„Den irreduktible kompleksitet“ — evolutionens akilleshæl?

Dengang Darwin udformede sin teori, kendte forskerne kun lidt eller slet intet til den levende celles forbløffende kompleksitet. Moderne biokemi, studiet af livet på det molekylære plan, har givet os større indblik heri. Det har også rejst alvorlige tvivlsspørgsmål vedrørende Darwins teori.

Cellens komponenter består af molekyler. Cellen er enhver levende organismes byggesten. Professor Michael Behe, som er katolik, mener at evolutionsteorien forklarer dyrenes senere udviklingstrin. Men han sætter et stort spørgsmålstegn ved om evolutionsteorien kan forklare cellens eksistens. Han taler billedligt om molekylære maskiner der „transporterer gods fra ét sted i cellen til et andet ad ’motorveje’ der består af andre molekyler . . . Cellerne svømmer ved hjælp af maskiner, kopierer sig selv og indtager føde ved hjælp af maskineri. Højt sofistikerede molekylære maskiner styrer kort sagt hver eneste af cellernes processer. Hver eneste af livets detaljer er således finjusteret, og livsmekanismerne er overordentlig komplekse.“

Hvilket størrelsesforhold taler vi om? En typisk celle er kun 0,03 millimeter i diameter! På dette mikroskopiske plan foregår der komplekse processer der er vigtige for livet. (Se diagrammet på side 8 og 9.) Alt taget i betragtning må man sige at cellen — livets byggesten — er uhyre kompliceret.

Michael Behe gør opmærksom på at cellen kun kan fungere i sin helhed. Den ville altså ikke kunne fungere hvis den skulle dannes ved hjælp af gradvise forandringer over lang tid som følge af en evolution. Han bruger eksemplet med en musefælde. Denne enkle indretning kan kun fungere når alle delene er samlet. De enkelte dele — træpladen, fjederen, holderen, hammeren og lokkemaden — er ikke en musefælde hver for sig og kan ikke fungere som sådan. Alle delene skal være samlet på én gang før man kan tale om en fælde der fungerer. En celle kan også kun fungere som sådan når alle dens bestanddele er samlet. Han anvender denne illustration for at forklare det begreb han kalder „irreduktibel kompleksitet“.b

Dette skaber store problemer hvis man vil prøve at forklare den evolutionsproces man hævder har fundet sted, og som forudsætter at livsformerne gradvis har tilegnet sig flere nyttige egenskaber. Darwin vidste at hans teori om en gradvis udvikling ved naturlig udvælgelse var forbundet med visse vanskeligheder, for han sagde: „Dersom man kunde paapege et eller andet sammensat Organ, som umuligt kunde være bleven dannet ved talrige paa hinanden følgende smaa Modifikationer, vilde dette absolut omstyrte min Teori.“ — Arternes Oprindelse.

Den irreduktible, komplekse celle er en akilleshæl ved Darwins teori. For det første kan evolutionen ikke forklare springet fra livløst til levende stof. For det andet må den første komplekse celle være blevet til med ét slag som et samlet hele, hvilket også er problematisk. Cellen (eller musefælden) må med andre ord være opstået ud af det blå, fuldt færdig og fungerende!

Den irreduktible kompleksitet og blodets koagulationsevne

Et andet eksempel på irreduktibel kompleksitet er en proces som de fleste tager for givet når de skærer sig — blodet størkner, det koagulerer. Hvis der går hul på en beholder med væske, vil væsken normalt fortsætte med at løbe ud indtil beholderen er tom. Men når vi skærer os eller prikker hul i huden, går der ikke ret lang tid før blodet størkner og stopper hullet til. Men som læger véd, er „blodets koagulation en yderst kompliceret og indviklet proces der kræver i snesevis af indbyrdes afhængige proteinstoffer“. Disse aktiverer det der kaldes en koagulationskaskade. Denne fine helingsproces „er i høj grad afhængig af hvornår og med hvilken hastighed de forskellige reaktioner indtræffer“. Hvis ikke de forskellige processer finder sted på det rette tidspunkt og med den rette hastighed, vil det enten resultere i at alt blodet størkner eller at man forbløder.

Biokemisk forskning har vist at blodets koagulationsevne er afhængig af mange faktorer. Ingen af dem kan undværes hvis systemet skal fungere. Michael Behe spørger: „Når først koagulationen er begyndt, hvad afholder den så fra at fortsætte indtil alt blodet . . . er størknet?“ Han forklarer at „dannelsen, afgrænsningen, forstærkningen og fjernelsen af en klump størknet blod“ er en biologisk proces der udgør en helhed. Hvis en del af processen mangler, vil hele processen glippe.

Russell Doolittle, der er evolutionist og professor i biokemi ved University of California, spørger: „Hvordan i alverden har denne komplekse og nøje afstemte proces udviklet sig? . . . Paradokset består i at hvis hvert protein skulle aktiveres af et andet protein, hvordan kunne koagulationsevnen så nogen sinde være opstået? Hvad ville hver enkelt del af processen nytte uden hele dette samspil?“ Russell Doolittle forsøger at forklare processens oprindelse med evolutionære argumenter. Professor Michael Behe påpeger imidlertid at det ville kræve et „utroligt held at de rigtige genstykker fandt hen til de rigtige steder“. Han påviser at Russell Doolittles forklaring og enkle sprogbrug dækker over enorme vanskeligheder.

En af de væsentligste indvendinger mod den evolutionære model er således den uoverstigelige hindring der kaldes irreduktibel kompleksitet. Michael Behe siger: „Jeg vil gerne understrege at naturlig udvælgelse, der er kernen i Darwins evolutionsteori, kun kan lade sig gøre hvis der er noget at udvælge — noget der kan bruges her og nu, ikke engang i fremtiden.“