1. Hvordan var omstændighederne for de landflygtige i Babylon, og hvilke nye prøver stod de over for?

I ÅR 617 f.v.t. overgav kong Jojakin af Juda Jerusalem til Nebukadnezar, der førte de ledende i landet og skattene fra Jehovas hus og kongens hus til Babylon. Blandt fangerne var kongens familie, fyrsterne, de dygtige krigere, håndværkerne, skansebyggerne og Ezekiel, præsten Buzis søn. (2 Kong. 24:11-17; Ez. 1:1-3) Med tungt hjerte havde disse landflygtige israelitter fuldført deres udmattende rejse fra et land med bjerge, kilder og dale til et land med flade og vidtstrakte sletter. Nu boede de ved floden Kebar midt i et mægtigt verdensrige, omgivet af folk med mærkelige skikke og hedensk gudsdyrkelse. Nebukadnezar tillod israelitterne at have deres egne huse, holde tjenere og deltage i forretningslivet. (Ez. 8:1; Jer. 29:5-7; Ezra 2:65) Hvis de var flittige, kunne de blive velhavende. Ville de blive et offer for babylonisk religion eller falde i materialismens faldgrube? Ville de fortsætte med at være opsætsige mod Jehova? Ville de betragte deres landflygtighed som en tugt fra ham? De ville møde nye prøver i landflygtighedens land.

2. (a) Hvilke tre fremtrædende profeter virkede i de kritiske år før Jerusalems ødelæggelse? (b) Hvilken betydningsfuld benævnelse anvendes om Ezekiel, og hvad betyder hans navn? (c) I hvilken periode profeterede Ezekiel, og hvad ved man om hans liv og død?

² I de kritiske år der førte frem til Jerusalems ødelæggelse berøvede Jehova ikke sig selv og israelitterne de tjenester en profet kunne yde. Jeremias var bosat i Jerusalem, Daniel befandt sig ved den babyloniske konges hof, og Ezekiel var profet for de landflygtige jøder i Babylonien. Ezekiel var både præst og profet, en udmærkelse Jeremias og senere Zakarias også nød. (Ez. 1:3) Gennem hele sin bog tiltales han over 90 gange som „menneskesøn“, og det er værd at mærke sig når man studerer hans profeti, for i De Kristne Græske Skrifter omtales også Jesus som „Menneskesøn“, og det næsten 80 gange. (Ez. 2:1; Matt. 8:20) Navnet Ezekiel (hebraisk: Jechæzqe’lʹ) betyder „Gud styrker“. Det var i det femte år af Jojakins landflygtighed, i 613 f.v.t., at Ezekiel af Jehova fik overdraget hvervet som profet. Vi læser at han stadig var optaget af sin gerning i det 27. år efter bortførelsen, altså 22 år senere. (Ez. 1:1, 2; 29:17) Han var gift, men hans hustru døde den dag Nebukadnezar indledte sin endelige belejring af Jerusalem. (24:2, 18) Hvornår og hvordan han selv døde vides ikke.

5. Hvordan reagerede jøderne på Ezekiels første profetier?

⁵ I de første år af sin virksomhed som profet forkyndte Ezekiel Guds uundgåelige domme over det utro Jerusalem og advarede de landflygtige imod afgudsdyrkelse. (14:1-8; 17:12-21) De fangne jøder viste ikke tegn på sand anger. Deres ledere havde for vane at rådspørge Ezekiel, men de gav ikke agt på de budskaber Ezekiel bragte dem fra Jehova. De fortsatte ufortrødent med deres afgudsdyrkelse og materialistiske stræben. Tabet af deres tempel, deres hellige by og deres kongelige herskerslægt kom som et frygteligt chok for dem, men det vakte kun nogle få til ydmyghed og anger. — Sl. 137:1-9.

6. Hvad understreger Ezekiels senere profetier, og hvordan fremhæves helligelsen af Jehovas navn?

⁶ Ezekiels profetier i de senere år af hans virksomhed understregede håbet om genoprettelse. I disse profetier blev også Judas nabofolk kraftigt irettesat fordi de havde jublet over Judas undergang. Deres egen ydmygelse sammen med Israels genoprettelse ville hellige Jehova for øjnene af dem. Kort fortalt var hensigten med fangenskabet og genoprettelsen denne: ’Både I jøder og I fra nationerne skal vide at jeg er Jehova.’ (Ez. 39:7, 22) Denne helligelse af Jehovas navn fremhæves gennem hele bogen, idet følgende udtryk forekommer mindst 60 gange: „I [eller: de] skal vide at jeg er Jehova.“ — 6:7, NW, 1984-udgaven, fodnote.