Steg den nye stilling hende til hovedet? Gjorde den hende stolt?

Absolut ikke! Ester forblev lydig mod sin adoptivfar, Mordokaj, og hun hemmeligholdt sin forbindelse med det jødiske folk. Da Mordokaj derefter afslørede en plan om at snigmyrde Ahasverus, lod Ester lydigt hans advarsel gå videre til kongen, og de sammensvornes plan blev forpurret. (Ester 2:20-23) Hun troede stadig på Gud og gav udtryk for det ved at vise en ydmyg og lydig indstilling. Lydighed betragtes sjældent som en dyd i dag; ulydighed og oprørskhed er normen. Men de som ejer sand tro, sætter lydighed højt — ligesom Ester.

Mordokaj sendte en besked ind til Ester med en anmodning om at hun skulle gå i forbøn hos kongen og på den måde stå op „for sit folk“. — Ester 4:4-8.

Esters hjerte må være sunket i livet på hende da hun fik dette budskab. Hun stod nu over for sin største trosprøve. Hun var bange, sådan som det fremgik af hendes svar til Mordokaj. Hun mindede ham om kongens lov. At træde frem for kongen uindbudt ville normalt betyde døden. Kun hvis han rakte sit gyldne scepter frem mod den formastelige, ville vedkommende blive skånet. Og Ester havde ingen grund til at forvente en sådan barmhjertighed, især ikke i betragtning af den skæbne Vasjti havde lidt fordi hun nægtede at komme på kongens bud. Ester lod Mordokaj vide at hun ikke havde været indbudt til kongen i 30 dage! En sådan tilsidesættelse gav hende rigelig grund til at tænke at hun var faldet i unåde hos den lunefulde monark.d — Ester 4:9-11.

Mordokaj svarede Ester meget bestemt for at stive hendes tro af. Han forsikrede hende om at hvis hun ikke gjorde noget, ville redningen for jøderne komme andetstedsfra. Hvordan kunne hun forvente at blive skånet når først forfølgelsen var i gang? Her viste Mordokaj sin stærke tro på Jehova, som aldrig ville tillade at hans folk blev udslettet og hans løfter ikke blev opfyldt. (Josua 23:14) Derpå spurgte Mordokaj Ester: „Hvem véd om det er med henblik på et tidspunkt som dette at du har opnået kongelig værdighed?“ (Ester 4:12-14) Mordokaj stolede helt og fuldt på sin Gud, Jehova. Gør vi det? — Ordsprogene 3:5, 6.

En tro som er stærkere end frygten for døden

Det afgørende øjeblik var nu kommet for Ester. Hun bad Mordokaj om at få hendes landsmænd til at holde faste i tre dage sammen med hende, hvorefter hun sluttede sit budskab med en erklæring der har givet genlyd helt frem til vor tid ved sit enkle udtryk for tro og mod: „Hvis jeg skal gå til grunde, må jeg gå til grunde.“ (Ester 4:15-17) Hun må have bedt mere inderligt i de tre dage end nogen sinde før i sit liv. Så oprandt øjeblikket! Hun iførte sig sine fineste kongelige klæder, idet hun gjorde alt hvad der stod i hendes magt for at kongen skulle tage imod hende. Så gik hun.

Som beskrevet i begyndelsen af artiklen styrede Ester sine skridt mod kongens tronsal. Vi kan kun forestille os den ængstelse og de inderlige bønner der fyldte hendes sind og hjerte. Hun kom ind i forgården, hvorfra hun kunne se Ahasverus sidde på sin trone. Måske prøvede hun at læse udtrykket i hans ansigt — det ansigt der var indrammet af de omhyggeligt friserede og symmetriske krøller i hans hår og skæg, som var klippet lige af forneden. Hvis hun har måttet vente, må det have forekommet hende som en evighed. Men så, pludselig, fik hendes mand øje på hende. Han var overrasket, men så mildnedes hans ansigtsudtryk. Han rakte sit gyldne scepter frem mod hende! — Ester 5:1, 2.

Ester havde fundet et lyttende øre. Hun havde vist sin tro og taget standpunkt for sin Gud og sit folk og er dermed blevet et smukt eksempel for alle Guds tjenere i tiden derefter.