

Skepticismen slår rod

Charles Lyells værk Principles of Geology (Geologiske principper), hvoraf det første bind udkom i 1830, rejste tvivl om Bibelens skabelsesberetning. Lyell hævdede at skabelsen umuligt kunne være foregået på seks bogstavelige dage. Fysikeren Fred Hoyle skriver: „Lyells bøger var i høj grad medvirkende til at overbevise verden om at Bibelen kunne være fejlagtig, i det mindste i visse henseender, hvilket hidtil havde været utænkeligt.“a

Dermed var der skabt grobund for skepticismen. Mange var nu af den opfattelse at der ikke længere var overensstemmelse mellem videnskaben og Bibelen, og de valgte at holde sig til videnskaben. „Lyells værk havde rejst tvivl om de første kapitler i Det Gamle Testamente,“ skriver Fred Hoyle, „og Darwins bog var klar til at videreføre dette værk.“

Arternes Oprindelse kom meget belejligt for dem der ikke ønskede at anerkende Bibelen som Guds ord. Der havde allerede udviklet sig et sværmerisk forhold mellem mennesket og videnskaben. En betaget offentlighed blev kurtiseret med videnskabens løfter og bedrifter. Som en beleven bejler gjorde videnskaben stormkur til mennesket med opfindsomme gaver: teleskopet, mikroskopet, dampmaskinen og senere den elektriske strøm, telefonen og bilen. Teknologien havde allerede fostret en industriel revolution og forsynede almindelige mennesker med materielle bekvemmeligheder man ikke havde set før.

Religion blev nu efterhånden opfattet som en hindring for fremskridtet. Nogle følte at den holdt folk hen i en sløvhedstilstand der hindrede dem i at følge videnskaben i de hastige fremskridt. Ateister begyndte højrøstet og frimodigt at fremholde deres synspunkter. Som Richard Dawkins har skrevet: „Darwin gjorde det muligt at finde intellektuel tilfredshed som ateist.“ Naturvidenskaben var blevet menneskehedens nye håb om frelse.

Til at begynde med blev evolutionsteorien modstået af de religiøse ledere. Men efterhånden som årene gik, gav gejstligheden i det store og hele efter for den almindelige holdning og gik over til en blanding af evolutions- og skabelseslæren. I 1938 forkyndte en overskrift i The New York Times: „Redegørelse fra den engelske kirke støtter evolutionstanken som forklaring på skabelsen.“ I denne redegørelse, der var udarbejdet af en kommission under ærkebiskoppen af York, hed det: „Der kan ikke rejses nogen indvendinger mod en evolutionsteori på baggrund af de to skabelsesberetninger i Første Mosebog, kapitel 1 og 2, eftersom der blandt veluddannede kristne er bred enighed om at disse skildringer er mytologiske og at deres værdi for os er symbolsk snarere end historisk.“ Ærkebiskoppens kommission erklærede: „Man kan tro hvad man vil og stadig være kristen.“

For manges vedkommende medvirkede sådanne forsøg på at forene Bibelen med evolutionstanken kun til yderligere at svække Bibelens troværdighed. Dette medførte en udbredt mistro til Bibelen som stadig eksisterer i dag, selv blandt gejstlige. Som et typisk eksempel har en biskop i den episkopale kirke i Canada sagt at Bibelen er skrevet i forhistorisk tid og derfor afspejler fordomme og uvidenhed. Med hensyn til Jesu fødsel og opstandelse siger denne biskop at Bibelen indeholder „historiske fejl“ og „grove overdrivelser“.

Mange, også kirkefolk, har altså været hurtige til at drage Bibelen i tvivl. Men hvor har denne mistro ført dem hen? Hvilket håb har de fået i stedet? Med en svækket tro på Bibelen har nogle søgt hen til filosofi og politik.

Indvirkning på filosofi og politik

Arternes Oprindelse tilbød et nyt syn på menneskets adfærd. Hvorfor besejrer det ene land det andet? Hvorfor hersker den ene race over den anden? Arternes Oprindelse pegede på naturlig udvælgelse, at den bedst egnede overlever, og gav dermed forklaringer som begejstrede førende filosoffer i det 19. århundrede.

Friedrich Nietzsche (1844-1900) og Karl Marx (1818-1883) var filosoffer som havde stor politisk indflydelse. De var begge fascinerede af evolutionstanken. „Darwins bog er betydningsfuld,“ sagde Marx, „og tjener som naturvidenskabeligt grundlag for den historiske klassekamp.“ Historikeren Will Durant betegnede Nietzsche som „et barn af Darwin“. I bogen Philosophy — An Outline-History har han formuleret et af Nietzsches synspunkter således: „De stærke, modige, dominerende og stolte vil være de bedst tilpassede i det kommende samfund.“

Darwin var overbevist om — og skrev i et brev til en ven — at i fremtiden „vil en lang række laverestående racer i hele verden blive udslettet af racer med højere civilisation“. Som fortilfælde henviste han til europæernes sejre over andre folkeslag og kædede dette sammen med „kampen for at overleve“.

De herskende var ikke sene til at drage fordel af sådanne udtalelser. H. G. Wells skriver i The Outline of History: „De folkeslag som var dominerende i slutningen af det nittende århundrede, mente at deres dominans skyldtes kampen for at overleve hvori den stærke og listige sejrede over den svage og godtroende. De mente desuden at de var nødt til at være stærke, handlekraftige, skånselsløse, ’praktiske’ og egoistiske.“

Læren om at „den bedst egnede overlever“ fik således filosofiske, samfundsmæssige og politiske overtoner — i nogle tilfælde ført ud i det absurde. „For nogle blev krig ’en biologisk nødvendighed’,“ nævnes det i bogen Milestones of History. Og samme bog bemærker at i det følgende århundrede „kom darwinistiske idéer til at udgøre en væsentlig del af Hitlers lære om racemæssig overlegenhed“.

Naturligvis levede hverken Darwin, Marx eller Nietzsche længe nok til at se hvordan deres idéer ville blive brugt — eller misbrugt. De ventede faktisk at kampen for at overleve ville forbedre menneskets tilværelse. Darwin skrev i Arternes Oprindelse at „alle legemlige og sjælelige Egenskaber [vil] gaa fremad mod Fuldkommengørelse“. Den katolske præst og biolog Pierre Teilhard de Chardin fra dette århundrede tilslutter sig denne tanke, idet han mener at der efterhånden vil indtræffe ’en udvikling af sindet hos hele menneskeslægten sådan at alle vil samarbejde harmonisk mod samme mål’.

Ikke højnelse, men fornedrelse

Kan man iagttage en sådan højnelse? Bogen Clinging to a Myth siger om Teilhard de Chardins optimisme: „De Chardin må have været temmelig glemsom med hensyn til historiske blodsudgydelser og racistiske systemer som for eksempel apartheid i Sydafrika. Han lyder som en mand der ikke lever i denne verden.“ I stedet for at gå frem mod større enhed, har menneskeheden i dette århundrede oplevet racemæssige og nationale splittelser af hidtil uset omfang.

Det håb der fremholdes i Arternes Oprindelse, at mennesket vil gå fremad mod fuldkommengørelse eller i det mindste opleve en højnelse, er langt fra at blive opfyldt. Tværtimod blegner det mere og mere efterhånden som tiden går. Efter at menneskeheden i almindelighed har godtaget evolutionstanken, er man alt for ofte forfaldet til barbari. Tænk på de over 100 millioner mennesker der er blevet dræbt i dette århundredes krige, heraf omkring 50 millioner alene i den anden verdenskrig. Tænk også på de seneste etniske udrensninger i lande som Rwanda og det tidligere Jugoslavien.

Vil vi dermed påstå at krig og brutalitet ikke eksisterede i de forløbne århundreder? Nej. Men antagelsen af evolutionstanken med dens brutale kamp-for-livet-ideologi og dens lære om at de bedst egnede overlever, har ikke forbedret folks liv. Selv om man ikke kan give evolutionsteorien skylden for alle menneskehedens problemer, har den trods alt medvirket til at skubbe menneskeheden endnu længere ud i had, kriminalitet, vold, umoralitet og fornedrelse. Efterhånden som det er blevet almindeligt antaget at mennesket stammer fra dyrene, opfører flere og flere mennesker sig faktisk som dyr.

Evolutionsteorien og dig

I LØBET af det 19. århundrede formåede Arternes Oprindelse at overbevise mange om at mennesket hidtil havde klaret sig uden guddommelig indgriben og at det også i fremtiden ville klare sig uden. I begejstring over de videnskabelige fremskridt mente mange at der ikke længere var behov for Gud og at videnskaben ville frelse menneskeheden. Bogen Age of Progress (Fremskridtets tidsalder) peger på at det 19. århundrede „var besjælet af en overbevisning om at mennesker kunne ændre verden ved rationelle bestræbelser“.

Men hen imod slutningen af århundredet begyndte endog Charles Darwin at vakle i sin optimisme. Ifølge en historiker frygtede Darwin at evolutionsteorien havde „taget livet af Gud og at det ville få uoverskuelige konsekvenser for menneskehedens fremtid“. Alfred Russel Wallace, der var lidt yngre end Darwin, sagde: „Under min sidste samtale med Darwin [kort før hans død] gav han udtryk for et meget dystert syn på menneskehedens fremtid.“

Hvad har mennesket opnået?

Det 20. århundredes historie har siden bekræftet at der lå en meget mørk tid forude. De teknologiske fremskridt siden Darwins tid har blot virket som camouflage for det der har vist sig at være den mørkeste og mest voldsprægede periode i menneskehedens historie. Det vi oplever er af historikeren H. G. Wells blevet betegnet som en tid præget af „fuldstændig demoralisering“.

Siden H. G. Wells fremsatte denne udtalelse (for omkring 75 år siden) er verden blevet mere og mere demoraliseret. Intet af det som verdens regeringer, videnskabsfolk, økonomer, sociale organer eller religioner har forsøgt, har afhjulpet situationen eller dæmmet op for demoraliseringens flodbølge. Forholdene bliver værre og værre.