DEN 30. september 1986 offentliggjorde The New York Times en artikel af Irving Kristol, professor ved New Yorks universitet. Kristol er af den opfattelse at hvis udviklingslæren blev fremholdt i de offentlige skoler som den teori den faktisk er, snarere end som det faktum den ikke er, ville den verserende strid mellem tilhængerne af henholdsvis evolutionismen og kreationismen ikke være opstået. Professoren erklærede: „Der er heller ikke megen tvivl om at den aktuelle reaktion fra religiøs side er fremkaldt af denne pseudovidenskabelige dogmatisme.“

„Skønt denne teori almindeligvis fremholdes som en fastslået videnskabelig sandhed er der intet belæg herfor. Dertil indeholder den alt for mange huller,“ sagde Kristol. „Geologerne har ikke kunnet forsyne os med vidnesbyrd i form af det brede spektrum af mellemformer som man burde have fundet. Desuden har laboratorieforsøg vist at det på det nærmeste er umuligt for én art at udvikle sig til en anden, selv om man hjælper til gennem krydsningsforsøg og ved at forårsage mutationer i arvemassen. . . . Den gradvise ændring af en bestand af én art til en anden er en biologisk hypotese, ikke et biologisk faktum.“

Denne artikel ramte et ømt punkt hos Harvard-professor Stephen Jay Gould, en glødende forsvarer af evolutionslæren, ikke blot som en teori men som et faktum. Professor Goulds indsigelse mod Kristols artikel blev offentliggjort i det populærvidenskabelige tidsskrift Discover for januar 1987. Her dominerede netop den dogmatisme som Kristol beklagede.

I sin protestskrivelse gentog Gould adskillige gange sin overbevisning om at udviklingslæren er et faktum. Her følger nogle eksempler: Darwin fastslog „evolutionen som et faktum“. „Evolutionen er lige så godt bevist som alt muligt andet inden for videnskaben (lige så veldokumenteret som at jorden bevæger sig omkring solen).“ Dengang Darwin døde, „havde stort set alle tænkende mennesker antaget evolutionslæren som et faktum“. „Evolutionslæren er lige så velunderbygget som enhver anden videnskabelig kendsgerning (jeg skal begrunde dette om et øjeblik).“ „Som den kendsgerning den er, bygger evolutionslæren på talrige data der i store træk kan inddeles i tre hovedgrupper.“

Den første af disse „tre hovedgrupper“ af „talrige data“ betegner Gould som „direkte beviser“ for udviklingen der kan udledes af de små ændringer man kan iagttage hos natsommerfugle, bananfluer og bakterier. Men sådanne variationer inden for de enkelte arter er helt uden betydning for en evolutionsproces der skulle kunne omdanne én art til en anden. Gould priser i høje toner Theodosius Dobzhansky som „vort århundredes største evolutionist“, men netop Dobzhansky afviser Goulds førnævnte ræsonnement som irrelevant.

Angående bananfluerne i Goulds ræsonnement siger Dobzhansky at mutationer „i de fleste tilfælde medfører at organer svækkes, nedbrydes eller forsvinder. . . . Mange mutationer er i virkeligheden dødbringende. Mutanter med samme livskraft som normale fluer er sjældne, og mutationer der kunne medføre væsentlige forbedringer af [individets] funktion i de normale omgivelser er ukendte“.

Bladet Science, det officielle organ for Det Amerikanske Selskab til Videnskabens Fremme, har også rammet en pæl igennem Goulds ræsonnement: „Arterne har en evne til at gennemgå mindre modifikationer med hensyn til fysiske og andre særtræk, men der er grænser, og i det lange løb svinger det omkring et gennemsnit.“ Den måde hvorpå variationerne inden for de enkelte plante- og dyrearter kommer til udtryk, kan sammenlignes med kugler der rystes rundt i en krukke — variationerne foregår inden for rammerne af den enkelte art ligesom kuglerne ændrer position men forbliver i krukken. Det stemmer med Bibelens skabelsesberetning at der forekommer variationer i plante- og dyreverdenen, dog sådan at alle dyr og planter formerer sig „efter deres arter“. — 1 Mosebog 1:12, 21, 24, 25.

Som den anden gruppe af ’beviser’ anfører Gould store, pludselige ændringer i arvemassen: „Fossilrækken er direkte bevis for at der er indtruffet store, pludselige ændringer i arvemassen.“ Ved at antage at udviklingen fra den ene art til den anden foregik i nogle få store spring, slipper Gould uden om behovet for de manglende fossile mellemformer. Men ved at fremsætte denne antagelse bevæger han sig fra asken ind i ilden.

Kristol skriver om dette: „Vi har ganske enkelt intet kendskab til sådanne ’kvantespring’ der skulle kunne skabe nye arter, eftersom de fleste mutationer i arvemassen svækker individets mulighed for at overleve.“ Og i dette spørgsmål er Theodosius Dobzhansky — „vort århundredes største evolutionist“, som Gould har betegnet ham — enig med Kristol. Hans udtalelse om at mange mutationer er dødelige gælder navnlig i forbindelse med store ændringer i arvemassen, de såkaldte genetiske kvantespring. Det er også værd at bemærke hans udtalelse om at ’mutationer der forårsager væsentlige forbedringer er ukendte’. Gould mangler altså helt og holdent bevismateriale til støtte for sin antagelse vedrørende disse spring i udviklingen, og søger derfor tilflugt i evolutionisternes forslidte undskyldning: „Vort tilgængelige fossilmateriale er for ufuldstændigt.“

Som „direkte bevis på pludselige, store ændringer“ fremfører Gould imidlertid hvad han betegner som et af de „mest storartede eksempler“, nemlig forskningsresultaterne fra studiet af „menneskeracens udvikling i Afrika“. Men blandt evolutionister i almindelighed betragter man ikke dette forskningsområde som et særlig storartet eksempel. Det er derimod et arnested for kontroverser, en slagmark hvor man strides over tænder og benstumper som nogle evolutionister med en livlig fantasi omdanner til behårede, foroverbøjede abemennesker med skulende blikke. Heller ikke her finder Gould støtte hos Dobzhansky: „Selv dette forholdsvis nye historiske materiale [fra abe til menneske] er fyldt med usikkerhed; de lærde er ofte uenige både om det grundlæggende og om detaljerne.“

Irving Kristol konkluderer i sin artikel i The New York Times: „Den måde hvorpå udviklingslæren fremholdes i vore skoler bærer stærkt præg af ideologisk fordom mod religiøs tro — idet man fremholder noget der blot er en hypotese som var det et ’faktum’.