“Se, den er på vej!”

13. Hvorfor bad Jehova Ezekiel om at lægge sig på sin venstre side og derefter på sin højre side?

¹³ Ezekiel forudsagde ikke kun hvordan Jerusalem ville blive ødelagt, men skildrede også hvornår det ville ske. Jehova sagde til ham at han skulle ligge på sin venstre side i 390 dage og på sin højre side i 40 dage. Hver dag stod for et år. (Læs Ezekiel 4:4-6; 4. Mos. 14:34) Denne symbolske handling, som Ezekiel udførte hver dag, men sikkert kun en del af dagen, pegede frem til det nøjagtige år hvor Jerusalem ville blive ødelagt. Israels 390 år med “skyld”, eller synd, begyndte åbenbart i 997 f.v.t., det år hvor 12-stammeriget blev delt i to. (1. Kong. 12:12-20) Judas 40 år med “skyld” begyndte sandsynligvis i 647 f.v.t., det år hvor Jeremias blev udnævnt som profet for i klare vendinger at advare kongeriget Juda om at dets ødelæggelse var på vej. (Jer. 1:1, 2, 17-19; 19:3, 4) Begge tidsperioder ville altså ende i 607 f.v.t., præcis det år hvor Jerusalem faldt og blev ødelagt, sådan som Jehova havde forudsagt.b

14. (a) Hvordan viste Ezekiel at han havde tillid til at Jehova altid overholder den tid han har bestemt? (b) Hvad ville der ske inden Jerusalem blev ødelagt?

¹⁴ På det tidspunkt hvor Ezekiel fik profetien om de 390 dage og de 40 dage, har han måske ikke vidst præcist hvilket år Jerusalem ville blive ødelagt. Men i årene op til ødelæggelsen advarede han alligevel gentagne gange jøderne om at Jehovas dom nærmede sig. “Nu er enden kommet over dig,” sagde han. (Læs Ezekiel 7:3, 5-10). Ezekiel tvivlede ikke det mindste på at Jehova ville overholde den tid han havde bestemt. (Esa. 46:10) Han forudsagde også hvad der ville ske op til ødelæggelsen af Jerusalem: “Den ene katastrofe vil komme efter den anden.” Sociale, religiøse og statslige strukturer ville gå helt i opløsning. – Ezek. 7:11-13, 25-27.

15. Hvilke dele af Ezekiels profeti begyndte at blive opfyldt fra 609 f.v.t.?

¹⁵ Nogle få år efter at Ezekiel havde fortalt at Jerusalem ville falde, begyndte profetien at gå i opfyldelse. I 609 f.v.t. hørte Ezekiel at angrebet på Jerusalem var begyndt. På det tidspunkt blæste man i trompeten for at samle indbyggerne til kamp så de kunne forsvare byen, men som Ezekiel havde forudsagt, var der ‘ingen der gik i kamp’. (Ezek. 7:14) Jerusalems indbyggere samlede sig ikke for at forsvare byen og bekæmpe den invaderende babyloniske hær. Nogle af jøderne har måske troet at Jehova ville redde dem. Det havde han gjort før da assyrerne havde truet med at indtage Jerusalem. Dengang havde Jehovas engel udslettet det meste af fjendens hær. (2. Kong. 19:32) Men denne gang kom der ikke hjælp fra nogen engel. Inden der var gået ret lang tid, lignede den belejrede by en ‘gryde’ der var sat “over ilden”, og byens indbyggere var fanget som “kødstykker” i gryden. (Ezek. 24:1-10) Efter en pinefuld belejring der varede halvandet år, blev Jerusalem ødelagt.