Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Er det så vigtigt at få motion?
    Vågn op! – 2005 | 22. maj
    • Farerne ved en stillesiddende livsstil

      Den drastiske reduktion af fysisk aktivitet har ført til mange fysiske, mentale og følelsesmæssige helbredsproblemer. En sundhedsinstans i Storbritannien skrev for nylig: „Inaktive børn lider oftere af lavere selvværd og mere angst og stress end aktive børn. De er også mere tilbøjelige til at ryge og tage stoffer. Ansatte med en inaktiv livsstil har flere fraværsdage end deres aktive medarbejdere har. Senere i livet mister inaktive mennesker den styrke og smidighed der skal til for at udføre daglige gøremål. Det resulterer ofte i at de ikke kan klare sig selv, og at de mentalt får det dårligere.

      Cora Craig, som er direktør for Canadian Fitness and Lifestyle Research Institute, siger at „canadierne er meget mindre fysisk aktive på deres arbejde end førhen . . . Generelt står det sløjt til med fysisk udfoldelse.“ Avisen The Globe and Mail rapporterer: „Omkring 48 procent af canadierne er overvægtige, heraf er de 15 procent svært overvægtige.“ Avisen tilføjer at 59 procent af den voksne befolkning i Canada har en stillesiddende livsform. Dr. Matti Uusitupa fra universitetet i Kuopio i Finland siger advarende at „forekomsten af type 2-diabetes er i hastig stigning verden over fordi flere og flere lider af fedme og har en stillesiddende livsstil“.

      En nylig undersøgelse i Hongkong indikerede at omkring 20 procent af alle dødsfald blandt personer der er 35 år eller derover, kunne sættes i forbindelse med mangel på motion. Undersøgelsen, der blev ledet af professor Tai-Hing Lam ved universitetet i Hongkong og publiceret i Annals of Epidemiology i 2004, konkluderede at blandt den kinesiske befolkning i Hongkong „er risikoen ved fysisk inaktivitet større end risikoen ved rygning“. Forskere forudsiger at resten af Kina „vil opleve en tilsvarende stor dødelighed“.

      Er en sådan bekymring overdrevet? Kan mangel på motion virkelig skade vores helbred, endda mere end rygning? Det er almindeligt kendt at i forhold til aktive mennesker har inaktive ofte et højere blodtryk og større tendens til at lide af fedme, samt er i større fare for at få slagtilfælde, hjerteanfald, visse kræfttyper og osteoporose.a

      The Wall Street Journal skriver: „På alle kontinenter, selv i områder hvor der er udbredt fejlernæring, stiger antallet af personer der lider af overvægt eller fedme, med alarmerende hast. Hovedårsagen: den samme kombination af en kalorierig kost og en stillesiddende livsstil som har ført til fedmeepidemien i USA.“ Dr. Stephan Rössner, som er ernæringsfysiologisk ekspert og professor ved Karolinska Institutet i Stockholm, er enig og går endda så vidt som til at sige: „Der er intet land i verden hvor der ikke er en stigende forekomst af fedme.“

  • Er det så vigtigt at få motion?
    Vågn op! – 2005 | 22. maj
    • a Fysisk inaktivitet kan i høj grad øge risikoen for visse livstruende sygdomme. Den amerikanske hjerteforening siger for eksempel at manglende motion „fordobler risikoen for at få en hjertesygdom og øger risikoen for at få for højt blodtryk med 30 procent. Det fordobler også risikoen for at dø af hjerte-kar-sygdomme og slagtilfælde.“

  • Er det så vigtigt at få motion?
    Vågn op! – 2005 | 22. maj
    • [Ramme på side 4]

      Omkostningerne ved inaktivitet

      Mange myndigheder og sundhedsorganisationer er alvorligt bekymrede over den økonomiske belastning som fysisk inaktivitet er blevet for samfundet.

      • Australien - Årligt koster fysisk inaktivitet det australske samfund cirka 2,1 milliarder kroner.

      • Canada - Ifølge World Heart Federation brugte Canada i løbet af blot ét år over 11 milliarder kroner på sundhedsudgifter „som skyldtes fysisk inaktivitet“.

      • USA - I år 2000 brugte USA den astronomiske sum af cirka 417 milliarder kroner på sundhedsudgifter forårsaget af fysisk inaktivitet.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del