Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Hvordan er religionen opstået?
    Menneskets søgen efter Gud
    • Mange teorier

      8. Hvordan så folk i mange hundrede år på spørgsmålet om religion?

      8 Studiet af religionens opståen og udvikling er en forholdsvis ny videnskab. I århundreder accepterede folk mere eller mindre stiltiende den religiøse tradition de var født ind i og som de blev opdraget i. De fleste var tilfredse med de forklaringer de fik overleveret fra deres forfædre, og de følte at deres religion var den sande. De fandt sjældent grund til at betvivle noget, eller behov for at undersøge hvordan, hvornår eller hvorfor det hele begyndte. I århundreder anede faktisk kun de færreste, som følge af den begrænsede kommunikation og samfærdsel, at der overhovedet fandtes andre religiøse systemer end deres eget.

      9. Hvordan har man siden det 19. århundrede forsøgt at finde ud af hvordan og hvorfor religionen er opstået?

      9 I det 19. århundrede begyndte billedet imidlertid at ændre sig. Udviklingsteorien fejede gennem den intellektuelle verden, og dette, sammen med den begyndende videnskabelige forskning, fik mange til at sætte spørgsmålstegn ved alt hvad der var etableret, deriblandt religionen. I erkendelse af de begrænsninger der ville være ved at søge forklaringer inden for den eksisterende religion, vendte nogle forskere sig til resterne af tidligere kulturer eller rettede blikket mod fjerne afkroge af verden hvor folk stadig levede i primitive samfund. De forsøgte her ved hjælp af psykologiens, sociologiens, antropologiens og andre videnskabelige discipliners metoder at finde nogle spor som kunne forklare hvordan religionen var opstået og hvorfor.

      10. Hvad blev resultatet da man begyndte at undersøge religionens oprindelse?

      10 Hvad var resultatet? Pludselig dukkede der et væld af teorier op — næsten lige så mange som der var forskere, forekom det — hvor forskerne dels modsagde hinanden og dels forsøgte at overgå hinanden i dristighed og originalitet. Nogle af disse forskeres arbejde kom til at præge eftertiden, mens andres gik i glemmebogen. Det vil være både oplysende og lærerigt for os at kaste et blik på resultaterne af denne forskning. Det vil hjælpe os til bedre at forstå de religiøse holdninger vi møder blandt de mennesker vi kommer i berøring med.

      11. Hvad går animisme-teorien ud på?

      11 Den engelske antropolog Edward Tylor (1832-1917) fremsatte en teori der i almindelighed kaldes animismen. Han mente at erfaringen med drømme, syner, hallucinationer og døde legemers livløshed fik primitive folkeslag til at drage den slutning at legemet er beboet af en sjæl (latin: anima). Da de ofte drømte om deres afdøde slægtninge antog de, ifølge denne teori, at der var en sjæl som levede videre efter døden, at den forlod legemet og tog bolig i træer, klipper, floder eller andet. Efterhånden blev de døde og de ting som sjælene mentes at tage bolig i, dyrket som guder. Og på denne måde, sagde Tylor, opstod religionen.

      12. Hvad går animatisme-teorien ud på?

      12 En anden engelsk antropolog, R. R. Marett (1866-1943), fremsatte en modificeret teori som han kaldte animatismen. Efter at have studeret de religiøse opfattelser hos melanesierne på Stillehavsøerne og hos de indfødte i Afrika og Amerika, drog han den slutning at primitive folk ikke gjorde sig forestillinger om en personlig sjæl, men simpelt hen troede at alt var levende ved at der var en upersonlig eller overnaturlig kraft i det; troen på dette skal så have indgivet dem en følelse af frygt eller ærefrygt, som blev grundlaget for deres primitive religion. For Marett at se, var religion hovedsagelig et udtryk for menneskets følelsesmæssige reaktion på det ukendte. Han yndede at sige at religionen „ikke i første række var noget man havde tænkt sig til, men snarere noget man havde danset sig til“.

      13. Hvilken teori fremsatte James Frazer?

      13 I 1890 udgav en skotsk folkemindeforsker, James Frazer (1854-1941), det indflydelsesrige værk The Golden Bough, hvori han hævdede at religionen var vokset frem af magien. Ifølge Frazer forsøgte menneskene først at styre deres eget liv og beherske deres omgivelser ved at efterligne det de så finde sted i naturen. De troede for eksempel at de kunne nedkalde regn ved at stænke vand på jorden til lyden af tordenagtige trommeslag, eller at de kunne volde deres fjender skade ved at stikke nåle i en dukke. Derfor begyndte de at knytte mange ritualer, besværgelser og magiske genstande til hverdagen. Da disse ting ikke virkede efter hensigten, opgav de at beherske de overnaturlige magter, og begyndte i stedet at formilde dem og anråbe dem om hjælp. Ritualerne og besværgelsesformularerne blev til ofre og bønner, og på denne måde opstod religionen. Sagt med Frazers ord er religion „en formildelse eller forsoning af magter som står over mennesket“.

      14. Hvordan forklarede Sigmund Freud religionens oprindelse?

      14 Også den kendte østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud (1856-1939) forsøgte sig med en forklaring, som han fremsatte i bogen Totem og tabu. I overensstemmelse med sin profession forklarede Freud at den ældste religion opstod af en slags faderskikkelse-neurose. Han udformede en teori om at ligesom det er blandt vilde heste og okser, var det i det primitive samfund faderen der dominerede klanen. Sønnerne, som både hadede og beundrede faderen, gjorde oprør og dræbte faderen. For at tilegne sig faderens styrke, hævdede Freud, ’fortærede de kannibalistiske vilde den dræbte’. Senere blev de skyldbevidste og opfandt riter og ritualer for at sone deres handling. Ifølge Freuds teori blev faderskikkelsen Gud, de opfundne riter og ritualer blev den tidligste religion, og fortæringen af den dræbte fader blev til den nadvertradition der praktiseres inden for mange religioner.

      15. Hvordan er det gået med de fleste af de teorier der blev fremsat om religionens oprindelse?

      15 Der kunne anføres mange andre teorier som gør forsøg på at forklare religionens oprindelse. De fleste af dem er imidlertid blevet glemt, og ingen af dem skilte sig ud som mere troværdige eller antagelige end de øvrige. Hvorfor ikke? Simpelt hen fordi der aldrig på noget tidspunkt blev fremført historiske vidnesbyrd eller beviser som kunne underbygge dem. De var ikke andet end produkter af nogle forskeres formodninger eller fantasi, og blev derfor hurtigt udskiftet med de næste teorier der blev fremsat.

      Et forkert grundlag

      16. Hvorfor har de mange års forskning ikke kunnet forklare hvordan religionen er opstået?

      16 Efter at have kæmpet med spørgsmålet i årevis er mange nu nået til den slutning at et gennembrud i bestræbelserne for at finde tilbage til religionens oprindelse er og bliver højst usandsynligt. Dette skyldes først og fremmest at de gamle folkeslags knogler og andre efterladenskaber ikke fortæller noget om hvordan disse mennesker tænkte, hvad de frygtede eller hvorfor de dyrkede naturkræfter eller andre guddomme. Enhver konklusion der drages på grundlag af disse fund er i bedste fald oplyst gætteri. Desuden er de religiøse skikke der praktiseres af vore dages såkaldte primitive folk, som for eksempel uraustralierne, ikke nødvendigvis et pålideligt udtryk for hvad folk i gammel tid tænkte eller gjorde. Ingen kan vide med sikkerhed om, eller hvordan, deres kultur har ændret sig gennem tiden.

      17. (a) Hvad er religionshistorikerne i dag klar over? (b) Hvad ser ud til at have været forskernes hovedinteresse når de har analyseret religionen?

      17 På grund af de mange usikkerhedsmomenter der er, siger bogen World Religions — From Ancient History to the Present at „den moderne religionshistoriker ved at det er umuligt at trænge tilbage til religionens oprindelse“. Imidlertid bemærker den følgende om historikernes bestræbelser: „Før i tiden gik alt for mange teoretikere op i, ikke blot at beskrive eller forklare religionen, men at bortforklare den, ud fra den betragtning at hvis de tidlige former kunne påvises at bygge på illusioner, ville de senere og højere former blive undergravet.“

      18. (a) Hvorfor har de mange forskere ikke været i stand til at forklare religionens oprindelse? (b) Hvad har tilsyneladende været de „videnskabelige“ religionsforskeres virkelige hensigt?

      18 Denne bemærkning giver os et vigtigt fingerpeg om hvorfor de forskellige „videnskabelige“ forskere ikke er kommet med nogen holdbar forklaring på religionens oprindelse. Det siger sig selv at man kun kan drage rette slutninger hvis man har det rigtige udgangspunkt. Vælger man et forkert udgangspunkt, er det usandsynligt at slutningerne bliver rigtige. Dét at de „videnskabelige“ forskere igen og igen er kommet med uholdbare forklaringer, skaber alvorlig tvivl om udgangspunktet for deres forskning. Ved at gå ud fra deres forudfattede ideer har de i deres forsøg på at ’bortforklare religionen’ i virkeligheden forsøgt at bortforklare Gud.

      19. Hvad må en videnskabelig forskning bygge på hvis den skal føre til et rigtigt resultat? Giv et eksempel.

      19 Det kan sammenlignes med de mange måder hvorpå astronomerne før det 16. århundrede forsøgte at forklare planeternes bevægelser. Der var mange teorier, men ingen af dem var virkelig tilfredsstillende. Hvorfor ikke? Fordi de alle byggede på den antagelse at jorden var universets centrum som stjernerne og planeterne kredsede omkring. Der blev ikke gjort virkelige fremskridt før videnskabsmændene — og den katolske kirke — var villige til at acceptere at jorden ikke var universets centrum men bevægede sig rundt om solen, som var solsystemets midtpunkt. Dét at de mange teorier ikke kunne forklare de faktiske forhold, fik fordomsfri personer til — ikke at komme med nye teorier, men — at tage selve udgangspunktet op til ny vurdering. Og det gav resultat.

      20. (a) Hvad var det fejlagtige udgangspunkt for den „videnskabelige“ forskning angående religionens oprindelse? (b) Hvilket grundlæggende behov henviste Voltaire til?

      20 Det samme princip kan anvendes på undersøgelsen af religionens oprindelse. På grund af ateismens fremkomst og den udbredte anerkendelse af evolutionsteorien har mange taget for givet at der ikke er nogen Gud. Ud fra denne antagelse mener de at forklaringen på religionens eksistens må findes i mennesket selv — i dets tankeprocesser, dets behov, dets frygt, dets „neuroser“. Voltaire sagde: „Eksisterede der ingen Gud, måtte man opfinde ham.“ De hævder at mennesket har opfundet Gud. — Se rammen på side 28.

  • Hvordan er religionen opstået?
    Menneskets søgen efter Gud
    • [Ramme på side 28]

      Hvorfor er mennesket religiøst?

      ▪ John B. Noss siger i sin bog Man’s Religions: „Alle religioner siger på den ene eller den anden måde at mennesket ikke står alene og ikke kan stå alene. Mennesket er nært forbundet med og ligefrem afhængigt af kræfter i Naturen og Samfundet omkring det. Dunkelt eller klart erkender det at det ikke er et selvstændigt kraftcenter som kan klare sig uafhængigt af den omgivende verden.“

      På samme måde hedder det i bogen World Religions — From Ancient History to the Present: „Studiet af religionen afslører at en vigtig side af den er en længsel efter indhold i livet, en tro på at livet ikke er tilfældigt og meningsløst. Denne søgen efter mening fører til tro på en magt som er højere end mennesket, og i sidste ende til en universel eller overmenneskelig intelligens hvis hensigt og vilje er at opretholde de højeste normer for menneskelivet.“

      Religion dækker altså et grundlæggende behov hos mennesket, ligesom føden dækker vort behov for næring. Sulten stilles måske uanset hvad vi spiser, men i længden kan dårlig føde skade vort helbred. For at leve ordentligt må vi indtage føde der er sund og nærende. På samme måde må vi have nærende åndelig føde for at bevare vort åndelige helbred. Bibelen siger derfor at „mennesket ikke lever af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund“. — 5 Mosebog 8:3.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del