Fortællingen begynder i en tid hvor der var hungersnød i Israel. En mand fra Betlehem, Elimelek, drager over Jordan med sin hustru, No’omi, og sine to sønner, Malon og Kiljon, for midlertidigt at bosætte sig i Moabs land. Der gifter sønnerne sig med de moabitiske kvinder Orpa og Rut. Tragiske begivenheder opløser familien; først dør faderen og senere hans to sønner. Tre barnløse enker står tilbage, og der er intet afkom efter Elimelek. Da No’omi hører at Jehova igen har vendt sin opmærksomhed mod Israel og givet sit folk brød, beslutter hun at rejse tilbage til sit hjemland, Juda. Svigerdøtrene tager af sted sammen med hende. No’omi beder dem indtrængende om at vende tilbage til Moab og beder om at Jehova vil vise dem loyal hengivenhed så de kan få ægtemænd fra deres eget folk. Til sidst vender Orpa tilbage til sit folk og sine guder, men Rut, hvis omvendelse til Jehova kan stå prøve fordi hun er oprigtig og stærk i troen, bliver hos No’omi. Hendes beslutning udtrykkes smukt med ordene: „Dér hvor du går hen, vil jeg gå hen, og dér hvor du overnatter, vil jeg overnatte. Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. Dér hvor du dør, vil jeg dø, og dér vil jeg begraves. Måtte Jehova gøre således mod mig og føje mere til, hvis noget andet end døden skulle skille mig fra dig.“ (1:15-17) Imidlertid foreslår den barnløse enke No’omi, hvis navn betyder „min liflighed“, at hun selv skal bære navnet Mara, der betyder „bitter“.

5. Hvilke gode egenskaber lægger Rut for dagen, og hvordan opmuntrer Boaz hende?

⁵ Rut sanker aks på Boaz’ mark (2:1-23). Da de kommer til Betlehem får Rut No’omis tilladelse til at sanke aks under byghøsten. Boaz, der ejer den mark Rut sanker på, er en ældre jøde og nær slægtning af Ruts svigerfader, Elimelek, og han lægger mærke til Rut. Skønt Guds lov giver hende ret til at sanke aks beder hun ydmygt om tilladelse til at arbejde på marken. (3 Mos. 19:9, 10) Dette tilstås villigt, og Boaz siger at hun blot skal holde sig til hans unge piger og ikke sanke på andre marker. Han fortæller at han har hørt om hendes trofasthed mod No’omi og opmuntrer hende med ordene: „Måtte Jehova belønne din handlemåde, og måtte du få fuld løn af Jehova, Israels Gud, under hvis vinger du er kommet for at søge tilflugt.“ (Rut 2:12) Samme aften deler Rut gavmildt frugterne af sit arbejde med No’omi og forklarer at hendes held ved sankningen skyldes Boaz’ velvilje. No’omi ser i dette Jehovas hånd og siger: „Måtte han blive velsignet af Jehova, som ikke har svigtet sin loyale hengivenhed mod de levende og de døde. . . . Manden er nært beslægtet med os. Han er en af vore genløsere.“ (2:20) Ja, Boaz er en nær slægtning som efter Loven kan oprejse afkom for No’omi i den døde Elimeleks navn. Rut fortsætter med at sanke aks på Boaz’ marker indtil byg- og hvedehøsten er forbi.

6. Hvordan anmoder Rut om ægteskab ved en genløser, og hvordan reagerer Boaz?

⁶ Genløseren Boaz gifter sig med Rut (3:1–4:22). Da No’omi selv er for gammel til at få børn fortæller hun nu Rut hvordan hun skal bære sig ad for at træde i stedet for hende i et ægteskab med en genløser. Ved høsten var det skik at ejeren selv førte tilsyn med rensningen af kornet, der foregik om aftenen for at man kunne udnytte den friske brise der afløste dagens varme. Boaz sover altså på tærskepladsen, og det er der Rut finder ham. Hun går roligt hen til ham, løfter kappen op ved hans fødder og lægger sig ned. Da han vågner ved midnat giver hun sig til kende, og som skik og brug var når kvinder gjorde fordring på retten til svogerægteskab, beder hun ham brede sin kappeflig ud over hende.a Boaz erklærer: „Måtte du blive velsignet af Jehova, min datter,“ og roser hende fordi hun ikke er gået efter de unge mænd. Rut er ikke af den slags der kunne tænke på at foreslå en umoralsk forbindelse; tværtimod har hun ord for at være „en brav Kvinde“. (3:10, 11, Buhl) Som Boaz nu fortæller hende er der imidlertid en anden genløser der er nærmere beslægtet med hende end han selv; han vil rådføre sig med vedkommende næste dags morgen. Rut bliver liggende ved hans fødder til daggryet nærmer sig. Så giver han hende korn som en gave, og hun vender tilbage til No’omi, som ivrigt spørger om hvordan det er gået.

Alle hovedpersonerne i dette spændende drama viste en bemærkelsesværdig tro på Jehova, og de „fik godt vidnesbyrd ved deres tro“. (Hebr. 11:39) De er gode eksempler for os der lever i dag. No’omi nærede en stærk tillid til Jehovas loyale hengivenhed. (Rut 1:8; 2:20) Rut forlod villigt sit hjemland for at fortsætte tilbedelsen af Jehova; hun beviste at hun var trofast, ydmyg og flittig.