Religionernes del af skylden

Ironisk nok har religionerne selv en stor del af skylden for at folk bliver ateister. Historikeren Alister McGrath udtrykker det sådan: „Det der driver folk til at blive ateister, er frem for alt deres afsky for de etablerede trossamfunds svigt og udskejelser.“ Ofte bliver religion betragtet som en af årsagerne til krige og vold. En ateist og filosof ved navn Michel Onfray har funderet over hvordan den samme religiøse bog kan få nogle mennesker til „at stræbe efter at blive fromme“ og andre til „at begå en umenneskelig og grusom handling“ ved at udføre terror.

En hel del har bitre erfaringer med religion. Engang mens en ung svensker ved navn Bertil aftjente sin værnepligt, hørte han en feltpræst retfærdiggøre brugen af vold ved at henvise til Jesu advarsel om at de der griber til sværd, selv skal falde ved sværd. Præsten drog den slutning at en soldat må betragtes som en der tjener Gud, for der skal jo være en eller anden som bruger det sværd. — Mattæus 26:52.a

Bernadette, hvis far blev dræbt i Frankrig under den anden verdenskrig, husker hvor harm hun blev da hun hørte præsten sige ved hendes treårige kusines begravelse: „Gud har kaldt dette barn til sig for at det kunne blive en engel.“ Senere blev Bernadette mor til et handicappet barn, og heller ikke i den anledning fik hun nogen trøst fra kirken.

Ciarán, der er vokset op i det tidligere voldelige Nordirland, følte afsky ved læren om et helvede. Han plejede at sige at han hadede en hvilken som helst Gud der var ansvarlig for en sådan ondskab, og han udfordrede Gud til, hvis han eksisterede, at slå ham ihjel. Ciarán er ikke den eneste der føler væmmelse ved sådanne barske kirkedogmer. Kirkelige dogmer kan faktisk have banet vejen for udviklingsteorien. Ifølge Alister McGrath var det Darwins „dybe modvilje“ mod læren om et brændende helvede — og ikke hans tro på evolution — der fik ham til at betvivle Guds eksistens. Alister McGrath nævner også Darwins „store sorg over sin datters død“.

I nogles øjne er det at praktisere en tro synonymt med at være fanatisk og at lukke øjnene for sund fornuft. Irina, der følte lede ved meningsløse prædikener og bønner på remse, fortæller: „Jeg fik det indtryk at troende mennesker ikke bruger hovedet.“ I væmmelse over religiøse fanatikeres barbariske handlinger indtog Louis et mere radikalt standpunkt: „Efter at jeg i årevis blot havde opfattet religion som noget kedeligt, blev jeg nu opmærksom på de grusomheder der begås i dens navn. Det gjorde mig til en aggressiv modstander af al religion.“

Andre årsager til irreligiøsitet

Mange har lært at det er en fastslået kendsgerning at livet har udviklet sig. Anila, for eksempel, fik sin uddannelse i det ateistiske Albanien. „I skolen lærte vi at man var naiv og tilbagestående hvis man troede på Gud,“ fortæller hun. „Jeg lærte med jævne mellemrum forunderlige ting om planter og organisk liv, men jeg tilskrev det alt sammen en evolution, for det gav indtryk af at vi elever havde en videnskabelig tankegang.“ Hun indrømmer i dag at „de beviser som blev fremholdt, skulle accepteres uden at man stillede spørgsmål“.

En faktor der kan hindre nogle i at få tro på Gud, er bitterhed. Det er en indstilling Jehovas Vidner ofte møder når de går fra hus til hus og fremholder Bibelens budskab om håb. Bertil, der blev nævnt tidligere, fik besøg af et ungt Jehovas vidne. Bertil kan huske at han tænkte ved sig selv: „Den stakkels fanatiker. Han er kommet til den forkerte!“ Han siger: „Jeg lod ham komme indenfor og gav luft for min vrede på Gud, Bibelen og religion.“

Noget der gik Gus fra Skotland meget på, var uretfærdighed. Til at begynde med var han meget diskussionslysten og provokerende når han talte med Jehovas Vidner. De spørgsmål han stillede, mindede om dem som den hebraiske profet Habakkuk stillede Gud: „Hvorfor lader du mig se på fortræd, og hvorfor er du kun tilskuer til elendighed?“ — Habakkuk 1:3.

Det har længe pint mennesker at Gud tilsyneladende er ligeglad med ondskaben. (Salme 73:2, 3) Den franske forfatter Simone de Beauvoir har engang sagt: „Det var lettere for mig at forestille mig en verden uden en skaber end at forestille mig at vores verden havde en skaber, med alle de selvmodsigelser det ville rumme.“

„NÅR jeg overvejede muligheden for at der fandtes en Skaber, blev jeg vred ved tanken om at der i så fald ville være en der havde magt til at forhindre at mennesker lider, men som ikke havde til hensigt at bruge den!“ Udtalelsen stammer fra en tidligere ateist der mistede flere familiemedlemmer under Holocaust. Han er næppe den eneste der har følt en sådan vrede.

Mange der oplever grusomheder, har svært ved at tro på Gud eller finder trøst i tanken om at Gud ikke eksisterer.