Liv kommer af liv

Siden oldtiden var der blevet fremsat teorier, den ene mere fantasifuld end den anden, om hvorfor man fandt insekter, orm og andre smådyr i organismer under forrådnelse. For eksempel pralede en belgisk kemiker i det 17. århundrede af at han havde frembragt mus ved at stoppe en snavset bluse ned i en krukke med hvede.

På Pasteurs tid diskuterede man lidenskabeligt dette emne i videnskabelige kredse. Det krævede en god ballast at træde op imod fortalerne for livets spontane opståen. Men med sit erfaringsgrundlag fra gæringsforskningen følte Pasteur sig sikker i sin sag og indledte en række forsøg i den hensigt én gang for alle at aflive teorien om livets spontane opståen.

Til et af sine berømteste eksperimenter benyttede han en svanehalskolbe. I en åben kolbe i fri luft bliver en næringsvæske hurtigt befængt med mikrober, som derimod ikke kan trænge ind i en kolbe med en rørformet hals der fra kolbens top krummer nedad og dernæst opad. Hvad skyldes det?

Pasteurs forklaring var enkel: Under passagen gennem den svanehalsformede munding aflejrer de luftbårne bakterier sig på glassiderne, og luften er derfor steril når den kommer i forbindelse med væsken. Mikroberne i den åbne kolbe frembringes ikke af næringsvæsken, men transporteres ad luftvejen.

For at vise hvor vigtig luften er som transportvej for mikrober, rejste Pasteur til Mer de Glace, en gletscher i De Franske Alper. I godt 1800 meters højde åbnede han sine forseglede kolber i fri luft. Af 20 kolber blev kun én forurenet. Han fortsatte så til foden af Jurabjergene og gentog eksperimentet. Her, i en væsentlig lavere højde, blev otte kolber inficeret. Derved beviste han at den renere luft i store højder frembød mindre infektionsrisiko.

Ved hjælp af sådanne eksperimenter påviste Pasteur eftertrykkeligt at liv kun opstår af allerede eksisterende liv, aldrig spontant.

Debatten om livets spontane opståen, som Pasteur engagerede sig i og trak sig sejrrig ud af, var andet og mere end en videnskabelig ordstrid eller et diskussionsemne forbeholdt udvalgte videnskabsfolks og intellektuelles snævre og sluttede cirkler. Dens betydning rakte langt videre, for undervejs blev der fremlagt vidnesbyrd som havde at gøre med Guds eksistens.

François Dagognet, en fransk filosof med speciale i videnskab, bemærker at Pasteurs modstandere, „både materialister og ateister, troede at de kunne bevise at en encellet organisme kunne opstå af forrådnende molekyler, og at de derved kunne eliminere Gud fra skaberværket. Men Pasteur mente for sin del at overgangen fra død til liv var en umulighed.“

Den dag i dag underbygger alt bevismateriale fra diverse eksperimenter, fra historien, biologien, arkæologien og antropologien Pasteurs antagelse — liv frembringes kun af allerede eksisterende livsformer, ikke af livløst stof. Materialet bekræfter også tydeligt at livsformerne formerer sig „efter deres arter“, sådan som Bibelen siger i Første Mosebog. Afkom er altid af samme „art“ eller genetiske sammensætning som forældrene. — 1 Mosebog 1:11, 12, 20-25.

Med eller uden sit vidende fremlagde Louis Pasteur således magtfulde beviser og vidnesbyrd der gendrev udviklingsteorien og endegyldigt fastslog at livets opståen på jorden forudsætter en skaber. Hans virke har begrundet at den ydmyge salmist havde ret da han skrev: „Erkend at det er Jehova der er Gud. Det er ham der har frembragt os, og ikke os selv.“ — Salme 100:3.